03.01.2011 12:00 Alder: 8 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Er det retfærdigt at miljø og opdragelse afgør troen?

Jeg har i grunden et lidt atypisk og nok ikke særlig teologisk spørgsmål: Jeg ved godt, at Gud har "placeret" hver enkelt menneske et bestemt sted, i en helt specifik sammenhæng (geografi, familie etc.). Men har personer som er født ind i en kristen familie ikke lettere ved at "opdage" Jesus som vores frelser; hvis man er vokset op med det fra barn. Jeg vil meget nødig virke blasfemisk eller kværulantisk, men alle mennesker har altså ikke lige vilkår for at opdage det vidunderlige ved vores frelser Jesus Kristus. Og hvad med mennesker som er født i andre lande f.eks. i Asiatiske lande hvor en del af dem er Buddhister. Det er meget svære odds et lille barn som fødes i en Buddhistisk familie har for at lære frelsen om Jesus. Ja, det var vel egentlig ikke et decideret spørgsmål mere en kommentar, håber det giver mening :-) Og igen, jeg håber ikke nogle personer bliver stødt af denne kommentar.

Svar:

Det er ikke stødende. Når sandt skal siges, støder det mig mere, at ikke flere kristne (tilsyneladende) kæmper med denne anfægtelse. For det er et af de spørgsmål, der ikke løser sig af sig selv, men tværtimod vokser med tiden, efterhånden som ens verden og horisont åbner sig. Jo flere man kender med vidt forskellig baggrund, jo mere anfægtende bliver den tanke, om tro og vantro virkelig bare er et spørgsmål om tilfældighed.

Så hvis man slet ikke slås med det spørgsmål, hvor meget har man så egentlig fattet af sine medmenneskers liv og vilkår?!

Men netop derfor tror jeg heller ikke, det lader sig løse ved bare at grave dybere ned i de forskellige liv og sammenhænge, og så forsøge at skimte en slags retfærdighed bag det alt sammen. Tværtimod: Jo længere man graver sig ned og forsøger at sætte sig ind i menneskers vidt forskellige vilkår, jo mere uløseligt virker det.

Så hvad gør vi? – Jeg vil nævne følgende:

Gud virker uretfærdig

1. Dette er ikke det eneste område, hvor Gud virker uretfærdig, og hans veje virker tilfældige.

De fleste kristne slås sikkert noget mere med det med Guds retfærdighed, når det handler om død og ulykke og bønhørelser osv! Dér er det måske endnu mere tydeligt, at Guds handlinger virker uigennemskuelige.

Nogle forsøger så at løse det ved netop at grave sig ned i de enkelte tilfælde af død og ulykke og så se, om de kan skimte en slags retfærdighed, skimte Guds gode grunde til at gøre, som han gør. Men det er håbløst! For os vil det altid være usynligt, at "alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud" (Rom. 8,28). Kun en gang imellem kan man ane, at der er en skjult mening.

Jesus viser Guds retfærdighed

2. I alle disse tilfælde er der kun ét at gøre: bevæge sig baglæns.

I stedet for at se, om man kan regne Gud ud og forstå hans veje og så på den måde nå frem til en slags tillid til Guds retfærdighed og kærlighed, begynder vi bagfra: Vi begynder med det vigtigste, vi ved om Gud: at han virkelig er retfærdig og kærlig.

Det ved vi, ikke fordi vi kan se det, eller fordi vi kan regne det ud, men fordi Jesus har sagt det! Fordi Jesus har vist os det i handling og i konkret kærlighed.

Har vi denne grundlæggende tillid til Gud, så kan vi godt leve med, at det virker anderledes. Og det er ikke en lumpen smutvej; sagen er jo den, at hvis Gud ikke er retfærdig og kærlig, så er han slet ikke Gud! En lunefuld og sjusket Gud er en selvmodsigelse.

