31.08.2010 12:00 Alder: 7 yrs
Kategori: jn-svar, Gud-rel, skabelsen

Skrevet af:
Poul Hoffmann

Hvad lavede Gud før skabelsen?

Hvad lavede kærlighedens Gud, før der overhovedet var nogen at elske? Hvad brugtes Gud sine følelser til? Hvis Gud fandtes før der overhovedet fandtes noget, er det svært at finde en fornuftig forklaring på, at der findes en gud. Dog beder jeg hver aften til en gud, som jeg tvivler stærkt på findes.

Svar:

Det er godt spørgsmål - men der findes også et godt svar.

Prøv at lægge nøje mærke til, hvad der står i Første Mosebog 1,26-28: Gud sagde: ´Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!´... Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ´Bliv frugtbare og talrige ...´

Altså: Mennesket = mand og kvinde er i Guds billede. Både MAND og KVINDE er i Gud. Ikke noget med, at han er hermafrodit, selvfølgelig, men han er en "toenighed": to i én.

Det er noget, mennesker har vidst alle dage. Meget kunne siges om det religionshistorisk og teologisk, men det ville føre for vidt her, og i grunden er det verdens enkleste ting: Gud er én, ligesom mand og hustru er ét og erfarer deres enhed med altovervældende intensitet i deres seksuelle forening...

Det er derfor, Gud siger "os" om sig selv. Det hele står faktisk meget klart i Bibelen, når man først er opmærksom på det.

Tænk på et ægtepar, der beslutter at få børn. Parallellen til Gud gælder stadig: Adam og Eva kunne jo sige til hinanden: "Lad os skabe mennesker i vort billede ..."

Forældrene elsker børnene "på forhånd". De elsker dem, når de kommer til verden, og de elsker dem i tid og evighed.

Men hvad så, før de fik børnene? Ja, da elskede de også - nemlig hinanden. Ligeså med Gud. Han har aldrig manglet nogen at elske. Det gør mand og hustru heller ikke i barnløse ægteskaber.

Gud er fra evighed til evighed kærlighed (1 Joh 4,8.16). Kærligheden er selve "toenighedens" væsen. At mennesket er skabt i hans billede, vil først og fremmest sige, at det er skabt som kærlighedsvæsen, skabt til at elske i tid og evighed, elske Gud og sin næste. Det gælder ethvert ægtepar, men det gælder selvfølgelig også enhver ugift mand eller kvinde.

Derfor kan Johannes skrive: "Enhver, der elsker, er født af Gud og kender Gud" (1 Joh 4,7). Læg også mærke til vendingen "født af Gud" - det er jo kvinden, der føder.

Kære ven, jeg har en mistanke om, at når du hver aften beder til Gud, er det fordi du elsker. Og dermed kender ham. Og dermed ved, at han er der.


Skrevet af:
Poul Hoffmann

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også