Zidanes exit


FOKUS VM-finalen kunne have været en eventyrlig afslutning på en forrygende og enestående karriere for den franske fodboldstjerne, Zidane. I stedet blev det et dumt usportsligt exit. Men det jeg ser, handler ikke først og fremmest om fodbold, men noget som vi alle kender til – og noget Jesus har talt om igen og igen.
Zidane får rødt kort

Det blev en VM finale, som desværre fik en grim plet. Hidsigheden klikkede over, og Zidane bankede sit hoved ind i brystet på den italienske modspiller Materazzi, som en anden hidsig stangende tyr, mens titusinde millioner af fodboldfans forfærdede så på, og dommeren efter lidt forvirring trak det røde kort op. Zidane var dømt ude. Jeg ved ikke om der findes nogen begivenhed i verden, der har samme opmærksomhed som en VM finale i Fodbold, og ingen scene kunne være mere perfekt for en verdensstjernes værdige punktum. Men Italien vandt guldet, og Zidane´s sølvsejr druknede i ét ydmygende skamfyldt fald, og ikke den svageste gnist af stolthed, kunne få ham frem i rampelyset og modtage sølv-trofæet og verdens hyldest.

Mere end fodbold

Jeg skal ikke analysere moralen i topfodbold – det er jeg ikke den rette til. Vi kan alle læse i aviserne i disse dage, at der er meget at snakke om, når det handler om spillernes omgangstone på banen. Den udfordring ligger andre nærmere end mig. Men det jeg ser, handler ikke først og fremmest om fodbold. Det handler om det helt indlysende, at vi dømmes på vore gerninger – og én grim handling, kan ødelægge så ufattelig meget godt.

Sådan er det i vores liv og i samværet med andre mennesker. Vi kender det alle. Pludselig flyver en sårende bemærkning ud af munden på dig, eller vreden eller irritationen løber af med dig, og du mister for et øjeblik selvkontrollen.

Så mange gode intentioner og positive anstrengelser falder til jorden, fordi vi dummer os og begår en alvorlig fejl. Nogen mister tilliden til dig, bliver usikre eller såret. Andre bliver vrede og vender dig og dit ”projekt” ryggen.

Nu er jeg ikke inkarneret fodbold-entusiast, og med risiko for at træde i det, vil jeg alligevel sige, at Zidane på det punkt, hverken er mere eller mindre helt eller skurk end alle os andre. Han har arbejdet hårdt og opnået en høj ankerkendelse og sat en god udvikling i gang. Har vi ikke alle set det samme helt andre steder, end på fodboldbanen?

Har vi ikke oplevet hvordan meget godt er blevet tabt på jorden eller er kommet i fare for at blive overskygget af kedelige dumheder? Og nu tænker jeg ikke på Tour de France, hvor dopingmistanke også lige har sat vores helte ud af løbet. Nej jeg tænker på min egen hverdag, for sådan lærte Jesus os, at det er: ”Et træ kendes på dets frugter”, sagde Jesus. Der er ingen vej udenom. Det er på vores gerninger, at vi dømmes – og lad bare både fodbold og cykling minde os om det.

En vej til Sejr

Men der er alligevel en stor forskel på det Jesus lærer os, og så sportens verden. For Jesus giver os ikke det røde kort, som reaktion på vores fald, svigt og dumheder. For Jesus er intet utilgiveligt. Jesus siger i stedet, erkend dine fejl og kom og Følg mig.

Der kom en rig mand til Jesus, der mente at have overholdt alt i loven til punkt og prikke, og manglede at vide, hvad der mere skulle til, for at han kunne få del i det evige liv. Der står, at Jesus fattede kærlighed til ham, og sagde, at han skulle give sin rigdom væk til de fattige og så komme og følge ham. Det var lige præcis dét, den rige mand ikke magtede. Han gik bedrøvet bort. Hvis han nu havde sagt: ”ok, Jesus, alt hvad du siger vil jeg gøre”, og så givet alt væk, havde det så været nok? Det så vi jo faktisk en anden, der gjorde, tolderen, Levi, han gav 4 gange tilbage, hvad han havde snydt folk for. Men Jesus sagde ikke, fint nu har du opfyldt alt og gjort dig fortjent til det evige liv. Jesus sagde: Kom og følg mig.

Vi kommer til kort, hvis vi tror, at vi skal klare os ind i evigheden på grund af vores gerninger. Men fordi Jesus siger: Kom og følg mig, så kan vi trods fald og svigt en dag træde frem og modtage sejrsmedaljen: det evige liv. Jesus lader ingen af sine efterfølgere glide væk i et ydmygende exit. I stedet trækker Jesus os frem, og rækker os sejrstrofæet og siger: Jeg vandt den for dig – den er din.



Benna Asmussen Hørlück, 12/07/2006

 

Indre Missions Tidende - gratis i 4 uger

| Sitemap | Til toppen© 2001-2013 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale.
Silkjær