23.01.2015 00:00 Alder: 9 yrs
Kategori: jn-svar
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Kan man tilbede Gud med al slags musik?

Jeg ved, at der findes forskellige former for "musisk akkompagnering" til tilbedende sange; hymner, åndelige sange, lovsange og salmer.

Jeg ved også, at der findes lidt forskellige opfattelser af hvilke musikinstrumenter man bør/kan benytte.

Som jeg har forstået det, er den ene retning, at man kun må/bør benytte dem, som er fundet anvendt til formålet i bibelen.

Den anden retning går ud på, at hvad der ikke er indskærpet, er tilladt. Dvs., alt der ikke er forbudt, får frit spil - så at sige.

Eventuelt om I kunne redegøre lidt for disse?

Det andet spørgsmål er i forlængelse af dette. Har hørt, og det er vist mest et opfundet, grundløst rygte, at man ikke må benytte en tromme i kirken, da den skulle være dæmonisk eller satans værk.

Er der nogen særlig grund til dette? Og har det reelt noget på sig?

I min autoriserede 1992 bibel står der under ordforklaringer, s. 1156, følgende om Pauke: "rytmeinstrument af trommeagtig karakter, nærmest svarende til tamburin. Kun i det gamle testamente."

Nuvel, en Googling på pauke frembringer nogle særdeles trommeagtige instrumenter(!). Desuden, kan jeg ikke se, at en tromme skulle være forbudt, da der ikke er noget forbud mod dette - korrekt? Findes der i det hele taget forbud mod tilbedelses form eller musikinstrumenter i Bibelen?


Svar:

Tak for dit spørgsmål.

Jeg har arbejdet med kristen musik i mange år, men jeg må indrømme, at jeg aldrig er stødt på den holdning, at man kun må anvende instrumenter, som også har været anvendt på Bibelens tid. Der er heller ikke noget i Bibelen som støtter den holdning, at der skulle findes særlige hellige instrumenter. Tværtimod gør Ny Testamente op med den opfattelse, at bestemte ting skulle være særligt hellige eller uhellige. Det gælder f.eks. kød fra offerdyr og andre dyr, som jøderne regnede for "urene". Og det gælder i særdeleshed også mennesker. Jesus siger det sådan i Matthæus 15,18-20: "Det, der gør et menneske urent, er det, der udgår fra menneskets indre, dvs. de onde tanker, som fører til mord, utroskab, seksuel synd, tyveri, løgn og sladder. Det er den slags ting, der gør mennesket urent - ikke at man spiser uden at have vasket hænderne ifølge bestemte ritualer."

Der findes flere steder i Bibelen opfordringer til at lovsynge Gud med både sang og instrumenter og i den forbindelse nævnes også flere steder bestemte instrumenter. Det er både blæseinstrumenter, strengeinstrumenter og slagtøj, instrumenter vi også kender i dag. Så bortset fra nutidens elektroniske instrumenter, så tror jeg de bibelske instrumenter dækker det meste af hvad vi også kender i dag. Man vil derfor ikke komme langt ved at forbyde instrumenter som ikke er brugt i Bibelen.

Det er dog rigtigt, at der i nogle kirkelige sammenhænge har floreret den holding, at nogle instrumenter var uegnede til at ledsage lovsang og andre kristne sange. Det gælder især trommer, som nogle tidligere opfattede som et "umusikalsk" instrument. Nogle gik endda så vidt som til at mene, at trommerne var djævelske idet de i nogle afrikanske stammereligioner blev brugt til at påkalde de onde ånder med. Der har været skrevet bøger og lange afhandlinger om hvordan "rytmisk musik" ikke kunne bruges til at lovsynge Gud. Og da rock-musikken gjorde sit indtog blev den af mange kirke-folk også opfattet som farlig og dæmonisk. (Det var dog ikke kun blandt kristne, man tænkte sådan)

I slutningen af halvfjerserne var det stadig en udbredt opfattelse blandt mange kristne, at trommer og elektrisk forstærket musik var ubrugelig i kirkelig sammenhæng. Jeg tror dog, at den opfattelse er meget sjælden i dag. Smag og behag kan selvfølgelig diskuteres og det er en ærlig sag at foretrække "klassiske" musikinstrumenter og musikstile, men at gøre bestemte instrumenter og stilarter til noget forkert og ukristeligt holder ikke.

Paulus siger i 1. Timotheus 4,4-5: "Alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak; for det helliges ved Guds ord og ved bøn." Samtidig siger Paulus i 1. Korinther 6,12: "Alt er tilladt mig, men ikke alt gavner. Alt er tilladt mig, men jeg skal ikke lade noget få magt over mig." Det tror jeg også gælder musik og instrumenter. Her er frit spil så længe det ærer Gud og opbygger mennesker.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 23.01.2015

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også