15.08.2004 12:00 Alder: 15 yrs

Skrevet af:
Erik Bang

Hvorfor giver Bibelen fejloplysninger om jorden?

Hvorfor står der i Bibelen, at Jorden står på søjler? Der står også at Jorden har kanter! Er dette ikke direkte løgn? Hvis ja, hvordan kan man basere sin tro på en bog, som en fyldt med fejl?

Svar:

Det er nemt at finde fejl. hvis det er det, man går efter. Det gælder både Bibelen og alt mulig andet.

Hvis din mor siger: ”Nu går solen snart ned”, tror jeg ikke, du vil kalde hende en løgner. Selv om du selvfølgelig godt ved, at solen ikke går ned i virkeligheden. Jorden roterer. Derfor ser det ud som om solen ”går ned”. Der står også i min avis, at ”solen står op kl. 05,17”. Det er selvfølgelig ikke rigtigt. Alligevel er det jo sandt nok. For den første del af solen kan faktisk ses i horizonten kl. 05,17.

Som det ser ud

På samme måde er det med mange ting i Bibelen. Det er beskrevet, sådan som det tager sig ud, når man står på jorden og kigger på det hele. Det ser ud, som om jorden er som en flad tallerken. Altså må der også være en kant. Og jorden må jo bæres af ét eller andet. I dag ved vi godt, at jorden flyver rundt i universet med utrolig stor hastighed. Men sådan ser det jo ikke ud. Det ser ud som om den står fast på noget (søjlerne).

Det er ganske vist ikke nogen præcis og videnskabelig forklaring. Men det er alligevel til at forstå. Både for mennesker i dag – og for mennesker gennem alle de 3-4000 år, hvor der har været bibeltekster til.

Ikke en videnskabelig lærebog

Vi skal altså ikke læse Bibelen som om det var en videnskabelig lærebog, fyldt af fejl. Vi ved også godt, at videnskaben ofte tager fejl. Derfor er det en dårlig ide at basere sit liv eller sin tro på videnskaben.

Bibelen er skrevet af mennesker, som Gud har inspireret til at fortælle, hvad de har set og hørt og oplevet. De gør det med deres egne ord og ud fra den måde, de så tingene på. Det kan vi ikke bruge til at lave videnskabelige forklaringer af. Men det er heller ikke meningen.

Forestillingen om at jorden står på søjler, finder vi flere steder. Blandt andet i Første Samuels Bog, kapitel 2, vers 8. Her er den hidtil barnløse Hanna brudt ud i jubel og fryd over at have fået svar på sin bøn om at få lov at føde et barn. Gud svarede hende. Hun blev gravid og fødte en søn. Hanna er fyldt af glæde og taknemlighed til Gud. Det er dét som denne sang udtrykker. Tænk, den Herre, som har al magt i himlen og på jorden, har husket hende, hørt hende, og givet hende, hvad hun bad om. Han kan jo alt: " For Jordens søjler tilhører Herren, han satte jorden på dem". Hanna har ingen forudsætning for videnskabeligt at beskrive Jorden og dens bevægelse (det var der heller ikke andre på hendes tid der kunne) Men Hanna fortæller os om hendes oplevelse af den almægtige Guds omsorg for hende.

Bibelen - et sandt billede af Gud

Bibelen er skrevet for at vi skal lære Gud at kende. Og lære os selv at kende som mennesker. Og lære at finde den gode vej i livet. Ja, for at give os tillid til Gud, som har sendt Jesus Kristus, for at vi kan få tilgivelse og evigt liv.

Når vi læser Bibelen på den måde, viser det sig, at den er troværdig. Altså værd at tro på. Derfor kalder vi den også for Guds ord til os mennesker. Den giver os det sande billede af Gud. Den viser os, hvem vi selv er – og hvordan vi skal leve vort liv for at det bliver godt. Og først og fremmest viser den os vejen til evigt liv ved troen på Jesus Kristus.

Der er meget i Bibelen, der er svært at forstå. Men skal vi afvise Bibelen af den grund? Det synes jeg er en dårlig ide, når der er så meget andet i Bibelen, der faktisk er nemt at forstå. Og som giver os både tro, håb og glæde.

Så du har ret i, at vi ikke kan basere vores tro på en bog fyldt med fejl. Troen er baseret på Guds Søn, Jesus Kristus. Og det er ham Bibelen fortæller os sandheden om - med en overbevisende troværdighed.


Skrevet af:
Erik Bang

Lagt på nettet 15.08.2004

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også