21.02.2006 12:00 Alder: 19 yrs

Skrevet af:
Peter Langborg Wejse

Hvordan blev hele kloden befolket?

Ligesom mange andre kristne er jeg overbevidst om at jorden er 6 - 10.000 år og ikke ca. 5 mia. år. Jeg har efterhånden også fundet ud af at evolutionsteorien, rent videnskabeligt, absolut ikke er 100% sikker. Men nu er der så et par andre ting der "irriterer" mig. F.eks. hvordan HELE jorden blev befolket. Selvom jordens kontinenter måske har flyttet sig lidt gennem tiden, må folk da alligevel have været utrolig gode til at bygge skibe for at kunne sejle til f.eks. Australien og Amerika. Det tvivler jeg dog lidt på, når man tænker på at Columbus havde store problemer med at sejle fra Spanien til Amerika, mange tusind år senere. Man må jo forvente at udviklingen mht. skibsbyggeri er gået frem med tiden. En anden ting jeg har tænkt på er også med hensyn til kontinenternes bevægelse. En teori går jo på at Indien-pladen oprindeligt kommer fra Afrika. Den har så bevæget sig hele vejen gennem det Indiske Ocean og op til Asien, hvor den nu "maser" sig ind mod og dermed skaber en bjergkæde. Alt dette virker meget sansynligt, især når man tænker på at folk fra Indien og omegen ligner afrikanere en del mere end andre asiatere. Mit spørgsmål går på om der er en forklaring på dette ud fra Bibelen? Enten må de have sejlet eller også har de "sejlet" på kontinenterne - men jeg tvivler nu også på at kontinenterne kan have bevæget sig SÅ meget på så få år. Håber meget i kan svare på dette.

Svar:

Jeg skal prøve at svare dig, men først vil jeg tillade mig at fokusere på dit spørgsmål om, hvordan alle kontinenter er blevet befolket:

Jordens alder - et åbent spørgsmål

Efter almindelig geologisk opfattelse er Jorden meget gammel, ofte anslås alderen til ca. 4,5 mia. år. Der er dog forskellige meninger om dette, men en alder på 6-10.000 år er meget svær at få til at hænge sammen med naturvidenskabelige data. Dette omkring Jordens alder er et meget debatteret emne, og du kan finde meget andet om det her på sitet og mange andre steder. Se f.eks

Hvor gammel er jorden?

Hvor gammel er jorden?

Passer istiden ind i en bibelsk tolkning af historien?

Nu er jeg ikke geolog, men biolog, og jeg ønsker ikke at gå ind i en lang diskussion omkring Jordens alder – men selv tror jeg at Jorden er væsentligt ældre end 10.000 år, hvad fx istiderne peger på….men jeg er ikke ekspert på dette område. Der er dog nogle grupper af kreationister som lægger megen vægt på en ung jord, hvorimod mange andre tillægger jordens alder mindre betydning. Bibelen kan jo også tolkes på flere måder hvad dette angår. Men nok om dette.

Folk i bevægelse

Jeg vil gerne fokusere på dit spørgsmål omkring hvordan kontinenterne alle er blevet befolkede. Og jeg tror faktisk, at svaret bliver det samme, uanset om man regner med en gammel jord og evolution, eller en ung jord og skabelse – eller for så vidt andre kombinationer! Mennesket er kommet til stort set alle egne af Jorden, og det er, fordi vi er gode til at flytte os og til at lave tøj, bygge huse osv. så vi kan leve under så forskellige forhold. Hvad angår det med at komme frem over så store strækninger, og det på et tidligt tidspunkt, hvor navigationen i det mindste ikke kunne forlade sig på GPS, så er det nok ikke så stort et problem. Vi ved jo, at Nordboerne var på Grønland og sågar i Amerika! Thor Heyerdahl har også ved sine bedrifter vist, at meget kan lade sig gøre med små midler, sivbåde osv. læs evt. om denne opdagelsesrejsende.

Forklaringen er ikke, at mennesket er udviklet før kontinenterne gled fra hinanden – ikke efter almindelig videnskabelig opfattelse i hvert fald. Denne adskillelse af kontinenterne skete længe før mennesket blev kom til, ifølge evolutionsteorien. Så, hvor fantastisk det end lyder, så har vi mennesker spredt os over store afstande og for længe siden. Det er i hvert fald mit bud på, hvordan det hænger sammen.


Skrevet af:
Peter Langborg Wejse

Lagt på nettet 21.02.2006

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også