11.03.2011 12:00 Alder: 9 yrs
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Hvordan leder Gud mig?

Hej, Jeg har i den seneste tid tænkt over, hvad der kommer fra Gud, og dermed også hvad der ikke kommer fra Gud. Jeg oplever, at jeg selv og mennesker omkring mig, får idéer, tanker og visioner om at gøre noget for Gud. Jeg har dog ofte svært ved at tro, at Gud giver jeg og mine venner alle disse visioner, da vi ofte ikke synes at lykkes med vores projekter. Dog oplever vi også at Gud er med i meget af det, men vi kan ikke definere grænsen, mellem Guds planer og vores egne. Jeg vil gerne spørge om hvor hvidt, jeg kan vide at Gud siger noget til mig? eller om det er noget jeg finder på i mig selv, og dermed gør til Guds idé/plan med mig?

Svar:

Kære Rasmus!

Du tumler med et problem, som rigtig mange kristne er optaget af. Og stort set kan man sige, at der er to veje at gå i denne sag. Og jeg kan kun anbefale den sidste af dem.

Den første vej eller metode, som jeg ikke vil anbefale er nok den, som du er kommet i tvivl om. Dér regner man med, at Gud vejleder os i stort og småt gennem åbenbaringer og tilskyndelser. Og der er to problemer med denne metode. Det første er, at der i Bibelen hverken er løfter om en sådan metode eller eksempler på, at Gud konsekvent leder nogen i stort og småt på denne måde. Det andet er, at vi aldrig kan være sikre på, at disse åbenbaringer eller tilskyndelser kommer fra Gud.

Bibelens vejledning er den anden metode, som jeg gerne vil anbefale, og den ser således ud.

I Det gamle Testamente finder vi generelle løfter fra Gud om ledelse (Salmernes Bog, kapitel 25, vers 12; kapitel 32, vers 8; kapitel 139, vers 10), men der er kun ét menneske, som meget tit fik klare detaljerede beskeder fra Gud om, hvad han skulle gøre, og det er Moses (Anden Mosebog til Femte Mosebog). Yderligere finder vi rigtig mange eksempler på mennesker, der en enkelt gang eller nogle få gange fik overnaturlig, direkte guddommelig ledelse.

Meget få eksempler på direkte ledelse

I Det nye Testamente finder vi hverken generelle løfter om ledelse eller eksempler på meget detaljeret ledelse som med Moses, og der er kun nogle forholdsvis få eksempler på direkte, overnaturlig ledelse:

  1. Herrens engel talte til Filip om at følge vejen fra Jerusalem til Gaza og henvende sig nær til etiopiske hofmands vogn (Apostlenes Gerninger, kapitel 8, vers 26-39).
  2. Peter fik et syn om at tage til Cornelius’ hus (Apostlenes Gerninger, kapitel 10, vers 1-23)
  3. Paulus fik et syn om at drage ud som missionær (Apostlenes Gerninger kapitel 22, vers 17-21).
  4. Helligånden talte til den kristne menighed i Antiokia om at udsende Paulus (Saulus) og Barnabas som missionærer (Apostlenes Gerninger, kapitel 13, vers 1-3).
  5. Paulus blev hindret i at rejse til Bitynien (Apostlenes Gerninger kapitel 16, vers 7)
  6. Paulus fik et syn om at rejse til Makedonien (Apostlenes Gerninger kapitel 16, vers 9-10).

Den kristne etik bør normalt følge disse få fortolkningsregler:

  1. Vi følger ikke Moseloven, fordi Jesus har afskaffet den (Paulus’ brev til efeserne, kapitel 2, vers 15), men vi følger Jesu vejledning fra hans egen og hans apostles mund.
  2. Vi holder os ikke til eksempler på, hvad Gud og Jesus kan og vil gøre for enkelte mennesker, men til Guds løfter om, hvad han kan og vil gøre for alle kristne.
  3. Vi holder os ikke til eksempler på, hvad Gud og Jesus kan bede enkelte om at gøre, men til Guds og Jesu anvisninger og befalinger, som er henvendt til alle kristne.

