Hvorfor fejrer vi pinse?

---

Svar:

Pinse er en af de tre store fester i kirkeåret, men den har aldrig haft helt samme folkelige appel, som jul og påske. Måske fordi den ikke er helt så let at få fat på indholdet af. Men det er en fest, der står direkte i forlængelse af både jul og påske.

Alle festerne i kirkeåret har Jesus Kristus som centrum og handler om, hvad Gud har gjort for os for at frelse os. I julen fejrer vi, at Gud blev menneske. Guds søn kom og levede det sande menneskeliv, som vi egentlig var skabt til at leve, men ikke kan. Men Gud blev ikke bare menneske for at vise os, hvordan vi skulle leve (og ikke kan), men for at gå ind i vores død og sprænge døden indefra. Det er dét, påsken handler om: Jesu død og opstandelse. Hvad så med pinse?

Ikke alene alligevel

Vi kan læse om den første kristne pinse i Apostlenes Gerninger kap. 2: Jesu disciple er samlet og fyldes af "Helligånden" med ret så drastiske fænomener til følge. Pinse handler om "Helligåndens komme". Men hvad betyder det så?

Både jul og påske handler om begivenheder i Jesu liv: hans fødsel, lidelse, død og opstandelse. Hvordan passer pinse ind i dette? Måske er det en god idé at gå om ad "Kristi Himmelfart" for at få styr på det:

Efter Jesu opstandelse var han sammen med disciplene i 40 dage, men så "fór han til himmels", som vi siger. Jesus forlader ganske enkelt denne verden - og dermed disciplene. Der er fortalt om det i Apostlenes Gerninger kap. 1. Jesus, der opstod fra de døde og ikke mere dør, er med andre ord ikke længere fysisk tilstede i denne verden. Jesus havde forberedt sine disciple på dette i sine afskedstaler, som vi kan læse i Johannes Ev. kap. 14-16. Her siger han til disciplene, at han vil "gå til Faderen", men også at han ikke vil forlade dem: "Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve" (14,18-19) og "det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer" ("Talsmanden"="Helligånden"). Han taler m.a.o. om, at han selv vil komme til dem og være hos dem, men formulerer det andre steder på den måde: at han vil sende "Helligånden" (eller "Talsmanden", "Sandhedens ånd"). Et sted siger han: "den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham" (14,23). Pinse har altså alligevel noget med begivenheder omkring Jesus at gøre:

Jesus forlod disciplene fysisk 40 dage efter sin opstandelse på Kristi Himmelfartsdag, men ikke for at forlade dem. Han ville "komme til dem" og være sammen med dem "åndeligt" i stedet. I virkeligheden var det "til bedste for dem" og for os, for nu skal man ikke rejse til Jerusalem for at finde Jesus (eller hvor han nu kunne have taget hen). For 50 dage efter sin opstandelse (10 dage efter sin himmelfart) "kom han til os", som han havde sagt, for at være sammen med os på en endnu mere radikal måde end før - ved "Helligånden". Nu kan man være lige så tæt på ham i Sønder Bøvling, som hvis man er i Jerusalem: "For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem" (Jesus i Matthæus Ev. 18,20).

Det er faktisk nøjagtig dét, vi tror der sker, når vi holder gudstjeneste i kirken. Den Jesus, der opstod fra de døde, er "midt iblandt os", fordi vi samles om ham ("i hans navn") og "holder fast i hans ord". Derfor kan man sige, at pinse er kirkens fødselsdag. For siden den dag har vi kunnet møde Jesus på denne "åndelige" måde i kirken. Hvis ikke der havde været pinse, havde vi faktisk ikke haft gavn af hverken jul og påske. Men fordi det blev pinse, har jul og påske noget med OS at gøre. Det, som Gud gjorde for os - det, Jesus gjorde for os - bliver direkte tilgængeligt for os: nemlig et direkte fællesskab med den levende Gud "ved Helligånden".

Derfor fejrer vi pinse.

---

Skrevet af:
Jan Mortensen

Lagt på nettet 21.05.2002