14.09.2005 12:00 Alder: 12 yrs
Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

Er mennesket godt eller ondt - inderst inde?

Jeg har tænkt en del over, hvad menneskets inderste kerne er. Er mennesket inderst inde godt, fordi det er skabt i Guds billede, og det onde er en del af det, men er kommet ude fra? Eller er mennesket inderst inde ondt på grund af arvesynden, og kun når det bekender sig til Gud er der noget godt i mennesket? Hvis mennesket inderst inde er ondt, er det så kun kristne, der har noget godt i sig?

Svar:

Du stiller i virkeligheden to spørgsmål, og jeg vil prøve at tage dem ét for ét:

1) Er mennesket inderst inde godt, fordi det er skabt i Guds billede, og det onde er en del af det, men er kommet ude fra?

Eller er mennesket inderst inde ondt på grund af arvesynden, og kun når det bekender sig til Gud er der noget godt i mennesket?

Menneske-livet har 2 sider

Jeg er nødt til at ændre lidt på dit spørgsmål for at kunne svare. For spørgsmålet er ikke, om mennesket er godt eller ondt, men hvad er godt og hvad er ondt i mennesket. Menneskelivet har to sider.

Vi må skelne mellem menneskets natur og arvesynden. Gud har skabt menneskets natur, men ikke synden. Menneskets natur er god, og menneskets synd er ond. Synden er en forvrængning af det, som Gud har skabt, og denne forvrængning kommer udefra, men den er kommet ind i os, så vi nu er ansvarlige for den. Men det er vigtigt at fremhæve, at synden ikke er menneskets natur. Derfor kan vi befries fra synden. Hvis synden var menneskets natur, kunne vi ikke frelses.

Menneskets gode natur

Læs følgende om den gode menneskenatur:

Jobs bog, kapitel 10, vers 8: "Dine hænder skabte og dannede mig."

Salmernes Bog, kapitel 139, vers 14: "Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt."

Det er denne gode menneskenatur, som Guds Søn tog på sig, da han blev menneske. I brevet til Hebræerne, kapitel 2, vers 14-15 står det sådan: "Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom."

Det indebærer, at legemlighed og menneskelighed grundlæggende er gode ting.

Det gode er blevet skadet - men kan rettes op

Skaden kommer udefra, og denne skade går så dybt ind i både vilje, forstand, følelse og samvittighed, at vi fra fødslen hverken kender sandheden om Gud eller har nogen lyst til at følge den, når den kommer til os. Denne skade, som kaldes fordærv, altså råddenskab, er så voldsom, at den ikke kan fattes med den menneskelige fornuft, men kun ud fra Guds ord, og kun Gud kan adskille denne råddenskab fra den menneskelige natur. Det sker ved troen, døden og opstandelsen. I troen får vi en ny natur ved siden af og i kamp med den gamle, fordærvede natur. I døden dør fordærvelsen, og i opstandelsen opstår kun den nye menneskenatur.

Det betyder i praksis, at menneskene også gør meget ondt mod hinanden, og man behøver ikke at være kristen for at gøre godt. Det taler Bibelen også om. I Apostlenes Gerninger står der om de indfødte hedninger på Malta, at de viste usædvanlig hjælpsomhed. I den gamle oversættelse fra 1948 stod der "usædvanlig menneskekærlighed." Det græske ord er "filantropi," som netop betyder kærlighed til mennesker.

Disse to sider af menneskelivet, Guds gode skaberværk, og Djævelens onde forvrængning, indebærer, at nyhedsmedierne hver dag har både godt og ondt at fortælle. Det betyder også, at det ikke er ligegyldigt, hvad vi gør med os selv og andre. Det er muligt at vælge at gøre meget godt, og det er muligt at vælge at gøre meget ondt. Det første forædler os, og det sidste brutaliserer os. Men ingen af delene kan føre os ind i Guds rige. Hvis vi ikke får hjælp udefra, kan vi ikke komme ind i Guds rige.

Eksempler på den gode naturs gennemslagskraft

2) Hvis mennesket inderst inde er ondt, er det så kun kristne, der har noget godt i sig?

Det er altså ikke kun kristne, der har noget godt i sig. Det har alle mennesker.

Mennesker også uden for kristendommen har tænkt særdeles klare tanker om næstekærlighed. Mange ikke-kristne lever deres liv i stor næstekærlighed, så kristne mennesker må skamme sig over deres egen mangel på samme. Der findes mange mennesker uden for den kristne tro, som er store idealister, som vi kun kan respektere og stræbe efter at ligne.

Modsat kan vi så også udenfor kristendommen og desværre også undertiden i kristendommens navn finde megen ondskab.

Udenfor kristendommen ved mennesker meget om Guds lov. De ved meget om gode gerninger og næstekærlighed. Derimod ved de intet om Jesus som frelseren, der er sendt af Gud.


Jørgen Sejergaard

Skrevet af:
Jørgen Sejergaard

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også