Lev livet nu!

Opfordringen kommer fra David Bowie, engelsk musiker og trendsætter gennem snart fire årtier (i et interview i Jyllands-Posten d.18.december 1999, i forbindelse med hans optræden for sit danske puplikum). Bowie hører til de mange, der har gjort sig en del tanker om tilværelsen, og det er det resultat, han er kommet frem til. "Det handler om at leve nu". Og heri er jeg fuldstændig enig med ham. Uanset hvilke tanker vi gør os om tilværelsen, uanset hvilke værdier vi bygger vort liv på, uanset hvordan vort verdensbillede ser ud og uanset hvad det gode liv indebærer for os, har vi det til fælles, at vi nærer et dybt ønske om at få det bedste ud af livet. Vi går efter at få et godt liv. Intet mindre. Og hvad er så mere oplagt end at begynde med "at leve nu"?

"Ude i fremtiden er der tomt...
Der er ingenting. Det eneste, der er derude, er det, vi skaber nu. .... Fremtiden er ikke noget", fortsætter Bowie i interview´et som begrundelse for, at det handler om at leve livet nu og her. Intet i interview´et giver indtryk af, at Bowie føler nogen grund til at hovere over denne indsigt. Han sætter bare ord på fremtiden, som den tager sig ud for ham.

Og hans måde at ræsonnere på er til at forstå. Det er muligt, at Bowie kunne ønske det anderledes, men hvis det forholder sig sådan, at fremtiden er tom - uden mening, uden indhold, - så må det jo handle om at leve livet nu og her, og forsøge, under de givne vilkår, at få det bedst mulige ud af det. For mig at se, er Bowies syn på fremtiden nedslående og en dyster begrundelse for at leve livet her og nu. Men i så fald det er de givne vilkår, kommer vi ikke udenom at måtte forholde os til det. Og det kan jo ikke udelukkes, at Bowie har ret.

Arvet gudløshed
Bowies "bekendelse" er et eksempel på, hvordan fremtiden ser ud i et verdensbillede, hvor der ikke eksisterer nogen personlig gud. For år tilbage var det ikke sjældent, at man fornemmede en betydelig triumferen hos ateismens fortalere. Sådan er det ikke mere. I vores tid har så mange efterhånden smagt konsekvenserne af at leve et liv uden gud, at der ikke mere er plads til nogen triumferende attitude over det faktum, at det efterhånden er lykkedes os at fjerne bevidstheden om gud fra vort samfund.

I århundreder har den vestlige verdens kultur og vore samfund været præget af og bærer af kristendommens verdensbillede og værdinormer. Menneskesynet og opfattelsen af tilværelsen har haft sit udspring i kristendommen. Sådan er det ikke mere. I vor lovgivning og i vort samfund som sådant er der stadig tydelige spor af vor kristne kulturarv, men for den enkelte dansker spiller den kristne Gud ikke mere nogen betydelig rolle. Med rette taler nogle om, at vi lever i en post-kristen kultur.

Tiden er gudløs. Og vi er alle præget af den - mere eller mindre. Men det er jo hverken dig eller mig, der har valgt, at tiden skal være, som den er. Det er ikke os, der har afskaffet troen på Gud eller bestemt, at vort samfund konsekvent skal bevæge sig væk fra vor kristne kulturarv. Ret beset har vi arvet gudløsheden. Og tager vi denne arv til os, udelukker vi samtidig os selv fra muligheden for at forholde os til en personlig gud. Men det behøver vi ikke at gøre. Det er ikke noget tilfælde, at Bowies gudløshed finder genklang hos os selv, for det er vor fælles arv fra generationerne før os. Men hverken Bowie eller vi behøver at lade denne arv styre vore valg og vor tilværelse. Vi behøver ikke blot at overtage gudløsheden. Det er ingen naturlov, at vi blot skal følge strømmen. Personlig stillingtagen er en mulighed.

En verden til forskel
"Det handler om at leve nu". Men det gør en verden til forskel på hvilke præmisser, jeg lever livet her og nu. Vores forventning til fremtiden har det med at kaste sit forklarende lys tilbage på vores nutid og sætte dagsordenen for den. Vores dag er styret af, hvad vi forventer morgendagen vil bringe..... Er der grund til håb eller frygt? Vil fremtiden møde mig med noget positivt eller noget negativt, - eller med tomhed? Der er en verden til forskel på, om jeg lever dagene i en overbevisning om, at fremtiden er tom, eller med en overbevisning om at Gud er.

