30.09.2010 12:00 Alder: 7 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Hvordan beskytter jeg familie og ægteskab?

Jeg er interesseret i at høre om der noget sted i bibelen står noget om at beskytte noget af det vigtigste i livet, nemlig familie og den personlige værdighed. Altså beskyttelse imod utugt. Råder bibelen noget sted manden til at holde kvinden for sig selv for at beskytte hende, så hun ikke bliver fristet af andre mænd?

Svar:

Du spørger til et rigtig vigtigt emne. Et emne, der har stor betydning for menneskelivet. Både det enkelte menneskes liv og samfundets liv.

Derfor har Bibelen også meget at sige om dette emne. Jeg vil sige lidt her og ellers anbefale dig at besøge hjemmesiden adamogeva.dk, der er specialist i de her spørgsmål og som gi´r en rigtig god vejledning!

Et kød

Allerede da mennesket bli´r skabt som mand og kvinde, sætter Gud sin ramme for, hvordan de skal leve sammen.

I 1. Mosebog 2,24 siger Gud, at samlivet mellem en mand og en kvinde sker ved at de forlader deres forældres hjem og stifter deres eget hjem. De bli´r ”ét kød” som der står. De bli´r en uløselig enhed.

Sagt ind i vores kultur: de gifter sig og stifter hjem sammen.

At bevare enheden

Og så kan man ellers sige, at alt, hvad Bibelen derefter skriver om dette emne, går ud på én ting: at beskytte og bevare denne enhed mellem manden og kvinden, så de vokser i den fælles kærlighed.

Og en af de måder, man gør det på, er ved at passe på, at andre personer ikke kommer ind og ødelægger enheden. Og det er jo det, du direkte spørger til.

Pas dig selv

Derfor advarer Bibelen mange gange imod at gifte personer begynder at lege med tanker og følelser om at have flirt og sidespring. For det er gift mod enheden mellem de to ægtefæller. Bibelen tror slet ikke på at ”Vi er enige om at vi hver for sig godt kan have andre – det vil ikke skille os ad!”, som nogle par jo siger.

Man skal passe sig selv og sin egen ægtefælle!

Ægteskabsbrud

Bibelen har en særlig betegnelse for det at have andre end sin ægtefælle. Det hedder ”ægteskabsbrud”. Det omtales en del steder, men lad os tage det Jesus siger i Matthæusevangeliet, kapitel 15: ”Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser.” (Matt 15,19).

Her bruger Jesus dels ordet ”utugt”. Det går på alle mulige og umulige former for sex, der ikke foregår mellem mand og kone i et ægteskab. Utugt er fx løse forhold eller besøg hos en prostitueret. Så bruger han også ordet ”Ægteskabsbrud” og det er, når en gift person har sex med en anden end sin ægtefælle. Både utugt og ægteskabsbrud er imod Guds gode vilje og imod kærlighedens væsen.

Vi skal lige have med, at for Jesus begynder det hele netop i tankerne – i Matthæusevangeliet kapitel 5 siger han, at bare det at ”Kaste et lystent blik på en andens hustru” er at begå ægteskabsbrud i sit hjerte! Så det er ikke kun når det kommer til den fysiske sex, at det er ondt – bare tanken og lysten er skadelig og er begyndelsen til katastrofen.

Isolation?

Du spørger, om Bibelen siger at manden skal holde kvinden for sig selv, så hun ikke bliver fristet. Det står der ikke noget om. Begge har et ansvar for at holde styr på deres egne tanker og følelser. Begge har et ansvar for at holde en passende afstand til andre af det modsatte køn. Men de skal ikke isolere hinanden med tvang eller forbud. Derimod skal de positivt sørge for at deres forhold er så godt, at den anden ikke får lyst til at gå andre steder hen. Bibelen opfordrer dem fx til at gøre hvad de kan for at opfylde den andens seksuelle behov: det er fx ikke OK at sige nej til sex i lang tid. Man kan selvfølgelig have en god grund til ikke lige at kunne i aften – men generelt må man ikke undvige.

Der er naturligvis særlige situationer hvor de to på grund af særlige omstændigheder i enighed vælge for en tid at leve uden sex. Men det er vigtigt at være opmærksom på at disse perioder ikke bliver længere end højst nødvendige. For en sulten person er lettere at friste end en mæt.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også