04.12.2014 00:00 Alder: 3 yrs
Kategori: jn-svar
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Kan alle gå til nadver i kirken?

1) Hvorfor har man "åbent nadverbord" i folkekirken nu når Folkekirkens bekendelse (Den Augsburgske bekendelse) taler imod en sådan åbenhed og taler for prøvelse og skriftemål forud for nadverdeltagelse (ligesom i gamle dage hvor man skulle tilmelde sig)?

Artikel 24 siger: "Folket er vænnet til at bruge sakramentet i forening, for så vidt de er skikkede dertil; det forøger også ærefrygten og andagten ved de offentlige kirkeskikke, for ingen får adgang, uden at de i forvejen er prøvede og overhørte." Og artikel 25 siger: Skriftemålet er ikke afskaffet i menighederne hos os. Man plejer nemlig ikke række Herrens legeme til andre end dem, der i forvejen er prøvede og har modtaget afløsningen" Burde kirken ikke derfor have folk til skriftemål og blive prøvet før de tages til nadver?

2) Hvordan skal man forstå det når Paulus i 1.korintherbrev 11:27-33 taler om at man skal prøve sig selv? Hvad vil det sige at agte på legemet i forbindelse med denne bedømmelse (Jesu legeme? Kirken? Mit eget legeme?)? Og hvad med at Paulus siger, at dem som misbrugte nadveren blev syge og døde? Kan det ske i dag?


Svar:

Disse to artikler i Den augsburgske Bekendelse fra 1530, som er den mest udførlige af folkekirkens fem bekendelsesskrifter, taler ikke om Guds og Jesu uforanderlige væsen og gerninger, men om en kirkelig praksis.

Det handler om en praksis

Kirkelig praksis kan veksle fra tid til anden. Der står heller ikke, at denne praksis altid skal være sådan, men at de lutherske menigheder (”menighederne hos os”) ikke i 1530 kunne anklages for at have afskaffet prøvelsen forud for nadveren. Der er nok ingen tvivl om, at Melanchton, som skrev Bekendelsen, og Luther, som var den evangeliske bevægelses grundlægger og inspirator, mente, at der skulle være en sådan prøvelse forud for nadveren, men selve bekendelsen udtrykker ikke noget krav. Den beskriver kun en praksis.

Den augsburgske Bekendelse siger ikke, at man hver uge skal til skriftemål - end ikke hvert år. Blot at man har bevaret skriftemålet i den lutherske kirke. Og så er der en vægt på "overhøring": Uvidende folk skal oplæres, før de kan komme til nadver. 

Værdighed og kirketugt

Strengt taget kan man vel tolke CA 24+25 sådan, at hvis man én gang er undervist til konfirmation, er blevet overhørt og har været til skriftemål og nadver, så er man værdig til at gå til nadver resten af livet. Man kan ikke undersøge hver enkelts værdighed hver søndag, men voksne medlemmer kan gå frit til nadver, indtil ydre grove synder gør kirketugt nødvendig. Men det er jo sjældent i praksis, at kirketugt er nødvendig - de fleste åbenlyse syndere har valgt kirken fra forinden.

Mange lutherske menigheder opretholder stadig denne praksis, mens andre har afskaffet den.

Prøve sig selv

Hvad Ny Testamente angår, så skriver Paulus ikke, at præsterne eller de ældste skal prøve menigheden, men at enhver skal prøve sig selv. Man kan altså sige, at folkekirken er vendt tilbage til nytestamentlig praksis, hvor ansvaret er fordelt anderledes.

På Luthers tid lå ansvaret på præsten, og i vores tid ligger ansvaret på både præsten og nadverdeltagerne. Præsten skal forkynde og undervise om ansvaret, og nadverdeltagerne skal prøve sig selv ud fra NT.

Fare for misbrug

Set i et lidt større perspektiv er der en ulempe ved præstens prøvelse af den enkelte, som jeg må nævne. I nogle menigheder er det hele ældsterådet (bestyrelsen eller forsamlingen af præster eller hvordan man nu har organiseret sig), som bedømmer, hvem der er værdige til at gå til alters. Dette indebærer menneskelig administration og magt, som altid er behæftet med fejl, som ofte viser sig meget hurtigt. F.eks. hvis man afviser en ung kvinde, som bor sammen med sin kæreste, mens man bærer over med at formandens søn har foretaget sig noget forkert.

Hvis man holder sig til Paulus’ ord, er man ude over muligheden for magtmisbrug i disse tilfælde. Det synes jeg er sundt.