Gudsbeviset
Op gennem århundrederne er der masser, der har fremsat gudsbeviser; beviser på en guds eksistens. Allerede Platon fremkom med sit bud på at bevise, at der måtte eksistere en guddom, det såkaldte kosmologiske gudsbevis. Senere fulgte det teleologiske gudsbevis, det ontologiske, det historiske, det moralske, det psykologiske gudsbevis og flere til. Problemet med disse gudsbeviser er, at ingen af dem kan overbevise selv det mest velvillige menneske om guds eksistens og endnu mindre om eksistensen af Bibelens Gud - den kristne Gud. Svagheden ved disse beviser er, at de i ordets egentlige betydning ikke er beviser, men blot fremkommer med en række indicier på eksistensen af en gud. Noget andet er så, at de alle sammen kan være gode nok at få forstand af.

Det indebærer imidlertid ikke, at det er yderst usikkert, om Bibelens Gud i det hele taget eksisterer. Det indebærer derimod, at han ikke er en Gud, hvis eksistens eller væsen kan forklares, så det overbeviser enhver, der kommer i berøring med alle de gode argumenter og indicier.

Ved første tanke kunne man måske fascineres af tanken om med selvsikker mine at drage ud i verden med rygsækken fyldt af skudsikre gudsbeviser for sejrssikker at overbevise mængderne om guddommens eksistens. Men heldigvis vil et sådant forsøg være dømt til at mislykkes. Den Gud, jeg tror på, er ikke en sådan gud, man lærer at kende alene i kraft argumenter og overbevisende tale. Hans eksistens - og endnu mindre hans væsen - kan ikke bevises ved hjælp af pen og papir og en times koncentration.

Gud har gjort sig selv kendt
Jeg er overbevist om, at Bibelens Gud er en levende virkelighed. Fra tid til anden har jeg brug for at gennemtænke argumenterne for kristendommens troværdighed, men grundlaget for min tro på Bibelens Gud er ikke først og fremmest indicier for hans eksistens og kloge menneskers overbevisende argumenter.

Vi kan gøre os mange tanker og forestillinger om det guddommelige, men til syvende og sidst er vi overladt til egne tanker, ønsker og fornemmelser. Det skorter imidlertid ikke på antallet af dem, der på forskellig vis grundigt har fastslået, at vi mennesker ikke har skyggen af mulighed for at tænke os frem til hverken guds eksistens eller hans væsen.

Og de har jo ret. Hvem kan satse sin eksistens på troen på en gud, som man dybest set godt ved blot er et produkt af ens egen tankevirksomhed, og samtidig tage sig selv alvorligt? En gud, man selv har udtænkt og "skabt", bliver vel højst til noget, der nu og da kan krydre tilværelsen med et religiøst aspekt? Grundlaget, for at vi kan vide noget sikkert om Gud, er at han selv har givet sig til kende for os og sagt os, hvem han er. Det har han gjort igennem sit ord, Bibelen, og ved sin søn, Jesus Kristus. Derfor kan vi vide, ikke blot at han eksisterer, men også hvordan han er. At Gud har givet sig til kende for os mennesker på disse måder, betyder ganske meget for mig og min tro på ham. Samtidig kan jeg ikke fortænke den, som ikke selv kender Bibelens Gud, i at være ganske uimponeret af det. For faktum er, at hverken gudsbeviser, indicier eller endog Bibelens vidnesbyrd om sig selv som værende Guds selvåbenbaring, overbeviser den, som Gud ikke selv har mødt.

Årsagen, til at jeg er overbevist om Bibelens Guds eksistens, er, at han selv har mødt mig og derigennem overbevist mig om både hans eksistens, og om hvordan han er.

Du kan lære Gud at kende
Det sker ikke pr. automatik. Men Gud siger i sit ord, Bibelen, at den, der søger ham, vil han aldrig vise bort. Måden, hvorpå du søger Gud, er at bede til ham og ved at læse i Bibelen. Og så kan det ske, at Gud møder dig gennem sit ord, så du ikke mere tvivler på hans eksistens.

Nu er det jo ikke sikkert, at du har lyst til at lære Bibelens Gud at kende, men for at du kan have noget at forholde dig til, vil jeg fortælle dig om, hvorfor jeg selv er kristen, og hvad det indebærer for mig at være det. Troen på Gud og livet sammen med ham er nemlig et par af de mange ting i tilværelsen, som ser temmelig anderledes ud "indefra" end "udefra". Men først vil jeg komme ind på, hvad Bibelen siger om Gud.

