08.03.2005 12:00 Alder: 19 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Hvad er New Age

Hvad er New Age? Og siger biblen noget om det.. Jeg ved godt at det er noget sekt agtigt, men ved I noget om det?

Svar:

En ny tidsalder

New Age” betyder: En ny tidsalder. Jeg kan godt forstå, du spørger. For det er faktisk meget svært at blive helt klog på, hvad der menes med ”New Age”. Det er en forholdsvis ny opfindelse – og derfor er ordet ikke nævnt i Bibelen.

New Age er en slags verdensopspændende bevægelse. Eller måske mere præcist: En bestemt måde at forstå mennesket og universet på. Det er ikke en konkret gruppe mennesker, ligesom en trosretning f.eks. har medlemmer til deres kirke, og udgør en menighed. Det er en bred verdensomspændende måde at tænke på. Navnet kommer nok fra, at man tillægger stjernerne betydning. Og ifølge dem, der læser tegn og varsler i stjernerne, er vi for ikke længe siden gået ind i et nyt stjernetegns tidsalder. (Men det er ret kompliceret at komme nærmere ind på.)

Guddommelig kraft i alle

Men pointen er, at disse mennesker mener, at nu står menneskeheden overfor en helt ny epoke. Nu skal vi udvikle os som aldrig før! Vi vil udvikle de åndelige kræfter i os, så der opstår fred og harmoni overalt på jorden.

New Age er en meget bred strømning, men meget af den hænger sammen med den nyreligiøse bølge. Man arbejder med et syn på det åndelige som er langt fra Bibelens syn. Man forestiller sig ikke en personlig Gud, men en guddommelig kraft, der findes i alle mennesker.

New Age regner ikke med at Bibelens Gud findes. New Age afviser Bibelens tanke om, at mennesket er syndigt og har brug for dåb og tilgivelse. For New Age er mennesket det mest guddommelige, der findes – for nu at sige det meget enkelt.

Udvikling på vej mod det fuldkomne

Mange i New Age regner med en form for reinkarnation: altså at mennesker fødes igen og igen. Meget af New Ages tro på, at mennesker vil udvikle sig til noget fuldkomment hænger sammen med, at man regner med, at mennesket bliver bedre og bedre for hver liv, de gennemlever!

Vi kristne tror ikke på reinkarnation, men på at alle mennesker har ét liv og derfor én opstandelse fra de døde!

Kort sagt: New Age afviser Gud og gør det enkelte menneske til noget, der kan blive til en gud i sig selv.

Som kristne må vi derfor tage afstand fra New Age og prøve at fortælle dens tilhængere om Bibelens Gud, der både som Skaber og Frelser er langt større end deres tomme stjernebilleder og tro på ”de guddommelige kræfter i mennesket”.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 08.03.2005

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også