05.05.2004 12:00 Alder: 20 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Hvad siger Bibelen om sex før ægteskabet?

Hej vi er to drenge på henholdsvis 15 og 16 år. vi har tit tænkt på om sex før ægteskab er en synd og hvis det er hvad er så der forkerte i det. Og om der muligvis er en sted i biblen der står noget om det. Hvis i kan og vil svare på vores spørgsmål vil vi sige mange tak.

Er sex før ægteskab synd? Det er et spørgsmål rigtig mange stiller.

For 200 år siden stillede man ikke dette spørgsmål. For da var svaret totalt indlysende: Selvfølgelig gik man ikke i seng med hinanden, før man var gift. Men med tiden har det danske samfund udviklet sig. I dag får man nærmest følelsen af at være en dinosaur (= uddød race ), hvis man er 18 og ikke har haft et samleje! I virkeligheden er det ikke så ualmindeligt, som det lyder til. Nye undersøgelser tyder overraksende på, at lavalderen for den seksuelle debut ikke har ændret sig de sidste 20 år. Det skulle man jo tro, hvis man ser hvordan snakken om emnet har ændret sig, tonen og måske også presset.

Så når det lyder fra nogle kristne, at man ikke bare skal gå i seng med hende eller ham, man har mødt - selvom det for de fleste ville være helt oplagt, ja så kan man nemt føle sig sådan lidt dinosauer-agtig.

Det lyder jo som om, at det for de fleste ikke er så stor en ting at gå i seng med en anden. Altså, hvis bare man beskytter sig selv – så sker der jo ikke noget – vel?

Lad os kort se, hvad Bibelen si´r til det. For øvrigt er det kanon, at I vil vide, hvad Bibelen si´r – det er der ikke så mange, der spørger efter!!

Helt i begyndelsen skabte Gud mennesket som mand og kvinde. Se i Første Mosebog kapitel 1 vers27! Gud opfandt altså sex. Han skabte os med kønsorganer og lyster og det hele. Så sex er godt!

Sex er godt – hvis det bruges rigtigt. Allerede i næste kapitel (kap. 2 vers 24) hører vi hvordan det skal bruges: ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød”. At ”Blive ét kød” har flere ting i sig – men i hvert fald også samlejet, hvor de to kroppe jo er så tæt på hinanden som muligt.

At ”Binde sig til” – det er det, der sker, når man bli´r gift. Så binder man sig til hinanden.

Så Guds brugsanvisning er klar: først binder man sig og så bli´r man ét kød!

Hvis man går i seng sammen uden at være gift – så er det en synd – se f.eks. det mest ”berømte” eller ”berygtede” tilfælde, hvor David har samleje med Batseba – 2. Samuelsbog kapitel 11 og 12.

Hvad sagde Jesus om dette? Det samme. Se f.eks. Johannesevangeliet kapitel 8. Her kommer nogen slæbende med en kvinde, der netop havde været i seng med en, hun ikke var gift med. Nu vil de slå hende ihjel! (for det var efter loven synd og uacceptablet) Jesus si´r både at han tilgi´r hende – og at hun ikke skal synde mere. Så han si´r helt klart, at hun begik en synd. Han si´r også noget andet meget vigtigt: Gud vil tilgive os – også når vi kommer og fortæller, at vi har syndet på det seksuelle område!

Hvad med resten af Nye Testamente? Det samme.

Paulus skriver i 1.Korintherbrev kapitel 7 en hel del om sex. Der er mange forskellige ting i det – også noget, der er svært at få styr på. Men lige nu skal jeg bare sige noget om et par vers, der er helt klare (men spørg gerne igen til resten af kapitlet, hvis I har brug for det). Han skriver om nogle kvinder, der ikke er gift. Det er selvfølgelig helt O.K. at de ikke er gift. Men hvad nu, hvis de længes efter sex? Er løsningen så ikke at finde en mere eller mindre fast fyr og få behovet dækket? Nul. Læs bare vers 9: ”Men kan de ikke være afholdende, skal de gifte sig; for det er bedre at gifte sig end at brænde af begær.” Altså: begæret kan man ikke få stillet uden at være gift: nul ægteskab – nul sex!

Det er altså klart, hvad Bibelen mener om det her.

Så spørger nogen: ”Det er vi helt med på. Men nu er vi to helt sikre på, at vi skal giftes. Det må bare lige vente lidt. Men derfor kan vi vel godt tage forskud på det med sex – vi er jo alligevel helt sikre på, at det er os to?”.

Det lyder da ret fornuftigt – men det er det bare ikke !

Bibelen si´r ikke noget om den slags små særlige aftaler. Og bruger man hovedet, så kan man også godt se, at den er gal. Hvad nu, hvis det alligevel ikke bli´r de to, der bli´r gift? Det sker faktisk ret tit at par, der var sikre alligevel ikke bli´r til noget. Og så er der det med at blive ”èt kød”. Man gi´r noget af sig selv, når man går i seng med hinanden – men når man skal dele livet med hinanden, er det ikke noget der forsvinder, det er noget man har sammen, det er noget der skaber samhørighed – det er at være ét kød. Men hvis man ikke bliver sammen, så er det trist at have givet så meget af sig selv.

Man skal også tænke på, at Sex kan ødelægge meget for to, der kommer sammen. Det kan være den ene presser den anden – og det kommer der meget skidt ud af. Det kan også være at det hele går op i sex og så får man ikke snakket rigtig godt sammen. Det kan også ske, at det seksuelle ikke fungerer så godt, og så får man problemer af den grund. Og så videre…

SELVFØLGELIG er det hammersvært at holde fingrene væk! Det er ganske naturligt. Gud har skabt os til at have lyst til at gå i seng med den, vi elsker. Men det kan sagtens lade sig gøre at vente, til man er gift. Og jeg har endnu aldrig mødt nogen, der fortrød, at de ventede. Men jeg har mødt en del, der fortrød, at de ikke ventede!

SÅ, nu er det her svar ved at være mega-langt. Så jeg cutter. Men spørg bare igen!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 05.05.2004

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også