Uden Gud er vi alene

Guds handlemåde forekom Palle Møller uforståelig. Hvorfor skulle datteren Signe dø?

Når sorgen rammer os, må vi vælge, om vi vil leve med eller uden Gud. Men uden Gud er vi alene i sorgen.

Det siger Palle Møller fra Lindved ved Vejle, der sammen med hustruen Mona har erfaret, at dræbende sorg kan blive til et savn, man kan lære at leve med. For seks år siden mistede de datteren Signe. Hun blev et halvt år.

"Signe har sin naturlige plads i familien. På hendes fødselsdag er vi oppe på kirkegården, og vi bruger dagen på at mindes hende," fortæller Palle, der er folkeskolelærer som Mona. De har drengene Peter på ti år og Magnus på fire år.

Mislyde

Signe var et ønskebarn, og lægen ønskede efter fødslen tillykke med en velskabt datter. Godt to måneder senere, efter en veloverstået barnedåb, var Mona til tjek hos deres praktiserende læge, som opdagede en mislyd ved Signes hjerte.

Signe blev indlagt i Skejby, og det blev konstateret, at hun havde en livstruende hjertefejl og kun kunne leve i kort tid.

Lægerne ville undersøge Signes hjerte, og et kvarter efter at Mona og Palle havde sagt 'sov godt' til Signe, og hun fik narkose, fik de at vide, at hun var død under narkosen.

Får ikke svar

14 dage efter begravelsen kom ægteparret for alvor ud i et sorgens stormvejr, og Guds handlemåde forekom uforståelig.

"Hvad kan meningen være, når man har fået et barn, og det skal ende med en begravelse? Jeg kom ud på en kant, hvor jeg mistede fodfæstet. Var min tro på Gud en løgn eller kunne det stadigvæk være sandt," forklarer Palle, der en aften i kirken fandt ud af, at hvis han skippede Gud, ville han først for alvor være helt alene.

Senere læste han i Bibelen og fandt ud af, at mennesker ikke har fået nogle garantier for at kunne forstå Guds handlinger.

Snarere tværtimod.

"Man kan gruble sig til helvede over det, man ikke forstår. Da jeg kunne se, at jeg var i gang med det, valgte jeg at lade tingene ligge. Jeg får ikke svarene," pointerer Palle, der i sorgen oplevede, at Gud holdt fast i ham.


Anette Ingemansen, 22/01/2004
Et Ord med på vejen