19.07.2006 12:00 Alder: 11 yrs
Kategori: Jesus-rel

Skrevet af:
Sten Nielsen

Hvordan kan Jesus være Gud?

Hvordan kan Jesus være Gud?

Svar:

Det er vel nok en af kristendommens mest uforklarlige trossandheder, du spørger ind til. Og jeg forstår sådan set godt, at du spørger, for det er vist aldrig helt til at fatte og forstå, hvordan Jesus kan være både Gud og menneske på én gang – for det er nemlig det, vi taler om.

Du henviser ganske rigtigt til blandt andet Jesu bøn skærtorsdag aften i Getsemane have og til korsordene, hvor Jesus beder om at blive fritaget for lidelsens bæger.

Jesus og Gud er ét

Flere gange i Ny Testamente bliver det klart, at Jesus og Gud er ét. Se for eksempel Johannesevangeliet 1, 1-5; 10,30; 14,10. Alle ord af Jesus, der understreger, at Jesus og Gud er ét. Dertil kommer, at Jesus endog udtaler, at dén, der har set ham, har også set Faderen (Johannesevangeliet 14,9).

Sammenholder vi disse skriftsteder med nogle ord fra brevlitteraturen i Ny Testamente, står det helt klart, at Gud og Jesus er ét på en helt unik måde, som aldrig før eller siden vil blive en virkelighed. Se for eksempel Kolossenserbrevet 1, 1-17 eller 1 Korinterbrev 8,6.

Pu-ha, sikke en masse skriftsteder – og der kunne nævnes flere. Men konklusionen og svaret på dit spørgsmål er altså, at Ny Testamente klart vidner om, at Jesus og Gud er ét; Jesus var med ved skabelsen og det er ved ham, at alting er blevet til. Og endelig viser Ny Testamente også tydeligt, at når denne verden ender, har Jesus en funktion, der er identisk med Guds funktion i den situation også.

Vi kan ikke forstå, men må tro

Det går over min forstand – men Ordet vidner om det. Derfor må jeg tro det og på den måde være med til at bekræfte, at det er sandheden om Gud: Han åbenbarer sig for mennesker i mennesket Jesus Kristus. Og denne person har alle menneskets egenskaber bortset fra, at han er uden synd, Hebræerbrevet 4, 15. Derfor var graven også tom påskemorgen! Kun Gud kan overvinde døden og give det dødelige del i evigheden i Guds Rige.


Skrevet af:
Sten Nielsen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også