24.10.2013 12:00 Alder: 4 yrs

Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Hvad mener Paulus om dåb for afdøde?

Hvad angår Mormonernes dåb af afdøde mennesker. Deres teologi kommer angiveligt fra Første Korintherbrev 15,29 og noget siger mig at de er helt galt på den? Hvad snakker den kære Paulus om?

Svar:

Mormonerne bruger ganske rigtigt 1. Korintherbrev 15,29 som et argument for at døbe de afdøde via en stedfortræder, hvilket er en udbredt praksis i mormonkirken.

Paulus skriver i det vers, du henviser til følgende:

"Hvad skal det ellers til for, at nogle lader sig døbe for de døde? Hvis døde overhovedet ikke opstår, hvorfor så lade sig døbe for dem?"

Sammenhængen er, at Paulus i dette kapitel argumenterer for de dødes opstandelse, som der åbenbart er nogle i korinthermenigheden, der har benægtet. Samtidig har der tilsyneladende været en nu glemt praksis, hvor levende har ladet sig døbe på vegne af udøbte afdøde - en praksis, der ikke giver mening, hvis man samtidig benægter de dødes opstandelse. En anden mulighed er, at det er en henvisning til nogle hedenske skikke i nærheden af Korinth, hvor der blev praktiseret en form for dåb for afdøde af hensyn til efterlivet, der har smittet af på korinthermenigheden.

Paulus forholder sig ikke til denne praksis direkte, hvad den så præcist har indebåret - men det går næppe an at konkludere, at det dermed var en praksis han bifaldt. Dels fornemmes en afstandtagen i og med, at han taler om at "nogle" gør det, og ikke alle eller "vi". Dels er det klart i hele Det Nye Testamente, at dåben hører uløseligt sammen med tro. Derfor kan en død ikke frelses, hvis vedkommende ikke troede før sin død selv om nogle lader sig døbe i vedkommendes sted.


Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også