Dåben

PS: De indrykkede afsnit er Luthers forklaringer fra hans "Lille katekismus"

TROENS ABC Dåben er ligesom nadveren et af sakramenterne i den evangelisk-lutherske kirke. Det betyder, at det er en hellig handling, som er indstiftet og velsignet af Gud.

I dåben bliver vi Guds børn og en del af kirkens fællesskab. Dåben gør os til med-lemmer af kirken, både juridisk og åndeligt.

Jesus siger, at vi skal lade de små børn komme til ham. Og at ingen kommer ind i Guds rige, hvis de ikke tager imod det ligesom et lille barn. (Mark. 10,13-16). De ord bliver læst i kirken, når der er dåb. Og de fortæller os, at man ikke skal være stor eller voksen for at komme til Gud. Derfor døber vi børn, mens de er små.

Også når det er en ung eller voksen, der bliver døbt, er det i virkeligheden en »barnedåb«. For de får Guds rige givet ligesom et lille barn: uden at have fortjent det.

Hvad er dåben?

Dåben er ikke bare vand. Men den er det vand, som er påbudt af Gud og forbundet med Guds ord. Nemlig det ord hvor Jesus siger: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.« (Matt. 28,19).

(Luther)

Det er ikke nok at øse vand over hovedet, hvis det skal være en kristen dåb. Det er heller ikke nok at sige: »Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn« - uden at bruge vand. For vandet og ordet hører sammen. Begge dele skal være med i en kristen dåb.

Men når både vandet og ordet er med, er det til gengæld nok til at give mennesker den allerstørste gave, de kan få: at høre sammen med Jesus og blive Guds børn. Det har Jesus selv sagt.

Hvad gavner dåben?

Dåben giver tilgivelse for synden, befrier fra død og Djævel og giver det evige liv til alle dem, som tror på det. Sådan som Guds ord og løfte siger: »Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.« (Mark. 16,16).

(Luther)

Ved dåben får den enkelte del i den frelse, som Jesus kom for at give alle. Da vi blev døbt, blev Guds tilgivelse givet til os personligt. Så skal vi ikke dø evigt og gå fortabt på grund af vor ondskab, men få frelse og evigt liv på grund af Jesus.

Det må vi tro på og holde fast ved. På den måde tager vi imod den store gave, som vi har fået i dåben. Men hvis vi ikke vil tro på Guds tilgivelse, har vi ikke gavn af dåben. Så siger vi nej til Guds gave. Dåb og tro hører sammen.

Hvordan kan vand gøre så meget?

Det er heller ikke vandet, der gør det. Men ordet og troen: Guds ord, som hører sammen med vandet. Og troen, som stoler på det ord. Uden Guds ord er vandet bare vand og slet ingen dåb. Men sammen med Guds ord er det en dåb. Så er vandet livets vand, fuldt af nåde. Et bad, som giver ny fødsel ved Helligånden. Som apostelen Paulus siger: Han frelste os »ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv.« (Tit. 3,5-7). Det står fast.

(Luther)

Det er kun, fordi Guds ord og løfte er med ved dåben, at vandet kan få så stor betydning. Det er nemlig det ord og løfte, som troen holder fast ved.

Men når Guds ord er med, så afgør vandet også det allervigtigste: forskellen mellem liv og død. Dåbens vand giver nemlig livet. Det evige liv. Uden at vi har fortjent det. Altså af nåde (nåde betyder gratis).

Derfor kan dåbens vand kaldes livets vand. I dåben blev vi født igen: født til et nyt liv. Et liv som Guds børn og i hans tilgivelse. I dåben giver Gud sin Helligånd, og Helligånden giver livet en ny retning: Et liv i tro på Gud • medd retning mod evig glæde og evigt liv hos ham.

Hvad betydning har det så, at der bruges vand?

Det betyder, at det gamle menneske i os ved daglig anger og tro skal druknes og dø sammen med al synd og ond lyst. Til gengæld skal der så hver dag fremkomme og opstå et nyt menneske, som lever evigt i retfærdighed og renhed for Gud. Apostelen Paulus siger det på denne måde: »Vi blev altså begravet sammen med Kristus ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.« (Rom. 6,4)

(Luther)

Når vi er døbte, tilhører vi Gud. Men det onde arbejder stadigvæk i os. Derfor har vi brug for at blive ved med at bede Gud om tilgivelse. Når vi hører Gud til, kan vi ikke bare være ligeglade med vor synd. Vi må hver dag vende os bort fra den og indrømme og bekende den for Gud.

På den måde drukner det »gamle« menneske hver dag. For det onde får ikke lov at få sin vilje med os: at føre os til fortabelsen.

Holder vi fast ved den tilgivelse, som Gud allerede har givet os i dåben, så får det nye liv lov til at leve i os. Ikke sådan at vi pludselig aldrig har lyst til noget ondt. Men fordi vi er døbte og tror på Hans tilgivelse, regner Gud os for at være retfærdige. Det vil sige: Gud tænker ikke længere på vor ondskab, men ser på os, som om vi er lige så gode og rene som Jesus.

I dåben kom Jesu død og opstandelse nemlig til at gælde for os. Vi døde og opstod sammen med ham. Til et nyt og evigt liv.