Egon og Jesus

I storme gælder det om at stå på et sikkert fundament og at kende en klippe, som kan rejse os op igen, når vi er væltede.

Foto: (cc by) Jackie / Sister72 på Flickr.com

Storm

I weekenden havde vi danskere besøg af Dagmar og Egon, to storme, som godt nok ikke var af den allerværste slags, men alligevel bragte en del problemer. Sommerhuse røg i havet, træer væltede og vandet stod rekordhøjt i nogle byer og fjorde.

Det er selvfølgelig oplagt at komme til at tænke på Jesu ord om huset bygget på sand og huset bygget på en klippe. Det på sand blæser omkuld, når stormen kommer. Det på klippen består, da klippen er stærk og huset vel er fastgjort til klippen. Det er fine billeder på hvordan mennesket kan forholde sig til Gud.

Men selvom jeg tror på klippen Jesus, føler jeg mig alligevel indimellem som et tåbeligt grantræ, som vælter for let. Jeg står på klippen, men får alligevel ikke slået ordentlige rødder. Jeg kommer ikke i dybden, bliver ikke ordentlig funderet. Og måske vil en storm en dag vælte mig helt omkuld, og jeg vil helt sikkert brokke mig til Gud over det.

Den levende klippe

I Salme 42,10 i Det Gamle Testamente brokker salmens forfatter sig også til Gud. Han kalder Gud sin klippe, men anklager Gud for at have glemt ham. Klippen, den han står på, anklager han altså for at have glemt ham. Det er et bemærkelsesværdigt billede. Gud må da have styr på, hvem som står på ham.

Og det har han også. Det er ikke op til mennesket at holde fast i Gud. I sidste ende er det ham, som holder fast i os. Ham, som sørger for, vi ikke vælter omkuld, selvom vi ikke har fået slået ordentlige rødder. Han er nemlig ikke død og ligeglad som granit, men levende og kærligt interesserede i os. Og hvis vi alligevel vælter, så er det også ham, som rejser os op, igen og igen.

Tilbage til nyhedslisten

Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm

Lagt på nettet 14.01.2015