Fra vrede til tak


Erik Olesen

En novemberdag i 1996 blev Erik Olesen fra Herlev bogstavelig talt sat ud på et sidespor ved en hjerneblødning. Det var ni dage efter, at han var gået på pension fra arbejdet som rådhusforvalter og indkøbschef ved Herlev Kommune.

"Vi havde lagt planer om, hvordan vi skulle tilbringe vort seniorliv. Jeg ville arbejde i Indre Mission på fuld tid med at køre rundt i landet og forkynde, og Helga skulle med. Jeg ville også fortsætte med at være medlem af Indre Missions Hovedbestyrelse," fortæller Erik lidt besværet i sin tale. Han er 74 år og gift med Helga.

Fik førligheden tilbage

I halvanden måned lå Erik på Glostrup Sygehus og var mere eller mindre ved bevidsthed. Hjerneblødningen havde ramt ham hårdt.

"Jeg kunne ikke sige noget, og var lam i armen og benet i højre side," siger Erik, som gennem to års genoptræning genvandt sin førlighed. I dag cykler han og kører bil.

"Jeg kan ikke skrive med hånden, men jeg kan skrive på computer med venstre hånd. Pga. af finmotorikken kan jeg heller ikke holde på en kop," forklarer Erik, som i den efterfølgende tid var bange for, at han ikke kunne tale med folk, når han mødte dem. Derfor trak han sig tilbage."

Bitter på Gud

Bristede drømme og en tilstand fra at være fuld af vigør og til at skulle begynde helt forfra gjorde Erik vred og bitter på Gud.

"Jeg søgte gennem bønnen at finde en mening med det hele, og jeg opsøgte Gud, men jeg kunne ikke forstå ham," siger Erik, som hver dag bad om, at han måtte blive helbredt hundrede procent.

En dag oplevede han, at Gud svarede ham, da han læste i Bibelen.

"Gud sagde: 'Min nåde er dig nok'. Det blev så stort for mig. Jeg begyndte at takke Gud, fordi jeg har mine fulde fem og for mit handicap," fortæller Erik glad.

Han har erfaret, at troen på Gud ikke freder mennesker fra lidelsen.

"Men vi har en fordel, når vi kender Gud."

Anette Ingemansen
Anette Ingemansen, 04/12/2003
Et Ord med på vejen

 

Blog på indremission.dk

Brug for én at tale med?

I samtalerummet kan du tale med en kristen om alt, hvad du har på hjerte. Det er 100% anonymt, live og fortroligt.

| Sitemap | Til toppen© 2001-2013 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale.
Silkjær