Afslørende fotos


Royale fly 210px

I sidste uge kunne vi se hele forsvarets skinnende grej i opvisning på land, til vands og i luften. Et F16 fly havde fået malet det royale monogram på halen, for dette drejede sig om en hyldest til det kongelige brudepar. Den vil jeg ikke pille i stykker, men jeg må indrømme, at jeg ikke kan falde i henrykkelse over at se ”hovedet” på et missil, hvad enten det drejer sig om en laser-styrede eller tv-styret bombe. For krigens renskurede væsen står i disse dage til fald. Det kan godt være, at vi i forårssolen på Langelinie i Royal og national stemning kan overbevise os selv om, at de krige vi går ind for, udelukkende handler om forsvar for de sande og gode værdier, vi har bygget vores samfund på. Vi kan måske endda føle en national stolthed over, at vi i kampen for disse værdier har et militær grej med en imponerende udstråling, fart, præcision, stjerner, bånd og kasketter.

Afskyelige trofæ-fotografier

MEN samtidig går en række modbydelige billeder af tortur og ydmygelser verden over. Billeder der kommer til at ændre vores syn på historien. Britiske og Amerikanske soldater har ladet sig fotografere i hoverende positioner i total magt og kontrol, demonstrerende den ægte stinkende ydmygelse og tortur af Irakiske fanger. Ikke nok med det, så hører vi, at det ikke er enkeltstående nye tilfælde. En af Danmarks mest internationale erfarne militærfolk, oberst Lars R. Møller, kalder det et fænomen, der på et eller andet plan er dukket op i de lukkede militære miljøer under internationale operationer. Vi ånder lettet om, da han fortæller, at man ikke kender til episoder med danske soldater, selvom der har været optræk til noget der ligner. Han beskriver en række afskyelige episoder, som jeg ikke kan få mig til at gengi` og mener, at det måske ligefrem handler om et normsæt, hvor det giver status at samle trofæ-fotografier: se mig her med mit nedlagte bytte! Og fotografierne skal helst overgå de før sete.

Hvad er der lige der sker her?

Vi står pludselig med et kæmpe forklarelsesproblem, af de grimme. Hvad var det lige vi skulle tænke om denne krig? Hvad var lige baggrunden? Handlede det ikke om at krigen i Afganistan og Irak er befrielsesaktioner, som vi moralsk er forpligtet til, selvom det indebærer brug af magt og militær, og selv om det koster uskyldige menneskeliv. Er vi ikke i Irak fordi vi ikke vil lulle os ind i vores egen bekvemmelige ego-søvn?

Men krigens ansigt viser sig med disse billeder fra en anden side. De sender et skræmmende hoverende og indbildsk budskab: Vi er de rigtige og de gode, og de andre er de forkerte og de onde.

Disse sager skal efterforskes og situationerne kan meget vel komme til at se mere nuancerede ud, ansvaret kan ligge mange steder, dårlig træning, ringe forberedelse, underbemanding, pres, savn, følelse af meningsløshed, fejlplaceringer m.m.

Liv og ansvar

Men – men – men.... intet kan fratage den enkelt ansvaret for sit eget liv. Har du glemt det? Hvis vi med vores hånd er med til at bringe en anden til fald, så hug hånden af, eller foden, hvis det er den, du ikke kan styre..... Bibelen lærer os ikke her selvdestruktion men selvransagelse. Hvordan påvirker du andre mennesker – viser du dem respekt eller bringer du dem til fald? Det er enkelt og banalt, vi behøver ikke gøre det så kompliceret. Du kan ikke læne dig op af et panel, der kan dokumentere andres fejl i samme sag. Guds normsæt ændrer sig ikke – der er ikke undtagelsestilstande, krigsscenarier hvor han ser bort fra den udrustning han har givet hvert menneske: at forvalte sit liv til Guds ære. Det kan vi gøre uanset status, høj eller lav – uanset om vi er blandt fremmede eller blandt vor egne. Uanset om vi lever et liv, hvor vi bliver hyldet offentlig (og til andre tider hængt ud) eller om vi lever i et lukket miljø, hvor vi ikke tror, vore handlinger behøver at kunne tåle dagens lys.

Tag dette som en påmindelse om, at det liv du har fået, skal leves til Guds ære. Normsættet kender du. Det er lagt i dit hjerte fra skabelsen, og vi har Bibelens vejledning. Ingen af os kan fremvise et liv i renskuret pragt og glimmer. De ”billeder” du har, som afslører dig, må du bringe frem i Guds lys og bede om tilgivelse. Så kan dit liv stadig være til Guds ære.

Benna Asmussen Hørlück, 10/05/2004
Diskuter denne artikel i vores debatforum.

 

Filmogtro.dk

Brug for én at tale med?

I samtalerummet kan du tale med en kristen om alt, hvad du har på hjerte. Det er 100% anonymt, live og fortroligt.

| Sitemap | Til toppen© 2001-2013 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale.
Silkjær