09.08.2004 12:00 Alder: 15 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Nysgerrighed, satanisme og bøn - bli'r Gud vred?

Vil Gud blive vred på mig over at jeg abonnerer på et satanistisk blad (satanistisk forum)??? Jeg er i tvivl om ,hvad jeg tror på. Er meget nysgerrig i forhold til alle religioner -er det et problem i forhold til Gud? Jeg ber ofte til Gud. Vil Gud holde op med at høre mine bønner fordi jeg er i tvivl om jeg tror på ham og faktisk kun beder når jeg er ked af det. Håber i kan svare på mine spørgsmål

Svar:

Tak for dine spørgsmål. Jeg er meget glad for at læse, at du ofte beder til Gud! Gud velsigne dig for det.

For nu at begynde bagfra med dine spørgsmål: Der er ingen af os, der beder af ren, uforfalsket kærlighed til Gud. Vi har allesammen meget mærkelige grunde til at bede; og det at bede, fordi man er ked af det, er bestemt ikke den ringeste grund.

Med bønnen følger et løfte

Der er et løfte af Jesus, som jeg selv lever meget af – ja, i perioder er det nærmest det eneste, der holder mig oppe og holder min tro i live. Det lyder: “Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Johannes evangeliet kapitel 6 vers 37). Hvis du kommer til ham i bøn, så vil han ikke vise dig bort! Uanset hvorfor du kommer eller hvor sjældent du kommer. Gud holder ikke op med at høre vores bønner, fordi vi er i tvivl på, om vi tror på ham (hvis han gjorde det, så tror jeg, det hurtigt var ude med de fleste af os!). Du husker måske, at der i Ny Testamente fortælles om en ulykkelig far, der på et tidspunkt udbrød: “Jeg tror, hjælp min vantro”. Sådan er der mange af os, der har det.

Derfor er det meget vigtigt, at “tro” er ikke nødvendigvis en stangsikker overbevisning – den er simpelt hen at komme til ham, også komme til ham med sin tvivl og med bøn om hjælp.

Bøn i Jesus Kristi navn

Men nu lægger jeg mærke til, at du i dine spørgsmål ikke er inde på at bede til Jesus, men kun taler om at bede til Gud. Det er måske et tilfælde; men det kunne også betyde, at det egentlig ikke er Jesu Kristi far, men religionernes Gud, du beder til. For du giver jo også udtryk for, at du er meget nysgerrig i forhold til alle religionerne.

Det er bestemt en god ting at være nysgerrig – også nysgerrig med hensyn til de forskellige religioner. Vi bør lære dem at kende, ikke mindst for at lære vore medmennesker at kende! Men desværre har sådan en religiøs nysgerrighed fået nogen til at tænke, at det nok egentlig er den samme Gud, alle religionerne henvender sig til, og kristendommen er bare en af de mange veje til Gud. Men hertil siger Jesus selv, at han er den eneste adgang til Gud! “Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Johannes evangeliet kapitel 14 vers 6). En kristen beder kun til Gud i Jesu Kristi navn – og han beder også direkte til Jesus selv.

Vejen til Gud

Hvis det er sådan, du beder, så vil Gud velsigne dig, og han vil høre dig; og så er det heller ikke noget problem, at du studerer de forskellige religioner og interesserer dig for dem. Bare du holder fast ved, at Jesus er den eneste vej for et menneske til Gud.

Og det er ikke, fordi han forlanger nogle bestemte, rigtige meninger hos os, før han vil høre os. Det er, fordi det er Jesus, hans død og hans opstandelse, der har banet denne vej for os til Gud. Hvis ikke Jesus var død i vores sted, så var der ingen af os, der havde ret til at komme til Gud og bede til ham.

Bøn og velsignelse

Derfor er det også vigtigt, at vi vænner os til at bede om andre ting end blot om hjælp, når vi er kede af det. Noget af det afgørende for en kristen er, at vi også beder om tilgivelse for det, vi har gjort imod hinanden, mod os selv og imod Guds bud. For mange mennesker er Jesus kun en hjælper, men de skal ikke have noget af at bede ham om tilgivelse, for de mener bestemt ikke, de har brug for tilgivelse. Så går det galt, og så vil ens bøn visne i det lange løb. For så holder man simpelt hen op med at bede, hvis man fx synes, at det ikke rigtig hjælper ...

Forvirring og tvivl

Og så til sidst det spørgsmål, du begynder med: Er det OK at abonnere på et satanistisk blad? Igen vil jeg sige, at hvis du holder dig tæt til Jesus og stoler på ham, så kan det være OK. Enkelte af os kan være nødt til at læse ekstrem litteratur, fx for at komme mennesker til hjælp, der sidder fast i okkultisme og satanisme osv. Der er heller ikke onde ånder i selve papiret, og jeg har selv læst mange mærkelige ting.

Men samtidig må jeg tilstå, at jeg ikke selv ville turde abonnere på et satanistisk blad for nysgerrigheds skyld. Man skal aldrig tro, at man selv er usårlig og ikke kan blive forvirret eller fristet. Selv de mest modne kristne kan falde fra troen. Og selv om man måske kun læser i det af nysgerrighed, så kan så farlige tanker godt gribe en. Det betyder ikke, at så vil Gud ikke høre på dig – men det kan godt ende med, at du i stedet holder op med at bede til Gud!

Guds beskyttelse

Nu kender jeg ikke din situation; men jeg vil nok råde dig til, at medmindre du har meget gode og tungtvejende grunde til at abonnere på det blad, så drop det. Og hvis du alligevel mener, at du bør fortsætte med at læse det, så læs det under bøn til Jesus, at han må beskytte og bevare dine tanker og din tro. Det er den eneste måde, hvorpå en kristen tør udsætte sig for alt det, der modsiger Kristus.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 09.08.2004

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også