"Gud er kærlighed"
Det er Bibelens helt centrale melding, når den beskriver, hvem Gud er (se f.eks. Johannes´ 1. Brev kap.4, vers 16). Gud er kærlighed, og alt, hvad han gør, udspringer heraf. Derfor elsker han alt, som er godt og værner om det. Af samme grund hader han det, som er ondt, og udrydder det, som ødelægger og nedbryder det gode. Derfor kommer Guds kærlighed til udtryk som en hellig vrede i forhold til det, der er kærligheden og det gode imod.

Bibelen beskriver Gud som den, der har udtænkt og skabt alle ting. Månen og stjernerne, solen og jorden, alt i universet har han skabt (1.Mosebog kap.1-2). Og kronen på hans skaberværk er mennesket. Vi er skabt "i Guds billede", d.v.s. så vi ligner ham på mange måder. Det, at vi er skabt i Guds billede, betyder bl.a. at vi er skabt til livsfælleskab med ham.

Gud er almægtig og alvidende. Han er den, der opretholder alt i sit skaberværk og kender os fuldt ud, og som både har vores fortid og vores fremtid i sine hænder.

Guds søn, Jesus Kristus, blev menneske
Der er uden tvivl et væld af årsager til, at Bibelens Gud tilsyneladende ikke spiller nogen betydelig rolle i langt de fleste danskeres hverdag. Hver enkelt har sin helt personlige historie at kunne fortælle. Bibelen siger, at selve grundproblemet er vores synd. Synden består i, at vi har gjort oprør mod Gud. Vi har forkastet ham som skaber og opretholder, og afsat ham som Gud i vore liv. Heri ligger årsagen til vores gudløshed. Den kærlige Gud bliver vred over synden, fordi synden er det, der nedbryder fællesskabet mellem Gud og mennesker og modarbejder det, som er godt. Når jeg betragter mit eget liv, er det langtfra altid, jeg oplever min synd som selve grund-problemet i mit forhold til Gud. Men oprøret mod Gud kender jeg kun alt for godt fra mig selv.

Adskillelse er kærligheden imod. Gud har ikke ønsket, at adskillelsen mellem mennesket og ham skal være permanent. Han ønsker fællesskab med det menneske, som han har skabt til livsfælleskab med sig. Derfor sendte Gud sin søn, Jesus Kristus, for at han skulle tage straffen for al verdens synd.

Jeg tror aldrig, jeg til bunds kommer til at forstå Bibelens lære om Gud som den treenige Gud, altså det at den ene og samme Gud giver sig til kende for os som Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. Samtidig er jeg overbevist om, at det er i treenighedens paradoks, forståelsen af Jesus Kristus og hans lidelse og død, er at finde. Jesus Kristus er Guds søn, og samtidig er han Gud selv. Da Jesus Kristus tog straffen for al verdens synd på sig og døde på et kors, var det ikke et tilfældigt menneske, Gud lod dø, men Gud selv, som tog straffen for al verdens synd. Kun i det lys er det muligt at se Jesu Kristi død som udtryk for Guds kærlighed. Han døde for hele verdens synd, for at vi kunne gå fri. Gud forsonede verden med sig ved at lade sin søn tage straffen for alle menneskers synd.

Jesus siger: "For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham." (Johannes-evangeliet kap.3, vers 16-17).

Hvorfor er jeg kristen?
Hvad vil det egentlig sige at være kristen? Under et interview i en fjernsynsudsendelse i forbindelse med sin tiltræden fik en af vore biskopper stillet dette spørgsmål. "Det vil sige et menneske for hvem personen Jesus Kristus betyder noget afgørende", svarede han. Det synes jeg faktisk, var et ganske dækkende svar.

Hvorfor er jeg kristen? Jeg er overbevist om, at det først og fremmest skyldes, at Gud har mødt mig og overbevist mig om sin eksistens og sin kærlighed til mig. Med den viden oplever jeg egentlig, at jeg ikke reelt har andre muligheder. Noget andet er så, at det samtidig er mit dybeste ønske at leve i Guds kærlighed. Jeg tror, jeg kunne vælge at undertrykke min viden om og mit forhold til Gud, men det faktum, at Gud har mødt mig, gør, at jeg aldrig vil kunne leve mit liv, som om han ikke eksisterede. Men hvorfor skulle jeg forsøge at flygte fra Gud, når jeg er overbevist om, at han elsker mig og kun vil mig det bedste?