Derfor kan man ikke udlægge beretningen om den rige unge mand, hvor Jesus beder ham om at sælge alt, hvad han har, og give det til de fattige (Lukas-evangeliet, kapitel 18, vers 18-30) og deraf udlede, at alle kristne skal sælge alt, hvad de har. Denne befaling blev givet til ét eneste menneske, men vi andre må se på de befalinger og formaninger, som Jesus og hans apostle har givet til alle mennesker. Heraf ser vi, at ejendom er tilladt, men at rigdom er farlig (Lukas-evangeliet kapitel 22, vers 35-38; Paulus’ første brev til Timotheus, kapitel 6, vers 17-19). Man risikerer at blive opslugt af den og miste troen. Det er altså ikke syndigt at være rig, men farligt.

Vi må selv skønne

Jeg vil altså anbefale dig og alle andre kristne, at de gennemlæser deres Ny Testamente og noterer sig alle de formaninger, der er henvendt til alle. Det indskrænker ganske kraftigt det område, hvor vi er forpligtet. Det sætter en ramme, og vi skal arbejde inden for den, men overraskelsen er, at denne ramme er meget vid, og rigtig meget er overladt til vores egen vurdering.

Når talen falder på ledelse, er der som regel 5 emner, som dukker op:

  1. Hvem skal jeg giftes med?
  2. Hvilken uddannelse skal jeg tage?
  3. Hvor skal jeg bo?
  4. Hvem skal jeg gøre noget for i dag?
  5. Hvilke initiativer skal jeg tage i menighedsarbejdet?

Hvem skal jeg giftes med?

I Det gamle Testamente er der ét eksempel på, at en profet skal gifte sig med en prostitueret som tegn på, at Gud stadig elsker der frafaldne og skøgeagtige Israel (Hoseas’ bog kapitel 1 vers 1-9). I resten af Bibelen er der ingen eksempler på, at nogen af Gud får besked på, hvem de skal gifte sig med. Ny Testamente rummer formaninger om, hvordan vi skal behandle vores ægtefælle, men ikke om, hvem vi skal vælge. Det må vi selv finde ud af. Det er endog ikke syndigt for en kristen at være gift med en ikke-kristen (Paulus’ første brev til korinterne kapitel 7, vers 12-16), men det kan godt være meget problemfyldt. Det er ikke let for den kristne part at gå i kirke, hvis der hver gang falder dårlige bemærkninger.

Bibelen nævner aldrig noget om, hvor de kristne skal bosætte sig, ligesom den heller ikke siger noget om, hvilken uddannelse og hvilket job vi skal vælge. Der er heller ingen regler for, hvem vi skal gøre noget for på en bestemt dato. Bibelen opfordrer os bare til at være kærlige, trofaste og konsekvente. Ellers er der frit slag.

Frihed under ansvar

På den baggrund kan man godt få mistanke om, at den megen tale om ledelse i mange kristne miljøer i virkeligheden dækker over en usikkerhed over for den meget store frihed under ansvar, som Ny Testamente giver os. Nogle vil gerne have budskaber direkte fra Gud om alle mulige småting, og andre vil gerne havde dem indirekte fra en kristen leder eller fra en kristen, om hvem man tror, at vedkommende har en særlig evne eller nådegave fra Gud til at give den slags anvisninger. Men Ny Testamente giver hverken eksempler på eller løfte om noget sådant under de nævnte første fire punkter, altså om ægtefælle, uddannelse og job, bolig og næstekærlighed.

