26.10.2005 12:00 Alder: 13 yrs

Skrevet af:
Erik Bang

Hvor finder vi styrken til at vente med sex?

Min kæreste og jeg har et stort problem med at styre det seksuelle i vores forhold. Vi er begge kristne og er enige om at sex hører ægteskabet til. Men vi har ikke været sammen i lang tid nok til at vi overvejer ægteskab seriøst. Jeg har læst mange af de svar, der ligger her på siden. De fleste svar på lignende spørgsmål er, at man ikke skal røre ved "bikini" områderne. Problemet er bare, at vi ikke altid har viljestyrken til at stå imod denne fristelse. Vi kan aftale at det slut, men nogle dage senere falder vi i igen. Hvordan får vi styrken til at stå imod denne fristelse? Nogle svar har også lydt, at man skal lade være med at være alene sammen. Det ser jeg som fuldstændig urealistisk og uholdbart. Man kan i mine øjne ikke have et forhold til en, man aldrig er alene sammen med. Det er trods alt her man kan snakke intimt og fortroligt sammen. Men det kan jo desværre også føre andre ting med sig. Jeg spørger mest, fordi jeg er bange for, hvad det kan udarte sig til, for vi tager ofte et lille skridt videre fra gang til gang.

Svar:

Der er helt sikkert mange, der har det som jer. I ved at sex hører til i ægteskabet, men samtidig er det meget fristende at begynde ”før tiden”. Jeg ønsker virkelig, at kærestetiden bliver en dejlig oplevelse for jer - og ikke bare en kamp for "at holde jer på stregen". I har en masse at give hinanden, og I skal have frimodighed i at nyde hinanden. Men det kræver at I taler om nogle ting, tager nogle beslutninger og på den måde giver hinanden tryghed.

Tal om de gode grunde til at vente

Her er gode grunde til at vente - og selvom I måske har hørt dem før, er det alligevel dem I skal overveje sammen - og snakke sammen om. Er I enige i, at disse grunde betyder noget for jer?

Har man først én gang prøvet et seksuelt samleje, er der vakt en stærk lyst, så det er utrolig svært at leve afholdende igen. Det oplever I netop selv. Det er jo slet ikke alle kæresteforhold, der ender med, at man bliver gift. Hvis man som kærester (inden ægteskab) har sex med hinanden, vil det derfor ofte betyde, at man har sex med flere skiftende partnere. Det kommer der kun smerte ud af.

Netop ægteskabet er den trygge ramme, hvori to kan give sig selv helt hen til hinanden. Derfor har sex de allerbedste betingelser netop i ægteskabet. Her behøver man ikke være bange for at blive svigtet til fordel for en anden eller bange for, om man nu er "god nok i sengen". Tryghed er nødvendige vilkår for et godt sex-liv.

Tanken om, at man skal finde ud af, om man nu også passer sammen seksuelt, før man bliver gift, er lidt af en selvmodsigelse. Sex indebærer jo, at man giver sig selv helt til den anden – bogstavelig talt med hud og hår. Men man kan vel ikke give sig selv hen ”på prøve”?

At afstå fra den fulde seksuelle forening (samlejet) før ægteskabet giver den store fordel, at begge parter lærer en masse ting om, hvad den anden nyder, fordi man må ”nøjes” med at kæle osv. Netop den lærdom tager tid, men giver en hel masse til sex, når tiden er inde til samlejet (dvs. efter vielsen).

Du skriver, at I ikke har været sammen i så lang tid, at I seriøst overvejer ægteskab. Men I vælger alligevel at give jer hen til hinanden seksuelt? For mig at se hænger det ikke rigtig sammen. Er det ikke underligt at dele ud af sig selv til én, man (måske) ikke alligevel skal være sammen med? Er det ikke næsten en form for tyveri, at tage imod så meget fra én, som man (måske) senere forlader?

Det synes jeg, I seriøst skulle overveje – og tale sammen om. Ellers kommer I let til bare at forbruge hinanden, og det tror jeg slet ikke I vil?

Styrken til at vente

Nu så til fristelsen, som det er så svært at stå imod. Jeg synes, det er fornuftigt at holde sig fra ”bikini-områderne”. Der er jo masser af krop tilbage, som nyder kys og berøring. (Og så lærer man som nævnt meget undervejs). Hvis I er enige om den grænse, er det lettere at stå imod fristelsen - og I giver samtidig hinanden tryghed i at kæle og nyde hinanden. (Uden at være bange for hvor det ender, som du selv siger).

Dernæst er det klogt at tænke sig om på forhånd. Altså ikke bringe sig i situationer, hvor det nærmest på forhånd er dømt til at gå galt. F. eks. ved at tage alene i sommerhus – eller være alene sammen en sen aften på steder, hvor der helt sikkert ikke kommer andre.

Selvfølgelig har I brug for at være alene og for at lære hinanden at kende. Men det behøver jo ikke at være på tidspunkter eller steder, hvor sex er mere eller mindre oplagt. Tag på cafe eller gå en tur i skoven (man snakker så godt, når man går en tur).

Netop fordi I har svært ved at tackle fristelsen til sex, er det vigtigt for jer – i hvert fald i en periode – at sætte ret stramme grænser for jer selv. Ellers tager det ene skridt let det andet, som du selv skriver. I ved jo selv, hvor og hvornår fristelsen er stærkest. Så handler det om at holde sig fra det sted eller det tidspunkt. Det er vel, hvad Jesus mener, når han taler om at hugge den hånd af, der forarger?

Prøv også at tale med hinanden om, hvilke muligheder I har for at nyde hinanden uden at det ender med samleje. Det er også vigtigt, at sige til Gud, hvordan det er fat, og bede om hans hjælp til at leve efter Hans vilje og at bekende sine synder og bede om tilgivelse, når man er faldet. Bed sammen om det, det er også noget der knytter jer sammen.


Skrevet af:
Erik Bang

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også