Nadveren

PS: De indrykkede afsnit er Luthers forklaringer fra hans "Lille katekismus"

TROENS ABC Nadveren er det andet af de to sakramenter i den evangelisk-lutherske kirke. Det første er dåben.

De to sakramenter hænger sammen. Dåben er indgangen til livet med Gud og skal aldrig gentages. Nadveren er næring til vandringen med Gud og er derfor noget, vi skal have igen og igen. Eller som Jesus sagde: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.« (Joh. 13,10). I dåbens bad blev vi renset for al synd. Men det onde virker stadig i os og med os. Derfor har vi brug for at få »vasket fødderne« mange gange.

Samtidig er nadveren et synligt udtryk for det kristne fællesskab, som vi blev sat ind i ved dåben. Ved alterskranken samles vi med hinanden til et fælles måltid, som fortsætter og fuldendes i evigheden. (Matt. 26,29).

Hvad er nadveren?

Nadveren er vor Herres Jesu Kristi virkelige legeme og blod, som han selv har givet os kristne at spise og drikke i form af brødet og vinen.Det skriver evangelisterne Matthæus, Markus og Lukas og apostelen Paulus: »Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: Tag det og spis det; dette er mit legeme, som gives for jer.Gør dette til ihukommelse af mig! Ligeså tog han også bægeret efter måltidet, takkede, gav dem det og sagde: Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« (Matt. 26,26-28; Mark. 14,22-24; Luk. 22,19-20; 1.Kor. 11,23-25).

(Luther)

Når vi går til alters og får brød og vin, så spiser og drikker vi i virkeligheden Jesus, som blev korsfæstet langfredag. Brødet og vinen er nemlig Jesu krop (legeme) og Jesu blod. Samtidig med at det stadigvæk er brød og vin – og smager som det.

Vi får ikke brødet og vinen bare for at huske på, at Jesus døde på korset. Men vi spiser virkelig Jesus selv, sådan at han bliver en del af os. Hans krop og blod bliver optaget i vores krop og blod, sådan som det, vi spiser, altid bliver optaget i os og giver os næring.

Jesus har selv bestemt, at vi må få ham på den måde.

Til hvad nytte er det at spise og drikke på den måde?

Det viser de ord, Jesus siger: »gives for jer« og »udgydes for jer til syndernes forladelse«. På grund af de ord får vi i denne hellige handling (sakramente) tilgivelse for synden, liv og frelse. For hvor der er tilgivelse for synden, er der også liv og frelse.

(Luther)

Et nyfødt barn skal have noget at spise for at kunne blive ved at leve. Sådan har vi også brug for næring til det nye liv, som vi blev genfødt til i dåben. Vi har brug for hjælp til at tro. Den næring får vi i nadveren.

I nadveren modtager vi syndstilgivelsen igen og igen. For Jesus siger, at når vi spiser brødet og drikker vinen ved nadveren, får vi hans legeme og blod. Og da hans legeme døde, og hans blod flød på korset, var det på grund af vore synder og for at tage straffen i stedet for os. Det er det, vi modtager og får del i gennem brød og vin.

Derfor skal vi ikke selv dø for vor ondskab, men leve et helt nyt og evigt liv. (Joh. 6,53-56).

Hvordan kan det, legemligt at spise og drikke, gøre så meget?

Det er heller ikke det at spise og drikke, som gør det. Men ordene, som siger: »gives for jer« og »udgydes for jer til syndernes forladelse«. De ord er det vigtigste i nadverens sakramente sammen med det at spise og drikke. Og den, der tror på de ord, han har allerede fået det, som ordene lover og siger, nemlig »syndernes forladelse«.

(Luther)

Nadveren kaldes et sakramente, fordi det er en hellig handling, som er indstiftet af Jesus. Dåben er også et sakramente. For at noget kan kaldes et sakramente, skal der være et ydre tegn sammen med nogle ord, hvor Jesus lover at give noget igennem tegnet. Både ordet og tegnet hører med.

I dåben er det ydre tegn vandet, og i nadveren er det brødet og vinen.

Brødet og vinen får kun betydning, fordi vi får det sammen med Jesu ord, hvor han siger, at det er Hans legeme og blod, og at det bliver givet til os, for at vi kan få tilgivelse for synden.

Og den tilgivelse har vi, hvis vi tror på, at Jesus giver os den, når vi spiser brødet og vinen. Ligesom han har lovet det.

Hvem modtager så dette sakramente værdigt?

Man kan vel forberede sig til at gå til alters på en fin ydre måde ved f.eks. at lade være med at spise. Men den, som har troen på disse ord: »gives for jer« og »udgydes for jer til syndernes forladelse«, er værdig og velforberedt. Men den, som ikke tror disse ord eller tvivler på dem, er ikke værdig og beredt. For ordet »for jer« kræver lutter troende hjerter.

(Luther)

Jesus har givet os nadveren for at hjælpe os til at holde fast ved, at han virkelig døde for at frelse os. Derfor giver han sit legeme og blod direkte til hver enkelt af os, når vi går til alters. Og han ønsker, at vi tager imod det i tro.

Vil vi ikke tro på, at tilgivelsen rækkes til os, når vi får brødet og vinen, gør vi grin med Guds gaver ved at gå til alters. Så viser vi i virkeligheden, at vi ikke regner det for at være noget værd.

Du skal ikke være så og så god eller »from« for at kunne gå til alters. Der kræves kun én ting for at gøre det på en ordentlig måde: Troen på, at Jesu død gælder for dig helt personligt. Fordi du spiser den krop og det blod, som døde for alverdens synd, og som nu bliver givet lige præcis til dig.

Ved troen tager vi imod Guds gaver og lever i dem. Derfor er troen så vigtig.