03.05.2016 11:03 Alder: 8 yrs
Kategori: jn-svar
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Hvad skal jeg gøre for at få svar fra Gud?

Jeg sidder i et valg hvor jeg simpelthen ikke ved hvad jeg skal vælge, hvor jeg så prøver/har prøvet at tage Gud ind over det. Jeg har prøvet at bede, læse i biblen og alt hvad man kan, men føler ikke at jeg får nogle svar? Har I nogle bud på hvad jeg kan gøre?

Svar:

Tak for dit spørgsmål til jesusnet.dk.

Jeg er overbevist om, at rigtig mange kristne har siddet med det spørgsmål, som her fylder dig: Når Gud har lovet at svare mine bønner og svaret virker indlysende for mig, hvorfor får jeg så ikke noget svar?

Tillid til Gud

At bede til Gud er en trossag. Det betyder, at når vi beder til Gud, så gør vi det i tillid til de løfter han har givet os. Og Guds løfte er, at han altid hører os og altid svarer os. Men det kan være svært at tro på når vi ikke kan se eller høre Guds svar - eller når vi synes det tager for lang tid for Gud at svare.

Men at det er svært for os at høre eller at tro, betyder ikke at Gud ikke lytter og ikke svarer. Det tror jeg, at han altid gør. For det har han lovet! Men han svarer blot ikke altid på den måde, som jeg ønsker eller forventer. Og når jeg oplever at Gud ikke svarer, er det i virkeligheden også et svar. Det kan nemlig betyde, at tiden ikke er inde for det svar jeg søger efter, eller det kan betyde, at Gud giver mig et andet svar end jeg forventer. Det kan også betyde, at Gud siger til mig: Jeg er glad for, at du beder om min hjælp, men dette valg må du selv afgøre - jeg skal nok velsigne og hjælpe dig igennem det valg du tager.

Bolden hos Gud

Når du oplever, at Gud ikke svarer, så må du i stedet stole på, at sagen er lagt i trygge hænder hos Gud. Og så må du tage imod det svar du får - uanset om du forstår det eller ej.

Lige som vi beder til Gud i tillid til ham, sådan må vi også vise tålmodighed i tillid til ham og overlade til Gud at bestemme hvordan og hvornår han svarer. Det er ikke let, men det er vejen frem. Og det kan endda opleves som en befrielse at kunne lægge tingene fra sig og lade bolden ligge hos Gud.

Jeg vil anbefale dig at læse dette svar: Hvor blev Guds hjælp af? hvor Leif Andersen svarer på et spørgsmål, der ligner dit rigtig meget. Det gælder også Hvorfor oplever jeg ikke Guds svar? som måske også kan hjælpe dig videre.

Du spørger: Hvad kan jeg gøre? Du kan ikke gøre andet end at lægge dine bønner i Guds hænder og så stole på, at nu er problemet overladt til Gud. Og drejer det sig om et valg, som du skal tage nu, så kan du frit vælge som du finder bedst og samtidig stole på, at Gud leder dig og velsigner dig - og at han vil stoppe dig hvis du er på vej i en gal retning.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 03.05.2016

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også