24.11.2005 12:00 Alder: 12 yrs
Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

Må jeg spille okkulte computerspil?

Jeg vil gerne spørge om det er forkert, at spille okkulte computerspil, som f.eks. diablo II og lign..?

Svar:

Sund fornuft, Guds ord og bøn

Jeg ville gerne kunne svare enkelt og kontant, ved at sige Ja, eller nej. Det ville jo være så nemt. Men det kan jeg ikke, for det har jeg ikke nogen autoritet til. Det er med det spørgsmål, som med så mange andre spørgsmål om, hvad vi må og ikke må, eller hvad der er forkert og ikke forkert, at vi skal bruge vores eget hovede og fornuft - vel vejledt af Guds bud og tanker, som vi kender dem fra Bibelen, og under indflydelse af den kærlighed, Gud har skabt i os. Det er et svar, der gælder uanset om det drejer sig om computerspil eller andre ting, som Bibelen af gode grunde ikke siger noget direkte om.

Spørgsmål til overvejelse

Jeg kender ikke Diablo 2, og har blot spurgt mig lidt til, hvad det handler om. Der er mange spil, der kører på begreber og elementer fra mystikken og forsøger at skabe et mere eller mindre okkult univers, og da jeg ikke kan give dig et konkret svar, kan jeg i stedet give dig nogle konkrete forslag til, hvad du skal overveje. Vær ærlig overfor dig selv.

1. Hvorfor er du i tvivl om, om det er godt eller skidt? Prøv at sætte ord på de elementer der gør dig i tvivl.

2. Hvordan synes du, det påvirker dig? Har det ændret noget ved dig i positiv eller negativ retning? Eller er du nervøs for at det kommer til det?

3. Har du bedt Gud om at vejlede dig, og været villig til at lytte?

Generelt om computerspil

Jeg vil godt sige noget generelt om computer-spil: 

Der er nogle ting, du skal være opmærksom på. Spil er underholdning og afslapning, men hvis du bliver opslugt af et "spil-unviers", hvis værdier ikke harmonerer med dine værdier i det virkelige liv, og det "sluger" så meget af dit sind og dine tanker, at du har svært ved at distancere dig til spillet (ryste det af dig igen), så er der en fare i det. Så vil det påvirke dit liv, dine tanker og adfærd i en negativ retning. (og det er der desværre mange eksempler på).

Hvis f.eks. succes i et spil kendetegnes på, om du har kræfter og styrke nok - så er det ok for et spil. Men i det virkelige liv, er det ikke de stærke der automatisk er vindere og har succes. Det er et syn, der meget let kan komme til at påvirke en. Ligesom også de "rå udtryk" kan påvirke dig til at reagere mere råt, i både sprog og adfærd.

Det er også en god idé at tale med en der kender dig godt. De kan måske mærke noget på dig, som du ikke selv er bevidst om.

Jeg vil ikke skræmme dig. Det kan meget vel være, at nogen kan spille den slags spil uden fare, mens andre ikke kan. Jeg tror ikke, der er grund til at forestille sig, at der findes spil, der kan trække dig ind i en "ond verden" - og fratage dig selv muligheden for at at reagere imod det. Men hvis du bare spiller ukritisk og har et overdrevent tidsforbrug på det, så bliver du sårbar for påvirkning. Jeg tror personligt, at det er tidsfaktoren, der i føste omgang er med til at gøre computerspil til noget negativt for mange.


Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:
Benna Asmussen Hørlück

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også