Og så ved jeg ikke, hvad jeg ellers skulle gøre med min synd og min skyld. Jeg må indrøm-me, at det langt fra er altid, at jeg oplever min synd som så stort et problem, at det skulle være nødvendigt, at et andet menneske skulle dø for den. Til andre tider aner jeg, hvor kolosalt meget den synd, som er min, og som jeg må tage på mig som mit ansvar, formår at nedbryde og udrette af ondt. Jesu død siger mig, hvor alvorligt Gud ser på synd.

Jeg kan tage fejl, men jeg forestiller mig, at det, som jeg kender fra mig selv som svigt, egoisme og onde tanker om andre, i hvert fald umiddelbart ville være til at leve med, i så fald Gud ikke var en del af mit liv. Hvis den norm, jeg i min samvittighed vurderes efter, ikke var Guds norm, men et sammenkog af andre menneskers liv og færden. Men på den anden side; svigtene, egoismen og de onde tanker ville jo være de samme. Måske ville de blot komme til udtryk som en udefinerlig følelse af skam og skyld, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved og endnu mindre, hvor jeg skulle komme af med........ Jeg må sige, at hvis jeg ikke kendte til den tilgivelse for egoisme og ondskab, som Gud har givet mig p.g.a. Jesu stedfortrædende død, ja, så vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre ved den. Jeg er bange for, at selv om jeg skulle få held til at få skubbet synden et godt stykke bort fra min samvittighed, så den ikke vedblivende og tærende hånede mig, så ville min synd og skyld blive liggende et eller andet sted i min bevidsthed og forhindre min personlige integritet og sindets sundhed. Der ville være en størrelse, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved, og som det ikke vil kunne lykkes mig at overse og lade som om ikke eksisterede.

Nogle siger, at vores tid er overfladisk og ikke er til alvor og fordybelse. Måske har de ret, men ikke desto mindre oplever mange mennesker et dyb af sorg og smerte, som de ikke ved, hvad de skal gøre ved.

Jeg er ikke kristen, fordi jeg tror, tilværelsen derved er lettere. Faktisk tror jeg, at det at være kristen indebærer, at det modsatte på nogle måder er tilfældet. Men jeg ønsker at være kristen, fordi jeg er overbevist om Guds kærlighed til mig, fordi jeg ganske enkelt har brug for den tilgivelse og samvittighedens renselse, som jeg får fra Gud, og fordi jeg ved, at Gud ikke alene siger mig sandheden om mig selv og min synd, men også om hans ubetingede barmhjertighed mod mig.

Og så siger min erfaring mig, at Gud er den eneste, jeg ønsker at være helt gennemsigtig overfor. Han er den eneste, overfor hvem jeg tør bekende dybden af mine fald, omfanget af min egoisme og mit hjertes tilsyneladende uforbederlighed med den ydmygelse, der ligger heri. Han er den eneste, overfor hvem jeg tør vedkende mig det fulde ansvar for den skyld, som er min. Hvorfor? Jo, for overfor Gud er jeg samtidig elsket med en kærlighed, som ikke kender til betingelser. Og jeg har brug for sådant et sted, hvor jeg kan blive gennemsigtig, vide mig gennemskuet og aldrig vil blive forkastet. Derfor har jeg brug for Gud. Jeg har brug for et sted, hvor jeg kan være fuldkommen tryg, og hvor al frygt forsvinder. Derfor elsker jeg ham.

Jesus fascinerer mig
Noget at det, der fascinerer mig mest hos Jesus er, at han gang på gang valgte at sætte sine egne behov til side for at imødekomme sine medmenneskers. Selv det at blive naglet til et kors, med de helt ufattelige smerter det indebar, afholdt ham ikke fra at have omsorg for sine nærmeste og deres fremtid (se Johannes-evangeliet kap.19, versene 25-27). Han gav sig selv hen i døden, for at vi ikke skulle straffes for den synd, vi er ansvarlige for.

Netop ved at tilgive vores synd, forløste han alle os, for hvem det ville være fatalt selv at skulle bære en retfærdig straf for den synd, vi har gjort os skyldige i.

Han kom for at viderebringe den fred, som råder hos Gud, så vi har mulighed for at kende til den i vort eget liv.

Hans mission var at genoprette alle de brudte forhold. Genoprette forholdet mellem Gud og en menneskehed, der var kommet væk fra sin skaber. Han kom for at genoprette tilværelsen for mennesker, hvis liv imod deres inderste vilje er kørt ud på et sidespor. Når jeg ser mit liv i det lys, der falder ind over det fra Jesus Kristus, giver det mening for mig at lade mig forpligte i forholdet til medmennesket, også når det indebærer, at jeg må udsætte mine egne behov. Jeg ved, hvilke afkald han led for at skabe grundlaget for, at mit liv kunne blive genoprettet. Jesu afkald for min skyld sætter mine små afkald i forpligtelsen i forholdet til mit medmenneske i perspektiv.

