20.09.2004 12:00 Alder: 15 yrs
Bodil Skjøtt

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Er Paulus´ formaninger til kvinderne relevante?

Jeg er interesseret i at vide, hvad der menes med Første Korintherbrev 11 vers 8, at kvinden blev skabt for mandens skyld og ikke omvendt. Ligeledes tales derom, at kvinder ikke må bede uden tildækket hoved, har det nogensinde været brugt i den kristne kirke?

Svar:

Der er flere ting i Paulus’ breve til menigheden i Korinth, som det kan være svært at forstå og dernæst se, hvordan det kan og skal overføres på vores situation som kristne og som menighed i dag. Paulus er meget konkret i forhold til den situation, som menigheden var i, og taler direkte ind i de sociale og religiøse forhold, som herskede i menigheden i Korinth. Han er bestemt ikke enig med dem i det, de siger og gør. Men hvad det var de gjorde og sagde – og som Paulus gør op med – kan være svært at vide, når vi læser det i dag.

Han har før været efter den sociale elite i menigheden, og det er han også med de udtalelser her fra Første Korintherbrev kapitel 11. Mændene opfører sig som den sociale elite i den hedenske verden, når de trækker deres toga op over hovedet, når de taler i menigheden. På den måde kunne de antyde, at de tilhørte den sociale elite. Men i Guds menighed findes der ikke eliter.

Kvinderne opfører sig som de frigjorte kvinder i det romerske samfund, når de tager deres ”brudeslør” af, for på den måde at skjule deres ægteskabelige status. En sådan form for frigjorthed er det Paulus tager anstand fra.

I nogle kristne samfund kan man også i dag finde den skik, at kvinder bærer noget på hovedet, når de er til gudstjeneste. Men det er ikke et kendetegn ved vores samfund, at man kan kende gifte kvinder på, at de bærer deres ”brudeslør” eller at de ved anden hovedbeklædning angiver, at de er gifte. Paulus taler om hovedbeklædning i en sammenhæng / tid hvor kvinders hovedbeklædning gav et signal om kvindens ægteskabelige stand og hvor nogle givetvis ønskede at skjule sin ægteskabelige stand, som det var blevet almindeligt i det frigjorte romerske samfund.

At kvinden kom fra manden og ikke omvendt hentyder vel til skabelsesberetningen, hvor Adam blev skabt før Eva, og hun blev skabt/dannet af hans ribben, og derfor også kan siges at være hans afglans/ære. Begge er de skabt i Guds billede. At kvinden blev skabt for mandens skyld kan bedst læses som, at hun er nødvendig for ham.

Alt dette siger Paulus som en retningslinje for, hvordan både mænd og kvinder bør opfører sig i menigheden – uanset om de tilhører den sociale elite eller ej. Det er vigtigt at de sender de rigtige signaler – til hinanden og til omgivelserne. De skal gennemskue hvilke signaler de udseender, og være ærlige over for, hvilke motiver de har for at sende disse signaler. Dét er noget vi kan bruge i vores egne fællesskaber i dag... selverkendelse omkring vores opførsel og signaler, også konkret når det handler om at markere social status eller forholdet kønnene imellem, gifte som ugifte.


Bodil Skjøtt

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Lagt på nettet 20.09.2004

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også