08.06.2004 12:00 Alder: 13 yrs
Kategori: rel-påske
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvad lavede Jesus i Dødsriget?

Hvad lavede Jesus i dødsriget påskelørdag? I første Petersbrev kap 3 v 19-20 står: "Jesus blev dræbt i kødet, gjort levende i Ånden og i den gik han til de ånder, der var i fængsel og prædikede for dem; det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage, da arken blev bygget..." I Grundtvigs salme DDS 213 " I kvæld blev der banket på Helvedes port" møder Jesus bl. a. Eva, som angrer sin synd, og stiger til himmels, sammen med en stor skare: v18 "Fra Helvede steg nu den Herre så bold, ham fulgte så fager en skare...." I Hans Anker Jørgensens salme DDS 249 v 8 hører vi forræderen Judas sidde i Helvedes kval og mærke en luftning så himmelsk så sval, og mærke, nu kommer den mester, han kender, til Helvede går han for venner og fjender. Er der tale om en generel tilgivelse af alle, der fødtes før Kristus, eller indeholder salmebogen tekster, der ikke stemmer overens med Bibelen? Hvordan kan helvede tømmes, når Jesus advarer om det?

Svar:

Det er et meget vanskeligt tema, fordi Bibelen simpelt hen siger meget lidt konkret om det. Og det har ikke gjort det nemmere, fordi der er blevet spekuleret og gættet - og ikke mindst er der blevet forvekslet ting, der har meget lidt med hinanden at gøre.

Intet i Bibelen om Jesu ophold i dødsriget

For det første: Der står faktisk intet i Bibelen om Jesu ophold i dødsriget! Når vi bekender i den apostolske trosbekendelse "nedfaret til dødsriget", siger vi faktisk dermed intet andet end, at han døde. Det er muligt, at der i tiden mellem hans død og opstandelse har været et eller andet møde mellem Kristus og de døde i dødsriget; det kunne man godt forestille sig ud fra fx Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus, hvor den rige mand, Abraham og Lazarus mødes efter døden (men åbenbart inden dommedag; den rige mands brødre lever stadig). Men det er trods alt kun en lignelse, og den kan man ikke bygge nogen lære om dødsrigets natur på. Der er lige så meget (eller mere) i Bibelen, der omtaler dødsriget som en søvn og de døde som de hensovede; og det er der jo ikke meget møde over! I det hele taget hører forestillingen om den levende sjæl, der fortsætter sin bevidste eksistens efter kroppens død, mest hjemme i mytologiernes og sagnenes verden. Der er meget lidt af den slags antydninger i Bibelen; dér opstår sjælen og kroppen først på dommens dag. Måske antyder Jesus noget i den retning, når han siger til røveren på korset: "I dag skal du være med mig i Paradis" (altså i den salige del af dødsriget); men igen er det for svagt til, at man kan bygge noget på det.

Forveksling mellem dødsriget og Helvede

For det andet: Tankgangen i de salmer, du citerer, kommer af en grundlæggende forveksling, som går langt tilbage i kirkens historie - forvekslingen mellem dødsriget og Helvede! Det er igen en tankegang, der mere stammer fra mytologien end fra Bibelen. Selv om Jesus vel fór til dødsriget i den forstand, at han jo altså døde, så er det helt sikkert, at han ikke var i Helvede! Helvede er i Det Nye Testamente det fortabte sted, hvorfra der ikke er nogen vej ud. Dødsriget er de dødes værested, de dødes hvilested til dommens dag. Men det har passet mange kristne alt for godt at forveksle de to ting, for så kunne man begynde at se for sig, at der kunne ske en slags overgang fra den fortabte del til den salige del i dødsriget, og så var det med fortabelsen (og det med missionsbefalingen!) straks lidt mindre skræmmende. Men hele Det Nye Testamente siger udtrykkeligt, at vi får efter døden den skæbne, som vort valg her i livet har afgjort. Til tro eller vantro. Omvendelse efter døden er helt uforenelig med et ord som fx 2. Korintherbrev kapitel 5 vers 10: "For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt", eller med domsscenen i Mattæusevangeliet kapitel 25 vers 31ff. Eller med lignelsen om den rige mand og Lazarus, hvis man endelig vil spekulere i den ("Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.").

Man kan jo sagtens forstå, at det er fristende at se for sig, at Kristus kalder selv Judas til omvendelse efter døden, for så blev vort eget ansvar for at gøre alverden til Kristi disciple noget mere tåleligt. Men jeg kan ikke se, at det stemmer med Bibelens tale om frelse ved tro alene, og om at troen kommer af det, der høres!

Ånder og ikke mennesker

For det tredje: Du citerer den dunkle sætning i 1. Petersbrev kapitel 3 vers 19, som har givet anledning til mange spekulationer om, hvorvidt nu alligevel Kristus ikke efter sin død gik hen og prædikede til omvendelse for de døde: "i den [dvs i Ånden, efter sin død] gik han til de ånder, der var i fængsel, og prædikede for dem". Men dels er der her udtrykkeligt ikke tale om døde mennesker; der er tale om ånder! Og døde mennesker kaldes ikke i Bibelen for "ånder" (det er igen et element fra mytologiernes og spøgelseshistoriernes og eventyrenes verden). Dels er der udtrykkeligt tale om nogle ganske bestemte ånder: "det var dem, som var ulydige, dengang Gud ventede langmodigt i Noas dage" - så selv om der så havde været tale om døde mennesker, er det altså ikke de døde i dødsriget generelt, men nogle ganske bestemte: dem fra Noas dage (og altså hverken Eva eller Judas!).

Men hvis det ikke er døde mennesker, hvad er det så for nogle "ånder"? Ja, det er straks vanskeligere at svare på. Måske er der tale om en henvisning til det fald i engleverdenen, der (måske!) er tale om i 1. Mos 6,1ff. Måske svarer det til ordet i Judas’ Brev v. 6: "og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med lænker indtil dommen på den store dag". Der er altså tale om faldne engle, som ikke befinder sig i menneskers dødsrige, men i et fængsel indtil dommens dag.

Men hvad vil det så sige, at han "prædikede" for dem? Der findes flere ord i Det Nye Testamente, som vi alle oversætter med at "prædike" - men det ord, der står her, betyder ikke at evangelisere eller missionere eller lignende; det betyder at proklamere! Det er det ord, man anvender om heroldens udråb på kongens vegne. Kristus drager altså ikke her til dødsriget for at evangelisere for døde mennesker, han drager til de faldne engles fængsel for at proklamere sin sejr over dem.

Det er, så vidt jeg kan se, den forklaring, der stemmer bedst med det samlede billede i Det Nye Testamente. Men der er (indlysende!) også vanskeligheder ved den forklaring; så til syvende og sidst ender det nok med, at vi må slå os til tåls med at vide for lidt ...

Men hvad vi under ingen omstændigheder har lov til, det er at bruge disse dunkelheder til at bygge en særlig lære op om omvendelse efter døden.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også