14.02.2011 12:00 Alder: 13 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Er telefonsex synd?

Er det en stor synd at arbejde med telefonsex i et par timer om dagen, hvis man har for mange psykiske lidelser til at have et fuldtids arbejde, og samtidig bliver kastet rundt i systemet og har levet hele livet i fattigdom og aldrig kan betale regninger eller komme til tandlægen med sine smertefyldte ødelagte tænder, og altid skal låne penge for at klare sig og samtidig lever i ensomhed på baggrund af fattigdom og det dårlige selvværd der følger med? Er det i Guds øjne lige så slemt som prostitution? Man giver ikke sin krop væk med telefonsex, men spiller sådan set bare skuespil samtidig med at personen i den anden ende af røret bliver tilfredsstillet seksuelt af det. Er det en stor synd at arbejde på den måde ind til man kan betale sin gæld og leve nogenlunde værdigt bagefter uden smerter?.

Svar:

Fortvivlet situation

Jeg kan forstå på dit spørgsmål, at du oplever dig trængt helt op i en krog. Du har psykiske lidelser og problemer med økonomien, hvor du oplever dig kastet rundt i systemet uden at få den nødvendige hjælp. Og det betyder store smerter, fordi du ikke har råd til tandlægen. Og det betyder isolation, fordi du ikke synes, du kan være bekendt at være sammen med andre. Du har bedt Gud om hjælp - men oplever ikke rigtig at han hjælper dig. Og i denne fortvivlede situation spørger du, om det er en stor synd at tjene penge ved at sælge telefonsex. Ikke for at blive rig, men bare for at komme ud af den fortvivlede økonomiske situation.

Telefonsex

Telefonsex er en slags fantasi-sex, hvor man i stedet for at fantasere ved at dagdrømme eller ved at se porno, fantaserer ved at snakke med en usynlig partner, der spiller med på fantasien.

Du spørger ind i den situation hvor fantasi-sex eller tanke-sex, som man også kan kalde det, er en salgsvare, en tjeneste, man udbyder for penge. Er det i Guds øjne lige så stor en synd som prostitution? Du mener, at der er afgørende forskel på om man fysisk har sex med en anden person, eller om man bare gør det i tankerne, et slags ikke-fysisk skuespil. Jeg forstår godt, at du tænker på denne måde. Det kan virke logisk at skelne mellem det fysiske og det tanke-mæssige. Jeg tror også, der er en forskel: den fysiske kontakt er den voldsomste af de to påvirkninger.

Synd i tanke og handling

Men hvis vi spørger Jesus, hvad der er den største synd: fysisk prostitution eller tankemæssig prostitution, så tror jeg, han vil se bedrøvet ud. For begge dele er ødelæggende synd og begge dele er synd for dig at sælge dig selv til.

Jesus gjorde meget ud af at fortælle os, at synd ikke alene er handlinger, men også tanker: man synder, hvis man myrder et andet menneske, men man synder også, hvis man bliver rasende på vedkommende (altså tænker vrede tanker om ham). Og han siger tydeligt, at det er ikke alene synd, hvis en mand har fysisk sex med en kvinde, han ikke er gift med – det er også synd, hvis han går og tænker på at have det: I har hørt, at der er sagt: ›Du må ikke bryde et ægteskab.‹ v28 Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. v29 Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede. v30 Og hvis din højre hånd bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; for du er bedre tjent med at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede.(Matt 5,27-30).

Så: telefonsex er også synd. Jesus udtaler sig ikke om hvorvidt fysisk sex er en ”større” eller ”mindre” synd end tanke-sex. Han er slet ikke glad, når vi prøver at dele op i små og store synder. Han er selv ren kærlighed og han ønsker at vi har samme mål for vores liv!

Tilgivelse og værdi

Selvfølgelig kan vi ikke leve op til det – og derfor er hans tilgivelse helt afgørende og utrolig vidunderlig. Men det er stadig hans mål. Så jeg tør sige afgjort: Jesus ønsker bestemt ikke, at du skal sælge telefonsex. Det er du for værdifuldt et menneske til. Og det er dine kunder også. Jesus har et langt højere og bedre mål med det seksuelle end prostitutionens midlertidige efterligninger. Det vil give dig ar i sjælen og bestemt ikke øge din selvværdsfølelse!

Dit næste skridt

Men hvad så med dine økonomiske problemer? Jeg er overbevist om at Jesus kender dem og at han gerne vil hjælpe dig. Det kan ikke være meningen, at du skal fortsætte i denne desperate situation! Men hvordan og hvornår han gør det, kan jeg ikke vide. Ofte sker hjælpen gennem andre mennesker. Jeg kan ikke svare ret meget mere her, hvor jeg ikke kender din situation mere detaljeret end det, du har skrevet.

Dit næste skridt på vejen frem kan være, at du skriver tilbage igen, hvis du ønsker. Eller endnu bedre: du kan finde en at snakke med. Når du har psykiske lidelser, kan jeg anbefale en anonym telefonlinje: psyk-tro-linjen, hvor du kan ringe og snakke med én, der har tavshedspligt og kan hjælpe dig lidt videre i livet. Rådgivningslinjen er tlf. 2480 3022. Telefonen vil blive taget hver dag fra kl. 19.00 - kl. 22.00.

Under alle omstændigheder vil jeg ønske dig Guds velsignelse ind i din svære situation!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 14.02.2011

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også