Opgaver i menigheden

Når vi så ser på det femte punkt, initiativer i menigheden - eller som du formulerer det ”at gøre noget for Gud”, så ser det en smule anderledes ud. Der er nemlig som ovenfor anført nogle få eksempler på, at enkeltpersoner eller en hel menighed får direkte guddommelig anvisning på, hvad de skal gøre, men det overordnede billede er det samme som under de første fire punkter. Der er nemlig ikke noget løfte om, at Gud vil give sådanne direkte vejledninger hele tiden, og der er heller ikke noget forbud mod, at vi tager selvstændige initiativer. Paulus formaner en af sine medarbejdere til, hvad han skal lægge vægt på, når han arbejder i menigheden: Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen! Denne formaning gælder Timotheus i en meget kort periode af hans arbejde, så vi kan godt se bort fra den, men vi kan ikke se bort fra det generelle grundlag for denne formaning, som Paulus formulerer i sit andet brev til samme Timotheus: Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske,som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til at god gerning (Paulus’ andet brev til Timotheus, kapitel 3, vers 16-17). Andre steder læser vi om lignende store virkninger af

  • dåben (Paulus’ brev til Titus, kapitel 3, vers 4-7),
  • nadveren (Paulus’ første brev til korinterne, kapitel 10, vers 16-17),
  • den kristne samtale (Paulus’ første brev til tessalonikerne kapitel 5, vers 11),
  • sang (Paulus’ brev til efeserne, kapitel 5, vers 18-19)
  • og bøn (Paulus’ brev til kolossenserne, kapitel 4, vers 1-3)
  • samt nøglemagten (Mattæus-evangeliet kapitel 18, vers 15-18).

Det indebærer, at det er disse ting, vi skal benytte i det kristne arbejde. Den lutherske kirke kalder hele denne opremsning for nådemidlerne. Denne navngivning er en fri sag. Hvis nogen hellere vil bruge en anden betegnelse eller opremse alle tingene hver gang, må man gøre, som man vil.

.. så I kan skønne hvad der er Guds vilje

Videre gælder det, at det er op til den enkelte kristne og den lokale menighedsledelse at tage initiativer, der skal udbrede disse ting blandt mennesker. Her må vi buge vore evner og prøve os frem. Vi har ikke fået løfter om, at Gud på forhånd vil fortælle os, hvilket af de påtænkte initiativer, som vil lykkes. Gud kan gøre det, og han har gjort det i nogle få tilfælde, men generelt har han ikke lovet at gøre det, og derfor må vi prøve os frem. Guds ord eller skrifterne er det sikre, men det usikre og famlende er vores analyse af, hvad den nuværende situation kræver for at formidle skrifterne, og her må vi bede Gud hjælpe os og så kaste os ud i udfordringerne og gøre det, så godt vi kan. Gud hjælper os normalt ikke ved direkte åbenbaringer, men ved, at vi gennem skrifterne og livets erfaring - og uddannelse og analyser - modnes til at skønne, hvad der er det

bedste. Som Paulus udtrykker det: Lad jer forvandle ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Generelt er det ofte en god idé at drøfte tingene med andre, mere erfarne kristne, inden man tager en beslutning, og hvis man er gift, er det en rigtig god idé at drøfte tingene med sin ægtefælle, som jo er givet os af Gud som vor medhjælp.

Efter denne mere overordnede redegørelse vil jeg understrege, at et projekt ikke kan bedømmes udelukkende efter, om det lykkes eller ej. Jesus fik ikke omvendt det store flertal af jøderne, men alligevel var det Guds vilje, at han skulle prædike for dem (Mattæus-evangeliet kapitel 15, vers 24; Markus-evangeliet kapitel 1, vers 38). Og et projekt, som i første omgang ser mislykket ud, kan på længere sigt alligevel bære frugt.

Konklusion

Generelt vil jeg sige, at det er Guds overordnede plan, at vi som kristne skal gøre Jesus kendt for mennesker og arbejde for, at de kommer til tro på ham, og vi skal bruge de åndelige midler, som Jesus og apostlene har lært os. Vi kan ikke sige, at alt, hvad vi gør os af vore praktiske overvejelser og planer, er Guds overvejelser og Guds planer, men vi kan sige, at det er Guds vilje, at vi gør os praktiske overvejelser og planer. Og den eneste grænse, Bibelen sætter, er de ting, som strider mod Guds ord. Vi lever som kristne ikke i et forbudsland, hvor alt det, som ikke udtrykkeligt er tilladt eller påbudt, såsom julefejring og konfirmation og kristendomskurser, er forbudt, men lever i et frit område, hvor alt det som ikke er forbudt, er tilladt. Det er så op til os at skønne, om det er gavnligt.

