Kærlighed med One Direction
En søndag havde jeg brug for at høre noget glad og ukompliceret musik, mens jeg nød det gode vejr, derfor faldt valget på drengebandet fra England, One Direction. One Direction betyder ganske enkelt ”én retning”, og det lærte jeg er meget kendetegnende for indholdet i deres sangtekster. Som så mange andre moderne bands handlede deres sange stort set kun om forelskelse og piger.
Det er ikke kun One Direction, som har noget at sige om forelskelse og piger. Forfatteren C.S. Lewis funderede en hel del over kærlighed i sin bog ”The Four Loves”.
Som titlen afslører, har han gennemskuet, at der findes fire forskellige typer kærlighed:
- erotikken
- romantikken
- venskabet og
- næstekærligheden.
Det særlige ved disse fire kærligheder er, at det også er i denne rækkefølge, de bliver prioriteret i dagens Danmark.
Alle steder fra bombarderes vi med vigtigheden af at date og holde sig seksuelt tilfredsstillet og aktive. Hvis vi er heldige kan denne erotik vokse til romantik – såfremt vi finder den rigtige. Derudover er vi også bekendte med, at der findes en vis form for venskabskærlighed, og så er der jo forresten også næstekærligheden som holdes i live med den årlige donation til Red Barnet. One Directions musik ligger godt i tråd med denne forståelse.
Men Guds forståelse er helt anderledes.
Betingelsesløs kærlighed
Bibelen taler fundamentalt anderledes om kærlighed. I Guds optik er erotik ikke topmålet af kærlighed, og den kommer slet ikke før romantikken. I Guds optik er den stærkeste og vigtigste kærlighed næstekærligheden, fordi den er betingelsesløs.
Jeg elsker ikke min næste, fordi han har gjort noget særligt, men ganske enkelt fordi, han er min næste. Det betyder, at han intet kan gøre til eller fra, for at jeg elsker ham, og det er en ufuldendt spejling af Guds perfekte kærlighed. Han elsker os på trods af alt. Betingelsesløst.
Det er der blevet skrevet mange sange om, og de har altså lidt mere dybde end One Directions.
Lagt på nettet 12.08.2015
Samtalerum
I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.
Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:
Læs også
- Hvordan efterleve kristen næstekærlighed?
- Hvorfor roser Jesus den uærlige godsforvalter?
- Hvad er Bibelens menneskesyn?
- Er tro eller kærlighed vigtigst?
- Hvad sker der, hvis kærligheden forsvinder?
- Hvad er vigtigst: tro eller gerninger?
- Er der grænser for næstekærligheden?
- Guds kærlighed kom først
- Guds riges grundlov
- Kristen i praksis