13.10.2000 12:00 Alder: 18 yrs
Kategori: Kristenlivet

Skrevet af:
Ellen Kappelgaard

Hvornår bliver kristne tilgivet?

Hvornår bliver kristne tilgivet? Er det på den yderste dag, eller i det øjeblik, de beder om tilgivelse? Og hvad med katolikker? Er det rigtigt, at al synd, i deres øjne, er glemt med det samme, når de skrifter? Det kan jo have en vis indflydelse på ens livsstil. (Det er ikke så rart at tænke på, at man skal stå til regnskab for det hele..)

Svar:

Jesus har taget min plads

Når man er en kristen og tror på Jesus Kristus, betyder det, at han så at sige har taget min plads i forholdet til Gud. Det betyder, at Gud ikke ser mine synder, men i stedet for ser Jesus, som er fuldkommen. Derfor kan vi være under nåden hver eneste dag.

En kristen lever altså med sine synder forladt, når han lever i troen på Jesus.

At vandre i lyset

En kristens liv er " at vandre i lyset". Så vil Jesu blod rense fra al synd, som det også hedder i 1. Johannes' brev kap. 1 vers 7. Eller 1. Johannes' brev kap. 2 vers 12: "Jeres synder er tilgivet jer for hans navns skyld." Men at det er sådan, får ikke en kristen til at "misbruge" det. En kristen vil gerne, at det nye menneske, som er

skabt i ham, må få mere plads, så livet bliver præget af Jesus Kristus selv. Ikke for at vi kan undvære Jesu frelse, men simpelthen fordi vi gerne vil ligne ham og være vidne om ham i hele vores liv. Så en kristen livsstil skal være præget af dette.

Tilgivelse og livsstil

Hvordan katolikkerne tror, er ikke helt let at få et overblik over. Du har ret i, at skriftemålet er helt afgørende. Der er også en tradition hos katolikkerne for at inddele synderne i dødssynder og tilgivelige synder, hvor de førstnævnte skal skriftes. Så kan de også blive tilgivet. Men om det skulle gøre en forskel i livsstil i forhold til ikke-katolikker, kan jeg ikke helt se.


Skrevet af:
Ellen Kappelgaard

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også