08.02.2006 12:00 Alder: 13 yrs
Jørgen Bloch

Skrevet af:
Jørgen Bloch

Hvad gør jeg med kærligheden?

Mit hjerte er ved at sprænges af kærlighed til en pige, som jeg brændende ønsker at tjene i altopofrende kærlighed resten af mine dage. Nu forstår jeg alle ordene om, at kærlighed er meningen med livet; jeg forstår, at kærlighed er stærkere end døden! Jeg kan ikke tro andet, end at det er Gud, som har vækket kærligheden til live i mig og ikke mig selv. Alt andet ville være nonsens! Hvor skulle kærligheden ellers også komme fra om ikke fra Gud? Det forekommer mig, at al snakken om, at mennesket har fået "evnen" til at elske, fordi det er skabt i Guds billede, meget let kan komme i konflikt med Bibelens billede af mennesket som en fordærvet egoist. Er det ikke sådan, at hvis et menneske påstår, at det elsker, men ikke har det fra Gud, så er det en indbildt kærlighed? Er der da andre kilder til kærlighed end Gud? Jeg kan ikke tro andet, end at min kærlighed til den pige, jeg elsker, er fra Gud og dermed villet af Gud. Fortæl mig, at det er indbildt, så siger I samtidig, at alt, hvad jeg er, og alt det, som jeg hidtil har takket Helligånden for at have åbenbaret mig om Gud, er falskhed. Det hænger sammen! Hvad jeg ved om kærlighed, ved jeg om Gud - og omvendt. Nu kommer det rigtige problem: min kærlighed er ikke gengældt. Men - villet af Gud!? Hvordan kan Gud ville ulykkelig kærlighed? Han kender vel om nogen til den smerte!? Leger Gud da med kærligheden? Bruger han den som "middel til opdragelse?" Hvad kan jeg gøre? Hvad kan jeg sige til Gud?

Svar:

Når jeg læser dit brev, er det ikke vanskeligt at se, at dine følelser er stærke og varme. Du siger, at du er villig til at tjene hende i en altopofrende kærlighed? Jeg er slet ikke i tvivl om, at du mener det. Alligevel må jeg spørge dig, om det betyder, at du er villig til at give afkald på hende, at du er villig til at lade hende gå, hvis det er det hun ønsker? Altopofrende betyder vel også, at vi er villig til at ofre selve kærlighedens objekt for kærlighedens skyld?

Jesus er kærlighedens forbillede

Guds kærlighed til os, er så stor, at han ofrede alt for at frelse os, og alligevel er han villig til at lade os gå, hvis det er det vi vil. Hans kærlighed er så stor, at han er villig til at bære smerten ved at miste.

Om de følelser du har for den omtalte pige er ægte kærlighed, ved jeg ikke. Det har jeg ikke mulighed for at svare på. Du skriver selv, at den er villet af Gud. Du begrunder ikke hvorfor, og behøver det heller ikke. Blot må jeg sige til dig, at det er afgørende vigtigt, at du prøver den på skriftens ord om kærlighed. F. eks. i 1. Korintherbrev 13, hvor der bl.a. står: Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. (1 Kor 13,7)

Imellem alle disse store ord, som er en sand beskrivelse af kærligheden, står der også: Udholder alt! Jeg tror, at det også betyder, at den udholder et nej, at den udholder afvisning, latterliggørelse, ydmygelse og kulde. Jeg har indtil nu kun mødt en, der til fulde levede op til det, nemlig Jesus. På korset udholdt han afvisning, forhånelse, latterliggørelse, svigt og meget mere af samme skuffe, fra dem han elskede (Romerne, jøderne, dig og mig). Alligevel bad han: Far, tilgiv dem!

Følelser og fornuft

Du spørger så, om Gud vil ulykkelig kærlighed? Nej, det har han aldrig villet. Desværre findes synden i verden, og derfor er der så megen ulykkelig kærlighed. Vi løber ind i den og ødelægger desværre alt for ofte selv kærligheden. Vi bliver som kristne ikke forskånet for det.

Jeg forstår også dit spørgsmål, som en undren over, at Gud lader dig tro, at det er hende du skal giftes med, som den eneste ene, og hun så ikke gengælder dine følelser. Det er sandsynligvis derfor, du også spørger om, hvad du nu skal gøre.

Gud har givet os to sanser til at finde ud af, om den vi nu er blevet forelsket i, også er den vi skal gifte os med. Vore følelser og fornuften.

Vore følelser er dem der får os til at få øje på hende.

Fornuften fortæller os, om vi nu også tror, at det kan fungere, og det kan det så afgjort ikke, hvis den anden ikke er indstillet på det.

Bøn og tålmodighed

Jeg ved ikke hvor længe dette har stået på, men forstår jeg dig ret, så dog så længe, at du har vovet at betro hende dine følelser, siden du ved at de ikke er gengældt. Min opfordring til dig vil være, at du beder Gud give dig tålmod. Det er ikke nogen her og nu løsning på situationen. Måske kommer der en dag, hvor hun gengælder dig dine følelser, måske gør der ikke. Bed Gud om, at din kærlighed må være så ægte, at du er villig til at lade hende træffe dette valg, og find så en god sjælesørger som du kan betro dig til.

De bedste hilsner med ønsket om Guds fred i dit sind.


Jørgen Bloch

Skrevet af:
Jørgen Bloch

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også