09.10.2013 12:00 Alder: 4 yrs

Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Hvordan behandle sin krop som et tempel?

Jeg funderer lidt over teksten i 1. Korintherbrev 6,19, hvor der står skrevet at kroppen er et tempel for Helligånden. Jeg er i gang med at læse en bog, der opfodrer til at søge et helligt og rent liv med Gud. Dermed opfordres der til, at man lægger alkohol og tobak på hylden. Det er disse små ting og steder i biblen der fremmer min tvivl. Kan jeg som kristen ikke nyde et glas rødvin med mine venner, eller ha lov til at ryge en cigaret? Jeg har tit tænkt, at alkohol er en gave fra Gud, og hvis den nydes i tilpassende mængder, er det okay at drikke alkohol. Jesus lavede selv vand om til vin. MEN, denne bog jeg er i gang med, fortæller at denne vin der omtales ved brylluppet, var ikke-gæret druesaft. Altså ikke den form for vin jeg gerne vil drikke. Så er det okay ikke at behandle sin krop som tempel, eller bør jeg som kristen bestræbe mig på at leve helligt og rent, selvom det lige pt ikke ligger mig naturligt for?

Svar:

Om du kan drikke et glas vin eller ryge en cigaret er først og fremmest op til din egen vurdering, for Bibelen har ingen klare svar på, om det er synd at ryge eller drikke.

Som du selv er inde på, så siger Paulus til korintherne, at kroppen er et tempel for Helligånden. Derfor er det helt oplagt, at vi passer på vores kroppe. Det er det også ud fra det synspunkt, at Gud har skabt os og skænket os livet - og det er vores ansvar at forvalte alt det skabte, inklusive vores egne kroppe, med omtanke og ansvarlighed. Men at det skulle betyde, at man ikke kan drikke vin, ryge cigaretter eller spise røde bøffer som kristen mener jeg må er en overfortolkning.

Bibelen tager afstand fra umådeholden druk, men siger ikke noget om, at vin ikke netop skulle være en af Guds gode gaver. Så grundlæggende handler det om at finde balancen mellem en fornuftig omgang med alkohol og et misbrug. Tobak er det ikke nemt at finde noget positivt at sige om, så jeg vil anbefale afholdenhed, men ret beset er der ikke noget i Bibelen, der gør, at vi kan erklære rygning syndigt. Se i øvrigt disse svar om alkohol og rygning:

Er det synd at ryge?

Hvad siger Bibelen om alkohol?

At Jesus lavede vand til ugæret druesaft ved brylluppet i Kana har ikke noget for sig; en sådan tolkning giver ikke mening i sammenhængen. Det kan du læse mere om i svaret Hvorfor laver Jesus vin, når beruselse er farligt?"

Jesus siger til disciplene, at det ikke er det, som kommer ind gennem munden, der gør et menneske urent, men det som kommer ud af munden (Matthæusevangeliet 15,11). Det er en god idé, også set ud fra en bibelsk sammenhæng, at leve sundt. Men man bliver ikke uhellig eller uren af at man indimellem spiser eller drikke noget, der er usundt.


Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også