Mit eget ansvar

Jeg indrømmer, at et skriftemål ikke behøver at indebære afvisning ved nadveren dagen efter, selv hvis præsten mener, at vedkommende ikke burde gå til alters. Præsten skal bare sørge for i skriftemålet at sige, at det er på vedkommendes eget ansvar. Men det samme kan også siges i forkyndelsen.

Under alle omstændigheder siger Ny Testamente ikke, at man skal tale med præsten inden nadver, men Paulus siger, at vi skal prøve os selv, og den klassiske nadverprøvelsessalme siger det samme. Det er nr. 461 i salmebogen, ”Jesus Kristus er til stede”, som blev brugt som fast salme forud for nadveren i en del af den periode, hvor man skulle gå til skrifte hos præsten forud for nadveren. Den siger også, hvori værdigheden og uværdigheden består. Jeg citerer den her i fuld længde:

Jesus Kristus er til stede!
Han fra os har vendt Guds vrede;
med sin pine, med sin død
fri’r han os fra evig død.

At det os i hu skal blive,
vil sit legem han os give
skjult i disse brød så små,
og i vin hans blod vi få.

Men før gaven vi tør tage,
må vort hjerte vi ransage;
thi hvor hid uværdigt går,
døden her for livet får.

Først skal vi Gud Fader prise
for den dyre Himmel-spise;
thi sin Søn til kors og død
gav han for, hvad vi forbrød.

Så til hjerte ret os tage,
at Guds bord er for den svage,
som af synden trykkes ned,
og som selv ej trøst sig ved.

Selv han siger: Kom, du arme,
thi nu vil jeg mig forbarme;
er du karsk, da lad det stå,
at ej ilde det skal gå!

Kan du selv afhjælpe nøden,
hvorfor gik jeg da i døden?
Kan du nå det uden mig,
gælder dette bord ej dig.

Tror du ret af hjertegrunden
og bekender det med munden,
da er du beredt helt vel,
da får føde her din sjæl.

Denne frugt dog her må kendes:
at din kærlighed nu tændes
til din broder mer og mer;
gør mod ham, som her dig sker!

Og til dit andet spørgsmål om
Hvad det vil sige at agte på legemet?

Det vil sige, at man tager i betragtning, at det er Jesu legeme man modtager i nadveren, og at ens liv som privatperson og som menighed derfor skal indrettes efter det, man har modtaget. Man kan ikke både modtage Jesu legeme og samtidig opretholde en syndig praksis, for derved pådrager man sig Guds dom. 

På Paulus’ tid var problemet, at de fattige fik en meget dårlig behandling ved sognefrokosten (= kærlighedsmåltidet), og straffen var, at mange blev syge og døde. Og ja, noget sådant kan også ske i dag, selv om vi må sige, at kirkehistorien har vist, at Gud er meget tålmodig med kirken i den nye pagt, som han også har været det med Israel i den gamle pagt.

Nadverens store gave

Den lutherske kirkes nadverpraksis har historisk set i høj grad været båret af ængstelse for, at de uværdige gik til alters og pådrog sig dom. I 1800-tallet prædikede Indre Missions formand et andet syn, nemlig at vi bør glæde os over nadverens store gave og være mere indbydende og mindre ængstelige. Dermed kunne nadveren blive menighedens gudstjenestes højdepunkt igen - og skriftemålet havde karakter af vigtigt tilbud.

Sidst i 1800-tallet afskaffede kirken kravet om forudgående tilmelding og skriftemål hos præsten forud for altergang, men det frivillige skriftemål er der mange menigheder, som stadig opretholder – som et fælles skriftemål før selve gudstjenesten eller inde i selve gudstjenesten. Det bør vi nok tage op igen de steder, hvor det er bortfaldet.

Den svage tro

Selv mente Beck at kirketugten primært bestod i ordets forkyndelse; At folk gennem forkyndelsen blev belært om, hvad det krævede og ikke-krævede at gå til nadver. Vi skal stadig forkynde, at nadverdeltagelse forudsætter, at man virkelig ønsker at følge Jesus, men nok også være mere åbne for den svage tro og den ureflekterede tro. Det viser sig blandt andet i, at vi i dag tager børn til alters, hvilket man ikke gjorde før. I Danmark blev det indført i det 20. århundrede.

Kurt Larsen, lærer på Menighedsfakultetet, har skrevet en meget fin artikel om nadverpraksis i 1800-tallet: ”Indre Mission, nadversynet og danske nadverskikke” i Nadver og folkekirke – Tolv forelæsninger fra Københavns Universitet, Forlaget Anis, København 2002, p. 49 - 65.

Jeg håber, at dette var fyldestgørende, ellers må du spørge igen.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også