Den evige kerne i de tidsbestemte formaninger

Nogle få steder formaner Paulus os til handlinger, hvor hans kultur spiller ind. Da vi lever i en anden, må vi gå bag om hans kultur og finde ind til kernen i hans formaninger og oversætte den til vores egen kultur.

For eksempel siger han, at en kvinde skal bære et eller andet myndighedstegn på sit hoved under gudstjenesten og bønnen af hensyn til englene (Paulus’ første brev til korinterne kapitel 11, vers 1-16) - hvordan det så end skal forstås, måske således, at englene ikke skal fristes af kvindernes skønhed - men igen støder vi på samme skelnen som ved rigdommen: Det er ikke syndigt at lade være, men der er andre hensyn, nemlig, at det er usømmeligt. Og da sømmelighedsbegrebet skifter, skifter det mærke, kvinderne har på sig også. I dag bærer gifte kvinder en ring på fingeren. Og selv denne skik er under forandring.

Allerede for fem hundrede år siden på Reformationstiden gjorde den lutherske kirke opmærksom på, at lige netop sådanne anvisninger drejer sig om sømmelighed og ikke synd. I den lutherske bekendelse fra 1530 (Den augsburgske bekendelse) står deri artikel 28:

”Hvad bør man altså mene om søndagen og lignende kirkeskikke? Dertil svarer de [lutherske menigheder], at det er biskopper og præster tilladt at træffe anordninger, for at tingene kan gå sømmeligt til i kirken, men ikke, for at vi ved dem skal gøre fyldest for synderne, eller samvittighederne forpligtes til at anse dem for at være en nødvendig gudsdyrkelse. Således forordner Paulus, at kvinderne skal tilhylle deres hoveder, og at fortolkerne i menigheden skal høres i en bestemt orden.

For kærlighedens og roen skyld sømmer det sig, at menighederne følger sådanne forordninger og adlyder dem så vidt, at en ikke vækker forargelse hos andre, og alt går sømmeligt til i kirkerne og uden uorden; men således, at samvittighederne ikke bebyrdes ved at mene, at anordningerne er nødvendige til frelse, eller ved at anse det for synd, når de overtrædes uden forargelse; på samme måde vil dog ingen sige, at den kvinde synder, der uden at vække anstød viser sig offentligt med utilsløret hoved.”

(Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, Det danske Bibelselskab 1976, side 94-95).

Tilsvarende skulle man undlade måltidsfællesskab med udstødte fra menigheden (Paulus’ første brev til korinterne, kapitel 5, vers 1-13), særlig vers 11), og efter mit skøn er årsagen den, at et sådant fællesskab i den jødiske kultur udtrykker anerkendelse, og man kunne jo ikke anerkende dem, der i liv eller lære forsvarer noget, som er i strid med kristendommen, men i vor kultur har måltidet en helt anden funktion end anerkendelse, nemlig kommunikation, både mellem venner og fjender og alle andre. Skal man have en grundig snak, skal der mad på bordet. Derfor er kernen i denne formaning ikke, at vi ikke må drikke kaffe med en mand, der mener, at kristne kan tillade sig at snyde i skat, men at vi ikke må hylde og støtte selve hans forkerte synspunkt.

Litteraturhenvisning

For mange år siden udkom en lille bog, der hed ”Hvordan leder Gud?” af Oliver Barclay. Den kom på Credo Forlag i 1972 og er på 58 små sider. Den er udsolgt for længst, men den kan måske fås antikvarisk eller på biblioteket. Den er meget god til netop dette emne.

Jeg håber, at dette kan være dig til hjælp. Ellers må du spørge igen.

Bedste hilsener


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Lagt på nettet 11.03.2011

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også