18.08.2010 12:00 Alder: 14 yrs
Kategori: jn-svar, Gud-rel
Forfatterprofil

Hvordan kan man se Gud?

Jeg sad her den anden dag studerede lidt i bibelen sammen med en ven. Vi faldt så over Jakobs kamp med Gud i 1. Mos 32. Her kæmper Jakob med Gud og sejrer hvilket vi fandt svært ved at få til at hænge sammen da Gud jo er almægtig og derfor ikke burde kunne tabe som denne kamp jo ender med. Men hvad vi enlig fandt næsten lige mystisk er at Jakob siger i vers 31: "Jeg har set Gud ansigt til ansigt" Hvordan kan det forekomme at Jakob og senere Moses ser Guds ansigt (jfr. 5.mos 34,10) når der i Joh 1,18 og 1.joh 4,12 står at der er ingen der har set Gud? Det gav ikke meget mening for os men håber i har et svar på det.

Svar:

Jakob og Moses er to helt enestående skikkelser i det bibelske persongalleri. Derfor står der om Moses i 5. Mosebog 34, 10:” Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt”. Så fornem en omtale får Jakob ikke, men sammen med Abraham og Isak regnes han til "”fædrene"” (Romerbrevet 9) og det er jo ikke så lidt.

Men både Moses og Jakob tumlede med spørgsmålet om at kunne se Gud - det gjorde Luther også meget senere. Derfor skrev han i 1518: Den der med rette vil bære navnet teolog er ikke ham, der vil kende Guds usynlige væsen ud fra hans gerninger i det skabte, men ret teolog er han som kender ligesom bagfra det som er synligt af Gud, i lidelse og kors.”(Jfr. 2 Mosebog 33,18-23)

Et de vigtigste bibelsteder, som har at gøre med at vi ikke kan se Gud, finder vi i 2. Mos 20,19-21, hvor vi læser, at Moses gik ind i mulmet, hvor Gud var. Gud var ganske nær ved sit folk, men alligevel fjern og usynlig - men Moses måtte gå ind i mulmet, hvor Gud var.

Det måtte Jakob også i den natlige brydekamp, som du har overvejet og undret dig over.. Der i mulmet mødte han Gud - det læser vi om bl. a. i 1. Mosebog 32.

Jakob var nået frem til Jabbok-flodens dybe flodleje øst for Jordan-dalen. Jakob flyttede sin lejr - og familie over på den anden side af Jabbok, mens han selv blev på Jabboks nordlige bred.

Jakobs store problem var, at han skulle møde sin tvillingbror, Esau, som han havde narret førstefødselsretten fra (se 1. Mosebog 27).

Om natten, ved Jabbok, hvor Jakob var alene tilbage, bad han til Gud, og sagde til Gud, at han var alt for ringe til al den godhed, som Gud havde vist ham.

Den nat fik Jakob et møde med en ukendt, som han ikke havde regnet med. Denne ukendte kæmpede han med hele natten og efterhånden blev Jakob klar over, at det var Gud, han kæmpede med. Kampen varede til morgenen gryede, da Jakobs modstander sagde til ham: Du har kæmpet med Gud og sejret! Men lige siden den nat var Jakob halt.

Men det er jo rigtigt, at Jakobs ”sejr” ikke passer ind i vore forestillinger om Guds almagt. Vi bør snarere tænke på det bibelske faktum, at Gud forbarmer sig over, hvem han vil - i dette tilfælde altså Jakob, som på den måde sejrede! Det har at gøre med at Gud har skjult sin almagt under det som ligner afmagt....Tro er ifølge Hebræerbrevet 11,1 en fast overbevisning om ting man ikke ser!

Jakob sagde til Gud, at han ikke ville slippe ham, før han blev velsignet. Guds svar på dette var at spørge efter hans navn. Han fik som svar” Jakob”, der betyder "”hælgriberen"” (1. Mosebog 25,26) Men det kan også betyde, at overliste eller at bedrage - også dette passede godt på Jakob og det han havde gjort overfor tvillingbroderen, Esau. At Jakob således måtte sige sit navn, var egentlig en syndsbekendelse, for derved tilstod han over for Gud, hvem han var - en synder, der kæmpede mod Gud og mennesker - ham der havde franarret sin ældre broder forstefødselsretten - ved at narre deres far, Isak Denne Ukendte gav så Jakob et nyt navn nemlig Israel, som betyder den som kæmper med Gud”. På den måde blev den gamle bedrageriske Jakob og den nye Israel forenet i samme person. Derefter bad Jakob om at måtte kende denne ukendtes navn, men denne velsignede i stedet Jakob.

Jakob kaldte stedet, hvor dette skete for ”Penuel” (Guds ansigt) ”for jeg har set Gud ansigt til ansigt og reddet livet” ( 1. Mosebog 32,31)

Men som du nævner er det helt tydeligt, at ingen kan se Gud og leve. Det gjaldt Moses, (2. Mosebog 33,19-23: "for intet menneske kan se mig og beholde livet") og der er et par mærkelige bibelsteder, som handler om det samme (2. Mosebog 24,9ff: ” Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste, og de så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv. Disse fornemme israelitter lagde han ikke hånd på. De skuede Gud og spiste og drak." Men så de andet end fliserne under hans fødder?) Og i Salme 89,26 kaldes Gud for ”vor frelses klippe”. Se også Esaja 6, hvor Esajas næppe så Herrens ansigt, men derimod hans "herligheds glans". Ligeledes Ezekiel.1,26ff, hvor vi læser: "Oven over hvælvingen over deres hoveder var der noget, der så ud som safir; det lignede en trone. Og foroven, på det, som lignede en trone, var der noget, der lignede og så ud som et menneske. Og jeg så noget ligesom funklende hvidguld, der så ud som ild med en ring omkring; det gik ud fra det, der så ud som hans hofter, og opefter. Og fra det, der så ud som hans hofter, og nedefter så jeg noget, der så ud som ild. Rundt om ham var der stråleglans; som regnbuen, der viser sig i skyerne en regnvejrsdag, sådan så den stråleglans ud, der var om ham. Sådan så det ud, der lignede Herrens herlighed, og da jeg så den, kastede jeg mig ned, og jeg hørte en stemme tale.”"

Denne herlighed kan intet menneske tåle synet af, men nu har Gud åbenbaret sin herlighed i Kristus - derfor står der i Joh. 1, 14 og 18: "”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed..... Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk."”

Vi lærer af disse forskellige og mærkelige bibelord, at Gud åbenbarer sig for, hvem han vil. Han viser nåde mod hvem han vil og forbarmer sig over hvem han vil. (2 Mosebog 33,19-23) Det var dette Jakob og senere Moses, Esajas og Ezekiel og mange andre måtte lære.

Moses måtte stille sig på klippen (2. Mosebog 33,21), og jeg tror, at denne klippe er den åndelige klippe, som fulgte med under vandringen i ørkenen, og denne klippe er Kristus (1. Kor 10,4). I 1. Mosebog 49,24 beskrives Gud som Jakobs Mægtige og Israels sten. I 2. Samuel 22,32 kaldes Gud for klippen og i Salme 89,26 endda for ”min frelses klippe. Og Kristus er hovedhjørnestenen som Israels religiøse ledere forkastede - uden ham er er Gud skjult for os, men ved Kristus åbenbares Guds herlighed for os til tro og til frelse. (Salme 118,22; 1. Peter 2,6f. Ef.2,20) Derfor stiller vi os på klippen, på Guds ords sikre grund og ser i glimt Guds herlighed og nåde!.


Forfatterprofil

Lagt på nettet 18.08.2010

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også