Et godt liv
Som alle andre mennesker ønsker jeg mig, at mit liv skal blive godt. Det ønske for mit liv er jeg overbevist om, at jeg har til fælles med Gud, og jeg har tillid til, at de rammer og etiske retningslinier, han afstikker for mig at leve efter, er gode for mig, - også når de går på tværs af det, jeg umiddelbart selv havde tænkt mig. Min Gud er den Gud, der både har udtænkt og skabt menneskelivet. Derfor ved han også, hvad et godt liv indebærer. Han ved, hvordan et godt menneskeliv skal leves.

For ham er jeg den, jeg er
At være kristen betyder ganske meget for mit forhold til mig selv, ja, for selve min identitet.

Det hænger for det første sammen med det, som jeg var inde på før, nemlig at i mit forhold til Gud vover jeg at være gennemsigtig. Her vover jeg at være den, jeg er. Her vil jeg ikke kunne være noget, gøre noget eller sige noget, som får Gud til at tage afstand fra mig, for her er jeg ikke blot kendt fuldt ud men også elsket og accepteret fuldt ud. På grund af Jesus. Derfor tør jeg her vedkende mig mine nederlag, mine fald i synd og mine svigt. På grund af Jesus elsker Gud mig præcis, som jeg er.

Gud inviterer os ud af ensomheden. Også den ensomhed, som skyldes, at vi nægter at vedkende os os selv. Hans kærlighed gør, at vi tør se os selv i øjnene og tage ansvar for os selv.

For det andet hænger det sammen med, at jeg er skabt af Gud. Han har udtænkt og villet mig. Han har skabt mig med den krop, der er min, med den psyke og den personlighed, som er min. Mine evner og mine begrænsninger har jeg fra ham. Så er det da muligt, at jeg nu og da kunne ønske mig, at nogle af disse ting var anderledes end tilfældet er. Men samtidig ved jeg, at jeg er skabt og villet af Gud, og det gør en forskel for mig. Så kan jeg leve godt med, at min krop og mine evner ikke er, som jeg måske kunne ønske mig.

Et anderledes fællesskab
Vi er ikke skabt til at leve for os selv. Men vi er skabt til fællesskab med vores skaber og med hinanden. Det fællesskab, der betyder mest for mig, er fællesskabet med andre kristne. Her er jeg sammen med mennesker, der har samme Herre og samme frelser som jeg selv. Mennesker som ikke alene ved, at de er syndere, men som også ved, at de er tilgivne syndere. Her møder jeg en kraftig snert af det, jeg også møder hos Gud. Her tør jeg gøre mig kendt af andre, for jeg ved jeg taler til mennesker, som kender dem selv med deres fejl, mangler og fald i synd, men som desuden kender den tilgivelse, som er fælles for os alle, og som er med til at knytte os sammen.

Det handler om at leve nu...
Bowies begrundelse herfor er, at fremtiden er tom. Sådan må det i sidste instans være, hvis Gud ikke er. Så er vi overladt til os selv. Så kan vi godt se frem til tilværelsen på den anden side af de afsluttende eksaminer, fast ejendom, det at få familie, hvis det er det, vi sigter efter. Så kan vi godt se frem til en bedre verden med færre krige, bedre livskvalitet og bedre materielle vilkår, hvis vi tror på, at fremtiden byder på det. Men i bund og grund er fremtiden tom. Tom for indhold og tom for mening ud over den vi selv skaber ."Det eneste, der er derude, er det, vi skaber nu.....", som Bowie udtrykker det.

Men jeg tror ikke Bowie har ret. For jeg kender den levende Gud, ham som har skabt himmel og jord. Han er min skaber og min frelser. Han har tilgivet mig min synd, og derved sat mig fri til at leve det liv, han har skabt mig til at leve. Derfor handler det om at leve livet nu, med alle dens muligheder og udfordringer.

Og så har Gud lovet, at han, når han ser tiden er inde, vil skabe en ny og bedre jord, hvor der ikke mere skal være fremmedgjorthed, svigt og nederlag. Her skal jeg fortsætte livet sammen med alle dem, der kender ham - og sammen med Gud selv. Fremtiden er ikke tom. Den er fuld af indhold og mening. Det er det lys, fremtiden kaster tilbage over mit liv her og nu. Derfor vil jeg leve nu.

JesusNet.dk, 04/01/2000