08.08.2005 12:00 Alder: 12 yrs
Kategori: rel-bøn
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvor er Guds hjælp og omsorg?

Jeg er i en bestemt situation. Jeg beder og bønfalder Gud om en bestemt ting, som jeg ønsker overalt på jorden. Han har ikke givet mig den. (Faktisk er jeg bange for, at denne ting er blevet et afgudsbillede for mig.) Gud vil tilsyneladende ikke give mig den. Jeg mister håbet. Hvordan finder jeg ud af at leve både som menneske og som kristen, når Gud ikke vil hjælpe mig? Hvordan skal jeg kunne overgive dette ønske til Gud og lade ham alene råde i mit liv? Hvordan kan jeg lære at leve med dette ønske og ikke få det opfyldt og stadig tro på, at Gud er god?

Svar:

Tak for dit spørgsmål – og for din åbenhed. Det bliver et forholdsvis langt svar, dine spørgsmål er så centrale for et levende trosliv, og jeg kan ikke give et meget kort og enkelt svar på din smerte/frustration.

Det bevæger mig meget, hvordan du i din situation kæmper så indædt, ikke blot for at fastholde dit ønske og din bøn, men også for at fastholde din tillid til Gud og til hans godhed. Jeg håber dette kan hjælpe dig.

Hav ikke dårlig samvittighed over stærk længsel

Må jeg først komme ind på din lille parentetiske sidebemærkning? – at du er bange for, at den længsel, du har, er blevet noget afguderisk for dig. Jeg forstår godt din frygt, og jeg vil heller ikke afvise, at det kan lade sig gøre at ende dér. Det er vel det, der sker, når et menneskes længsel efter noget bestemt bliver så altoverskyggende, at selv Gud og hans vilje må vige for den.

Men er det reelt dét, der er sket? – sådan som du skildrer din kamp, kan jeg intet afguderisk se i din længsel. Tværtimod drejer dit spørgsmål sig jo om, hvordan du nu skal fastholde din tro på Gud midt i din skuffelse og frustration. Hvilket er det stik modsatte af afgudsdyrkelse.

Du må være klar over, at længsler og behov ikke bliver et “afgudsbillede” ved at være meget voldsomme og meget intense. Nu ved jeg ikke, hvad det konkret er for en længsel og frustration, du bærer på; men jeg forstår, at det er noget, du ofte og regelmæssigt beder Gud om – og derfor vel også, at det ikke er noget, Guds ord forbyder. Altså at det er noget naturligt, noget som Guds ord tillader os at længes efter og stræbe efter.

Hvis det er rigtigt, så er der intet forkert ved at længes meget intenst og lidenskabeligt efter det! Tværtimod: Det, der gør vore savn og vore længsler til kors, er jo netop, at de er en lidelse for os! Hvis de ikke var så tonstunge at bære på, var de ikke et kors for os.

At det betyder så meget for dig, er altså ikke i sig selv forkert eller afguderisk. Det hører til det at være menneske. Lidenskabelige længsler efter alt det, som vi har lov til at bede Gud om, kan vi først flå ud af hjertet ved at blive umenneskelige. Og det er ikke noget kristeligt ideal.

Derfor synes jeg simpelt hen ikke, at du – oven i din frustration og din skuffelse – nu også skal straffe dig selv unødigt ved at få dårlig samvittighed over den!

Ujævn fordeling af skuffelser - grund til protest

Så når du spørger, hvordan du “skal kunne overgive dette ønske til Gud og lade ham alene råde i dit liv”, vil jeg gerne understrege, at det næppe indebærer, at du pludselig ikke længere længes efter det, du nu længes efter! Gud flår ikke pludselig naturlige og sunde længsler ud af os.

Svaret ligger snarere i netop dine øvrige spørgsmål: Hvordan lære at leve med dette ønske og ikke få det opfyldt og stadig tro på, at Gud er god?

Det ser ud til, at du er ved at se den mulighed i øjnene, at det aldrig bliver til noget med opfyldelsen af din bøn og din længsel. Det er også en reel mulighed; der er ikke noget i Guds ord, der lover os at få alle længsler opfyldt. Ikke engang de allermest basale og intense! Nogle får store, livslange kors at bære på.

Og det er noget af det, der gør spørgsmålet om vore kors og vore lidelser allervanskeligst: at nogle tilsyneladende (og også reelt!) får rigtig mange længsler opfyldt og ikke oplever mange skuffelser og sorger. Og andre oplever måske ligefrem mest skuffelser og sorger! Det er frygteligt ujævnt fordelt. Hvis vi havde kunnet trøste os med, at alle fik sådan ca. lige meget af prøvelser og skuffelser, så virkede det knap så grotesk. Men det, at det er så uretfærdigt og så ujævnt fordelt, gør det simpelt hen vanskeligere at skimte nogen mening med det!

Nu kan det jo godt være, at Gud alligevel en dag lader din prøvelse ophøre og giver dig det, du beder om. Men jeg kan godt forstå, at du mister håbet. Og hvordan skal man så tro på, at Gud vil mig det godt?