Så hvis vi skulle overveje, om Gud var uretfærdig eller ukærlig, så var det det samme som at overveje, om Jesus var en myte …

Gud sjusker ikke

3. Hvis det virkelig er sandt, at Gud er retfærdig og kærlig, så ved vi også, at hans vej med det enkelte menneskes liv ikke er så tilfældig eller sjusket, som det ser ud for os. At han virkelig har al magt i himmelen og på jorden. Og det er den grundlæggende tillid, vi forsøger at vende tilbage til, også når det hele ser vanvittigt ud. Det er ikke virkelighedsflugt eller selv-hjernevask eller selv-hypnose at tænke sådan; for vi har jo faktisk meget gode grunde til at tro, at Gud virkelig er til, og at han er retfærdig og kærlig. Vi har nemlig meget gode grunde til at tro, at Jesus lever. Og deraf kommer alt andet.

4. Så den del af det – den vigtigste del – er for så vidt enkel nok. Bare vi går det rigtige sted hen med vores spørgsmål, nemlig til Kristus.

Men der er ganske vist to aspekter mere, der ikke er så enkle, heller ikke selv om vi fastholder den grundlæggende tillid. Det ene aspekt er indviklet, det andet er udfordrende:

Ikke alt er Guds vilje

5. Det indviklede aspekt er, at der jo alligevel godt kan ske noget i verden, Gud ikke vil! Det er ikke alt, der sker i denne verden, der er Guds vilje. Det er en af de ting, islam ikke forstår; for muslimen kan der ikke ske andet i verden end det, Gud vil. Gud bestemmer vantro og ondskab, lige så vel som han bestemmer godhed og tro. Derfor er Satan iflg islam heller ikke nogen ægte modstander imod Gud.

Sådan ser Bibelen ikke på det. Vi beder faktisk i Fadervor om, at Guds vilje må ske; for den sker ikke altid på jorden, sådan som den sker i Himmelen. Satan er en ægte modstander imod Gud. Han er besejret, og han er ikke evig eller almægtig, som Gud er det; men han er alligevel "denne verdens fyrste", "denne verdens gud", siger NT.

Derfor består der en reel kamp mellem Satan og Gud! Gud kæmper imod Satan for at vriste mennesker ud af hans klør. Vi beder, "om dog Gud vil få dem til at omvende sig, så de kommer til erkendelse af sandheden og igen besinder sig og slipper ud af den fælde, hvor de holdes fanget af Djævelen, så de må gøre hans vilje" (2.Tim 2,25f).

Men det betyder også, at det ikke er Gud, der har bestemt alle menneskers vilkår. Her er der en forskel på den troendes liv og den ikke-troendes liv; det er den troende, "den, der elsker Gud", der ved, at alle ting virker sammen til gode (Rom. 2,28) – det er ikke ethvert menneske i denne verden, der har det privilegium.

Alle andre religioner end kristendommen kan sætte dette forhold mellem Gud og det onde på en enkel, teologisk formel. Dét kan kristendommen ikke. Det vil altid være skjult og uløseligt for os.

Vi skal bane vej for troen

6. Det udfordrende aspekt er, at Gud faktisk har draget sin kirke med ind i denne kamp! Han har ikke bare sagt til os, at nu skal vi sætte os godt til rette og se, hvad Far Her kan! Han har budt os gå ud i verden og gøre alle mennesker til hans disciple – eller, om du vil, har bedt os om at gå ud og ændre de vilkår, mennesker lever under, så det ikke skal blive så svært for dem at lære Jesus at kende.

Han har, for at bruge dit udtryk, bedt os om at gå ud og overvinde de meget svære odds for et lille barn, der er vokset op i en buddhistisk kontekst (eller de danskere, der er vokset op med et forkvaklet billede af kirke og kristendom).

Ovenstående tekst fra 2. Tim 2 (om dem, Gud vil få til at omvende sig, så de slipper ud af Djævelens fælde) handler faktisk ikke om bøn; den er en del af formaningen til menighedens tjener, hvad han skal gøre for mennesker, for at Gud kan få dem til at omvende sig!

Så endnu en gang ender vores spørgsmål med at vende den anden vej rundt: Det, vi først tænkte som en udfordring til troen og til Bibelen, ender med at blive en udfordring til os selv.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også