01.08.2012 12:00 Alder: 12 yrs
Kategori: skabelsen
Hans-Ole Bækgaard

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Hvorfor skabte Gud os?

Står der noget i Bibelen om, hvorfor Gud skabte os?

Svar:

Tak for et interessant spørgsmål. Det er et af den slags, der kan gives et umiddelbart svar på, men ikke et udtømmende, så vores fornuft bliver stillet tilfreds. Hvis den logisk skulle det, ville det betyde, at vi kunne gennemskue Gud.

Tænkt på før verden blev til

I Det Nye Testamente kan vi finde en grundlæggende tankegang, som apostlen Paulus udtrykker så præcist: "For før verden blev grundlagt, har Gud i ham [Jesus Kristus] udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed." (Efeserbrevet 1,4).

Gud har ikke skabt mennesket, fordi han ikke kunne være alene og evig. Han har heller ikke skabt os, så mennesker kunne danne billeder af Gud i deres egne tanker.

Nej, det handler om noget andet. Gud er evig og uforanderlig. Han er suveræn og behøver ikke nogen til at bekræfte hans eksistens eller identitet.

Betydning af Guds væsen

Guds væsen er kærlighed. I Guds eget væsen står kærligheden i relationer til den tre-ene Gud. Faderen elsker Sønnen, Sønnen elsker Faderen, og Ånden ærer Faderen og Sønnen. Der er altså en enhed og relation og dynamik og gensidighed i Guds væsen. Netop dette har Gud ønsket at udtrykke i sit skaberværk.

Derfor skabte han mennesket i sit billede – som mand og kvinde (1 Mosebog 1,26-28). Mennesket er på tilsvarende vis skabt til at stå i en enhed trods forskellighed, være i relation som udtryk for kærlighed og vise kærlighed. Og mennesket er skabt med hvert sit køn i Guds billede til at afspejle Guds væsen.

I vores tid vil man ophæve denne dybde og gudgivne relation i skaberværket ved at indføre kønsneutralitet og mene, at mand-mand og kvinde-kvinde kan udgøre en gud-velsignet relation. Men hermed ændrer vi i samfundet og kirken på det sande Gudsbillede og omdefinerer Guds væsen. Og vi distancerer os fra, hvorfor Gud egentlig har skabt os.

Et liv til Guds ære

Han ønsker, at vi – som afspejling af ham – skal være kronen på skaberværket til Guds ære. Vi skal herliggøre hans navn og derfor forvalte det skabte på bedste vis til Guds ære. Vi skal leve i kærlighed til hinanden til Guds ære. Ja, vi skal med hele vort liv tilbede og ære Gud for at ophøje hans store og hellige navn.

På grund af syndefaldet er der sket et fundamentalt knæk i vores muligheder for at være syndfrie mennesker. Gud væsens kærlighed kommer nu til udtryk derved, at han elsker os mennesker så højt, at han sender sin egen søn for at dø som sonoffer for os, så vi igen kan stå i den rette relation til Gud – og så vi kan stå for Guds ansigt. Det kan vi allerede nu ved dåb og tro. Vi oplever det ikke synligt her i tiden, men i evighed på den nye jord skal vi fortsat stå sådan for Guds ansigt, nu synligt (læs Johannes’ Åbenbaring 21,3-7 og 22-27).

Opsamling

Gud har altså skabt mennesket, fordi han ville. Han har skabt os som kronen på værket til at ære hans navn. Han har skabt os til at være i fællesskab med ham ved Jesus Kristus i al evighed. Han har skabt os, fordi han er kærlighed – og kærlighed viser sig i relation til andre. Ikke at det var nødvendig for Gud for at bekræfte ham, men fordi han ville.


Hans-Ole Bækgaard

Skrevet af:
Hans-Ole Bækgaard

Lagt på nettet 01.08.2012

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også