05.01.2011 12:00 Alder: 7 yrs
Kategori: daab-udv
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Får vi Helligånden i dåben?

Jeg har et spørgsmål omkring det med dåb, og modtagelse af Helligånden. Ud fra artikler om emnet her på siden, så modtager man Helligånden i dåben og det er jeg også enig i. Men i Apostlenes Gerninger kap. 10,44-48 hvor Peter har forkyndt budskabet om Jesus for Cornelius og hans hus, så begynder de at tale i tunger og prise gud, endnu før Peter er færdig med at tale. Det undrer de sig over. Ikke fordi de taler i tunger, men fordi de er hedninge! Så siger Peter at nu hvor de har modtaget Helligånden så kan ingen forhindre dem i at blive døbt med vand. Men hvis Helligånden først virker inde fra når man er blevet døbt - sådan som i giver udtryk - så kan man da ikke få en nådegave før man er blevet døbt. Eller?

Svar:

Hej – et godt formuleret spørgsmål, som kristne til alle tider har stillet sig.

Peter har selv (ved Helligånden) i Apostlenes Gerninger 2,38 sagt, at man får Helligånden (og dermed også nådegaver) når man bliver døbt. Så modsiger den gode Peter ikke sig selv her?

Først skal vi lægge mærke til, at Peter opfatter situationen således: dåben er faktisk allerede gået i gang – nu er vi da nødt til at fortsætte og gøre den færdig! Dåben er at blive døbt med vand og ånd. For Peter (og hele Ny Testamente) hænger de to ting sammen. Men her sker noget underligt: de er tilsyneladende døbt med ånden – men endnu ikke med vandet. ”Så må vi se at få det gjort også” siger Peter – underforstået: ”for det at få Helligånden hænger altså sammen med at være døbt!”.

Kludder i rækkefølgen

Så: Peter modsiger ikke sig selv. Hans teologi er stadig den samme: det at være døbt er forudsætningen for at have Helligånden!

Men her ”kludrer” Gud tilsyneladende lidt i rækkefølgen :-). Hvorfor gør Gud det?

Der er i kirkens første tid tre steder, hvor Gud tilsyneladende ”kludrer” i det med dåb og Helligånd. Ellers gælder det overalt i Ny Testamente, at det at blive døbt og det at få Helligånden, hænger uløseligt sammen.

Tre undtagelser

Lad os se på de tre undtagelser:

Apostlenes Gerninger 19,1-7:

Paulus møder nogle ”kristne”, men synes de virker mærkelige. Han spørger dem om de har fået Helligånden. De svarer ”Nej, vi har ikke engang hørt om Helligånden”. Med det samme udbryder Paulus: ”Hvilken dåb bliv I da døbt med?”. Dette viser 100% tydeligt, at Paulus mener, at man får Helligånden, når man er døbt. Når de ikke har Helligånden, kan han derfor ikke fatte, at de er døbt. Det er de så heller ikke. Jo, de er døbt med Johannes Døbers symbol-dåb, men ikke med den kristne dåb. Straks bliver de døbt med den kristne dåb – og viser med det samme, at nu har de fået Helligånden! Så dette bekræfter hele vejen igennem, at det at blive døbt og at få Helligånden, hænger sammen.

Apostlenes Gerninger 8,5-17:

Filip forkynder for nogle ikke-jøder, nemlig samaritanerne. Dette er første gang evangeliet når den befolkningsgruppe. Nogle af dem kommer til tro og døbes – men får ikke Helligånden???

Først da Peter og en anden leder fra den jødisk-kristne menighed i Jerusalem kommer og lægger hænderne på dem, får de Helligånden.

Hvad ser vi her? Vi ser, at man også her forventer, at Helligånden gives ved dåb. Men i dette ene tilfælde udebliver Helligånden.

Opsamling:

vi står tilbage med to ”problemer”:

Alle steder i Ny Testamente siger, at man får Helligånden i dåben, men:

- i Apostlenes Gerninger 10 får man Helligånden før dåben

- i Apostlenes Gerninger 8 får man Helligånden efter dåben.

Op igennem kirkens historie, har man forstået det således:

Apostlenes Gerninger 10 er første gang, evangeliet når til hedningerne.

Apostlenes Gerninger 8 er første gang evangeliet når til Samaritanerne.

Samaritanere og hedninger

På Jesu tid delte man menneskene op i:

- jøder (Guds eget folk)

- Samaritanere (jøder, der var blandet op med andre folkeslag)

- hedninger (alle ikke-jøder).

Der var dybt fjendskab mellem disse tre grupper. Så det var utænkeligt, at den nye religion skulle kunne forene disse tre grupper i én kirke.

MEN: Gud bruger noget af det dybeste i kristendommen, nemlig dåben, til at overvinde disse barrierer:

Samaritanerne måtte vente på, at Peter (leder af jødernes kirke) kom og bad for dem, før deres dåb blev gjort færdig og de fik Helligånden. Således sagde Gud til dem, at de aldrig kunne danne en selvstændig kirke, men måtte indordne sig under de jødiske kristnes ledelse.

Hedningerne kunne almindelige jøder aldrig finde på at forkynde for. De var jo urene! Gud må derfor give Peter nogle konkrete åbenbaringer, før han begynder at forkynde for dem. Men han havde aldrig turde døbe dem – medmindre altså, at Gud faktisk begynder på dåben ved at give dem Helligånden, så Peter er nødt til at gøre dåben færdig og også døbe dem med vand!

Er det nu ikke bare noget, jeg fantaserer om? Nej, for da Peter vender tilbage (læs Apostlenes Gerninger 11) til de jødiske kristne og fortæller dem, at han har døbt hedninger, er de ved at flå ham! Først da han fortæller, at Gud gav disse hedninger Helligånden, kan de se, at han var nødt til at døbe dem!

Særtilfælde

Så: disse to eneste særtilfælde i hele Ny Testamente er altså lavet for at knytte hedninger, Samaritanere og jøder sammen i én kirke. Og: i begge særtilfælde er argumentationen og forventningen tydeligvis at Helligånden altid gives i dåben.

Så: for mig at se modsiger disse to steder ikke det, der står så tydeligt alle de andre steder: at man får Helligånden når man døbes med den kristne dåb.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også