04.02.2010 12:00 Alder: 8 yrs
Bent Tage Nielsen

Skrevet af:
Bent Tage Nielsen

Hvor ofte skulle jøderne ofre?

I 3 Mosebog kapitel 4 er beskrevet proceduren for syndofferet. I vers 27-28 står der, at hvis man synder, og det ikke er med vilje, og man så bagefter opdager det, så skal man ofre en ged. Mit spørgsmål er da, hvordan dette i praksis er forløbet? For det kan da ikke passe, at de har skullet ofre hver gang de opdagede, at de havde gjort noget galt - så kunne de jo ikke bestille andet end at ofre, og de ville snart løbe tør for offerdyr. Med mindre, der selvfølgelig ligger en anden betydning i ordene at "synde uforsætligt"...

Svar:

Tak for dit spørgsmål vedrørende syndofferet som i 3. Mosebog 4, 2-3 er forordnet for det vi kan kalde "vanvaresynder". Altså synder vi begår mere eller mindre ubevidst, som er helt umulige at undgå, fordi vi alle er syndere. Men Gud havde givet det jødiske folk et lægemiddel mod de synder, der begås af vanvare, nemlig syndofferet!

Syndofrene er omtalt i 3. Mosebog 4,1-5,13 og 6,17-23. Offerlovene og den praksis man fulgte, er beskrevet meget detaljeret i 3. Mosebog 1,1-7,38. (Du kan læse meget mere om det i Credokommentaren til 3. Mosebog, skrevet af Johannes Sanggaard, Credo forlag).

Vi ved ikke, hvor ofte man gentog syndofrene. Men syndofferet, som det er beskrevet i 3. Mosebog, minder os om, at det er Gud selv, der i sin nåde skænker os forsoning og frelser fra synd.

I 3. Mosebog 4,27 og fremefter er synder af vanvare stillet over for synder med forsæt (med vilje). Syndofferet kan kun anvendes for synder af vanvare, mens synder, der er begået med forsæt, ikke kan sones. Synderen, der synder med vilje, skal udryddes af folket!

Syndofferet blev bragt for konkrete syndige handlinger, mens brænd- og takofferet blev bragt for den mere iboende syndighed. Syndofferet var nødvendigt, fordi vi ikke kan undgå at synde af vanvare, og derfor har brug for forsoning med Gud og syndsforladelse. Derfor er offeret ikke bare en gave fra mennesket til Gud, men meget mere en gave fra Gud til mennesket, som har syndet - altså nåde! Derfor er offerlovgivningen evangelium på det gammeltestamentlige stade, fordi det er Gud, der handler med mennesket ved at give det syndsforladelse af nåde. Det blev den fromme jøde mindet om ved de gentagne syndofre.

Alligevel var de gammeltestamentlige ofre som forsoningsmiddel kun en nødhjælp. Ofrene måtte stadig gentages - hvor ofte ved vi ikke - men i Hebræerbrevet 10,3-4 læser vi at "i ofringerne ligger en årlig påmindelse om synder; for blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort". Det er der en masse guddommelig pædagogik i!

Syndofferet, og andre ofre, har Gud brugt til at give de synderne forsoning ved at disse ofre pegede frem mod det endegyldige offer som er omtalt i Hebræerbrevet 9,11-14, hvor der blandt andet står: "Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud"! Og tænk: Hans blod renser fra al synd... (1. Johannesbrev 1,7)


Bent Tage Nielsen

Skrevet af:
Bent Tage Nielsen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også