04.05.2011 12:00 Alder: 8 yrs

Skrevet af:
Lotte Birch Carlsen

Skal kvinder tie stille?

I 1. Thimoteusbrev kap 2 vers 8-15 står der, at kvinder skal smykke sig med en fornuftig optræden, hvilket jeg ikke har noget problem med. Men der står også at en kvinde skal tage imod belæring i stilhed, underordne sig og at hun bør leve i stilhed. Det er så dels dette mit spørgsmål tager afsæt i. For skal jeg som kvinde følge dette? eller er det i orden at jeg f.eks. taler i kirken, og er 'leder' over andre - både i kristen og ikke kristen sammenhæng? Der står også at kvinder vil nå frem til det evige liv ved at værne om kaldet som opdrager og leve et liv i tro, kærlighed og hellighed. Dette læser jeg som om at den eneste chance for at jeg kan blive frelst er ved at få børn og opdrage dem til at blive gode kristne. Vil det så sige at jeg ikke bliver frelst hvis jeg ikke får børn? Derimod har jeg altid fået af vide at vi alle kan blive frelst, uanset hvad vi gør og HVEM vi er. Min personlighed er f.eks. at fortælle andre om det jeg tror på (både til ateister, men også sige noget til kristne forsamlinger) og jeg har også svært ved tanken om at skulle underordne mig en mand. Derfor er det med stor forvirring at jeg skriver dette. Skal jeg til at ændre på 'mig' for jeg vil jo gerne frelses?

Svar:

Tak for dit spørgsmål. Det bliver på ingen måde trivielt at svare på vanskelige spørgsmål her. Hvis vi vil være kristne, der kan forklare, hvad vi står for, har vi brug for at blive klogere på Guds Ord!

Og så: Tillykke med at du er en kvinde, der ikke tier stille!! Cirka halvdelen af jordens befolkning består af kvinder, og kan man forestille sig, at Gud ønsker at passivisere så mange mennesker, når hans største ønske er, at alle bliver frelst? Nej, vel? Kære du: Du er skabt som dig, og som kvinde. Du skal så afgjort ikke holde op med at være dig. Der er en god grund til at Gud har gjort dig til den, du er. Nu handler det bare om at bruge dine gudgivne gaver på den allerbedste måde.

Jeg har selv kæmpet lidt med spørgsmålet, da jeg selv er en kvinde. Jeg kan ikke redegøre fuldstændigt krystalklart for hele dette emne. Men jeg vil gøre mit bedste – og det jeg kan sige med det samme, er: Du skal ikke grave dit talent ned i jorden og tie stille!

I afsnittet i 1. Timotheus 2, 8 – 15 handler det om opgavefordelingen ved selve gudstjenesten. (Det understreges gennem en anden tekst fra 1. kor. 14, 26-40.) Afsnittet skal ikke forstås som noget, der handler om livet i al almindelighed. Det bliver tydeligt, når man læser de første vers med af samme kapitel. Paulus anerkender her forskellen på mænd og kvinder og deres forskellige ansvar under gudstjenesten. Når han forklarer om det at tale og tie, handler det om det læremæssige ansvar, som præsten for en menighed har, også kaldet hyrdefunktionen, og som man skal være indviet til. Den, der er indviet til at lede menigheden åndeligt gennem præstefunktionen, skal være en mand.

I kærlighed til mennesket har Gud givet os forskelige evner, karakteregenskaber og opgaver, så vi kan supplere hinanden på bedste vis. Vi er skabt i Guds billede – Ham, som består af Far, Søn og Helligånd med forskellige egenskaber og opgaver. Gud er én, og dog tre. Han undertrykker ikke sig selv, men supplerer sig selv. Hvilken mening ville det dog give at undertrykke sig selv? Sådan tænker Gud også om mennesket. Vi er skabt forskelligt – med vilje! Det er vi for at kunne supplere hinanden allerbedst i vores liv og tjeneste.

Det er vigtigt at holde fast i, at dette eksklusivt handler om hyrdefunktionen i menigheden. Hvis ikke vi kvinder træder i karakter – også som ledere -, hvordan skal piger, der vokser op i kristne sammenhænge så finde gode eksempler til efterfølgelse i kristent arbejde?

Samtidigt tror jeg heller ikke, vi skal føre kønskamp og blive rettighedsfikserede. Vi skal ikke gøre vores gudgivne forskelle til et problem, men se dem som fordele til glæde for både mænd og kvinder. Det bedste er, når vi lærer at hvile i, at vi er gode nok, som dem, vi er – inkluderet vores køn. Så er der en god chance for at vi bliver harmoniske mennesker.

Prøv at læse noget om kvinderne i Bibelen, f.eks. Sara, Rebekka, Rahab, Rakel, Debora, Ruth, Tamar, Batseba, Lydia og Maria, Jesu mor bare for at nævne nogle af dem i uprioriteret rækkefølge. Der vil du finde eksempler på, at kvinder faktisk kan gøre store ting i tjeneste for Gud.

Hvis du vil være lidt klogere på hvad Bibelen siger om kvinder, så kunne du læse afsnittene om kvinder i Hans-Ole Bækgaards bog, ”Hovedet under armen” – om vanskelige steder i Bibelen.

Med ønsket om Guds rige velsignelse over din tjeneste! Bevar frimodigheden, og få dine medsøstre med på vejen!


Skrevet af:
Lotte Birch Carlsen

Lagt på nettet 04.05.2011

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også