30.04.2004 12:00 Alder: 14 yrs
Kategori: udv-pinse
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Hvordan møder jeg Helligånden?

Jeg har været kristen i godt 1-2 år nu, og jeg har det rigtig godt med det. Men når jeg læser i Biblen om at modtage helligånden og tale i tunger, ægrer jeg mig over, at jeg ikke har prøvet det. Jeg kan huske at jeg har læst et sted (mener at det var Apostlesnes Gerninger) at Paulus mødte nogle kristne, der ikke havde modtaget helligånden, og at det undrede ham. Så endte det med at de modtog helligånden. Hvordan kan jeg komme til at møde helligånden? 

Svar:

Jeg kan godt forstå, at du bøvler med det med Helligånden. Det er der mange, mange andre, der også har gjort. For Helligånden er den del af Gud, som vi slet ikke har noget billede af. Han ligner hverken Gud Fader eller Jesus – han er simpelthen ånd.

Hvordan kan du møde ham? Er du døbt? For er du det, så har du fået en dyb kontakt med ham! I den kristne dåb tager ham nemlig bolig i os – vi ”Får Helligånden”, som Bibelen siger.

Du har ret i din henvisning til Apostlenes Gerninger – det er kapitel 19, fra vers 1: Paulus møder nogen, der kalder sig disciple (altså mener, de er kristne). Men Paulus kan åbenbart godt mærke, at der er noget galt. Han stiller dem i hvert fald et spørgsmål, han ellers aldrig stiller. Han spørger: I siger, at I er kommet til tro, fint – men fik I Helligånden den gang? Og så svarer de, at de ikke engang har hørt om Helligånden! Så tænker Paulus, at det er godt nok mystisk, det her: ”kristne”, der ikke har hørt om Helligånden!? Og så tænker han, at Helligånden får man jo i dåben, så der må være noget galt allerede dér. Så han spørger: hvad dåb er I egentlig døbt med? Og så viser det sig, at de slet ikke er døbt med den kristne dåb, men bare med Johannes Døbers omvendelsesdåb. Det forklarer jo sagen! Og så døber Paulus dem med den kristne dåb – og straks har de Helligånden!

Så er man døbt med den kristne dåb, så har man Helligånden! Så er du ikke døbt – så kontakt din præst og snak med ham/hende om det!

Og er du døbt: så har du Helligånden. Måske har du haft det ligesom jeg havde det: jeg blev døbt som lille, men levede så uden at høre om Gud eller bede til ham. Først da jeg var 17, kom jeg til tro. Hvad så med Helligånden i mig i de 16-17 år? Ja, han har måttet lade mig gå min egen vej, fordi jeg ikke kontaktede ham. Men da jeg lærte at kontakte ham ved at bede – ja, så var han der med det samme igen!

Nogle kristne oplever at Helligånden giver dem at kunne bede på et særligt sprog, de ikke selv forstår – det kaldes tungetale. Andre oplever det ikke. Det er fordi Helligånden ikke giver de samme gaver til alle – nogle får nogle nådegaver, som det kaldes, andre får andre. Men vi må altid bede om de gaver, vi ønsker os – og så må vi se, om det er dem, Gud kan se, vi har brug for.

Men der er en masse ting, som Helligånden giver hver eneste kristen. Det er ham, der gør, at vi overhovedet kan tro på Gud og Jesus. Det er ham, der gør, at Bibelen ikke bare er ord, men at vi oplever, at Gud taler til os gennem den. Det er ham, der gør, at vi kan snakke med Gud. Det er ham, der kan minde os om mange ting, når vi går og snakker med Gud i hverdagen. Så Helligånden arbejder i os og med os på rigtig mange måder.

Han giver os også vore opgaver på Guds arbejdsplads. Og han giver os den udrustning, vi har brug for til jobbet. Det er det, der – som sagt - kaldes nådegaver.

Vi får Helligånden én gang for alle – i dåben. Men hver dag har vi brug for at lade os fylde af ham, som Bibelen kalder det. Det gør vi ved at åbne os for ham på de ”tankstationer” hvor han kan lade sig fylde på: til gudstjenester, til kristne møder, Bibellæsning, bøn, lovsang, samvær med kristne o.s.v.

Guds velsignelse med at lade dig fylde af Helligånden hver dag!

Spørg endelig igen, hvis du har lyst!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også