Det er selvfølgelig godt at forsøge blot at stole på Gud blindt – uden egentlig at have andet at holde sig til, end at han jo har sagt, at han er god! Men jeg tror helt ærligt, at det er de færreste, der kan finde ud af det. Det har heller ikke været muligt for de fleste i Bibelen! De har også haft brug for at protestere og spørge og få andet og mere at holde sig til end ord og forsikringer. Det er godt at have grunde til at stole på Guds godhed!

Og da vil jeg nævne to gode grunde, sådan som jeg selv kan få øje på dem:

1. Guds hensigt er god – selvom den ofte er usynlig og umulig at forklare.

2. Guds godhed ses i Jesus - det er ikke altid let at se i vores eget liv / erfaringer.

For det første Guds hensigt med sit Nej. “Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud” (Rom 8,28). Gud har ikke til hensigt at pine eller straffe; og han siger ikke Nej, fordi vore menneskelige længsler er ham ligegyldige. Han har selv skabt os med dem! – i hvert fald med den slags længsler, som en kristen vil bede ham om hjælp til. Nej, han har til hensigt, at også dette skal virke sammen til gode for os.

Jeg er særlig glad for et afsnit i Hebræerbrevet: “For vore fædre tugtede os for en kort tid, som de nu ville, men Gud gør det til vort bedste, for at vi skal få del i hans hellighed. Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den” (Hebr 12,10f). For her er begge sider med: Guds “tugt”, Guds “opdragelse” (altså hans Nej til vore bønner) er ikke spor behagelig! Bibelen prøver ikke på at bilde os ind, at det er en glad ting at blive tugtet og blive pålagt kors og sorg; den siger rent ud, at det vækker snarere ubehag end glæde. Men den anden side er den glæde, at vi kender Guds gode hensigt dermed; der er et for at: at vi skal få del i hans hellighed, og at vi skal få den frugt i vort liv, der hedder fred og retfærdighed. For både hellighed, fred og retfærdighed er simpelt hen vigtigere end opfyldelse af vore behov – også selv om det er behov, som Gud har skabt os med. For så længe vi lever i syndens og dødens verden, kan det ikke være anderledes.

Det mærkelige er imidlertid, at denne gode grund til at stole på Guds godhed i praksis ofte ikke er så overbevisende, som man skulle tro. Den er god, den er bibelsk – men den er desværre også syltet ind i så mange kristelige fraser og floskler, at den kan virke fuldstændig kraftesløs. Der er så mange sørgende og lidende, der oplever, hvordan gode, velmenende medkristne forsøger at forsvare og forklare Guds hensigt ved at komme med gode forslag til, hvad dog Gud har tænkt sig konkret med deres prøvelse! Og det kan simpelt hen blive kvalmende – det virkeligt tunge ved Guds tugt er jo, at hans gode hensigt med den er usynlig. Han afslører sjældent, hvordan det og det i vort liv nu skal sigte på “hellighed”, på “fred og retfærdighed”. Og det kan blive det rene overgreb, når vi så vil trøste hinanden med at gætte på det!

Derfor må jeg helt ærligt sige, at jeg for min egen del i praksis har mere fidus til den anden gode grund til at kunne stole på Guds godhed: Den hedder Jesus af Nazaret.

Ofte kan vi ikke i vort eget liv se, hvordan Gud skulle kunne være god, kærlig og omsorgsfuld. Men vi kan se det helt tydeligt i Kristi liv!

Sådan som Kristus er, sådan er Gud! Mens vi kan spekulere os selv sønder og sammen i et forgæves forsøg på at forstå Guds vilje, så er det muligt i stedet at finde ny tillid til hans godhed ved at se, hvor konkret hans omsorg for menneskers liv er i Jesus Kristus.

Jesus er “Guds tolk”, siger Johannesevangeliet. Han oversætter Guds ubegribelige vilje til konkret, jordnær omsorg; for vi kan se i Jesu liv, hvordan han konkret har omsorg for alle vore menneskelige behov og længsler.

Og samtidig kan vi se, hvordan Jesus selv oplevede præcis det, du også sukker og lider under: at konkrete, gode og sunde behov og menneskelige længsler aldrig bliver opfyldt. Han illustrerer i sit liv en mennesketilværelse under kors og frustrationer og skuffelse. Og han formår ikke desto mindre selv at fastholde tilliden til Guds omsorg og godhed.

At hvile i Guds omsorg

Og da er det rigtigt, at man sommetider kan få en sådan tillid til, at Gud har hørt mig, og han vil mig det godt, i hvad han så beslutter, at man i én forstand kan holde inde med denne konkrete bøn! Ikke fordi man er bange for at trætte Gud ved altid at vende tilbage til det samme, for han har jo selv opfordret os til at bede udholdende – men mere fordi man begynder at hvile i hans vilje og hans omsorg. Det er måske også dét, der ligger i din tanke om at “overgive dette ønske til Gud”.

Der er meget mere at sige om dette; men jeg vil slutte her og derudover blot henvise til en lille bog, jeg skrev for et par år siden netop om dette: “Jamen bad jeg da for lidt?”


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også