14.12.2006 12:00 Alder: 13 yrs

Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Er det forkert at køre for stærkt?

Hvad siger Bibelen om at overholde hastighedsbegrænsningerne?

Svar:

Bibelen siger af gode grunde ikke noget om, hvorvidt det er godt, forkert eller ligegyldigt om man kører stærkere end fartbegrænsningen tillader. Det er et af den slags spørgsmål, som det er overladt os selv at finde et svar på.

Men selv om Bibelen ikke siger noget konkret om overholdelse af fartbegrænsninger, betyder det ikke, at vi ikke kan bruge Bibelen til at finde ud af, hvordan vi skal forholde os til at køre for stærkt. Og i øvrigt, hvordan vi skal forholde os til det med at overholde loven.

For nylig svarede vi fx på et spørgsmål, der gik på om piratkopiering er synd. Noget, som Bibelen siger lige så lidt om, som overtrædelse af fartbegrænsninger. Jeg citerer fra svaret:

"Du har ret i, at det er synd for Gud, hvis man ikke overholder landets love. Hvis vi tager Romerbrevet 13,1-7:

Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem; for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det. Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære.

Her står klart, at vi skal adlyde landets love. Ikke bare fordi vi ellers kan blive straffet af myndighederne ( deres "vrede" og deres "sværd" som det hedder i teksten). Men især fordi det ellers går ud over vores samvittighed: for når vi overtræder loven, "står vi Guds ordning imod" som teksten siger: vi overtræder Guds bud, går imod Hans vilje."

Selv om Bibelen ikke siger noget direkte om færdelsregler, så kan der ikke være meget tvivl om, hvad der ville have stået, hvis den havde gjort det: At det naturligvis ikke er i orden at overtræde hastighedsbegrænsningerne.


Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Lagt på nettet 14.12.2006

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også