16 år og mor

Der blev pludselig sat fokus på teenagere og uønsket graviditet, da en lille bog med titlen "Victoria" udkom i oktober 2003. Her fortæller Sine, hvordan hun oplevede at blive gravid som 16 årig og pludselig skulle tage den helt uoverskuelige beslutning om barn eller abort. Hun føler sig virkelig på gyngende grund. Det her er hun slet ikke forberedt på, og hun ved at hendes liv vil ændre sig for altid, uanset om hun vælger barn eller abort. Beslutningen er hendes, og hun er frygtelig bange for at tage den forkerte beslutning, frygtelig bange for at komme til at fortryde, for det kan ikke gøres om igen bagefter, hun skal leve med det valg altid. Samtidig oplever Sine, at der forventes, at hun får en abort. Det er det lægen ta´r udgangspunkt i, og flere anbefaler hende. Der ingen der direkte anbefaler hende at få barnet. Den idé og beslutning skal komme helt fra hende selv. Heldigvis er der voksne omkring Sine, der giver hende ro til at lytte til, hvad hun selv vil, og lover hende støtte og opbakning. Sines endelige beslutning om at vælge barnet kommer indefra. Det skyldes ikke alle de ydre påvirkninger. Hun mærker inde i sig selv, at hun ikke kan afvise og svigte det liv, der er på vej, hun er ikke sikker på, at hun vil kunne leve med det bagefter. Da hun føder en lille pige kalder hun hende Victoria, efter det engelske victory - Sines graviditet og fødsel er blevet den største sejr hun har oplevet, og det giver en god selvfølelse der gør, at hun har mod på fremtiden med uddannelse og barn.

Det går lige ind

Et eller andet i Sines historie går lige ind. Der har nemlig været en hel uventet medieopmærksomhed omkring bogen og det dilemma. Det er selvfølgelig en rørende historie, men det er mere end det. Jeg tror vi alle uanset alder kan mærke, hvor vigtigt der er at føle efter, hvad man selv kan stå inde for. Ikke lytte så meget til færdigsyede holdninger og ikke tage sig af andres fordomme. De gravide teenagere (ca. 3000 om året) står i et åbenlyst pres og dilemma - og de møder mange der ”ved bedst” på derers vegne - nu når "ulykken" er sket.

Sex og tabu

Men hvor meget snakker man egentlig med teenagerne om det ansvar, der ligger i det at have sex med hinanden? At unge har sex i en meget tidlig alder, har bred social accept, men at det indebærer den uundgåelig konsekvens, at teenagere bliver gravide, det vil vi ikke tale om, og det er ikke accepteret. Vi er temmelig naive når vi tror, at bare de har fået sexualundervisning i skolen, så kan de også undgå at blive gravide. Hvorfor har vi så mange uønskede graviditeter i det hele taget? Vi ved da godt, at den mulighed må vi se i øjnene. Ingen prævention er 100% sikker og slet ikke når det skal håndteres af helt unge. Vi kan godt li´ at bilde os selv ind at vi er så frie og fordomsfri. Men det er noget vås, når vi taler om unge og sex. Der er vi fuld af berøringsangst og vi lader dem i stikken.

Voksne bange for ansvar

Sådan har det også været når vi taler om alkohol og unge. Man måtte se i øjnene at unge drikker, det hører ungdommen til, og hvis man sagde noget blev det betragtet som moraliserende og snerpet. Men nu er det alligevel gået for langt. Nu vågner voksen-generationen langsomt op. Vi synes faktisk ikke det er så fedt og okay, at 12-årige kommer fulde hjem efter klassefest, og vi synes statistikkerne er rystende. Børn og unges forbrug af alkohol har nået et niveau, hvor det kræver at nogen går ind og ta´r ansvar. Sundhedsstyrelsen laver kampagne for at få voksne til at tage ansvar og gribe ind over for børnene/de unges alkoholvaner. Er her ikke en parallel til børn og unges omgang med sex? Mangler unge også her, at voksne viser en holdning og tager ansvar. At de unge kan se forældres, læreres og andre voksnes holdning til sex, som noget dybere end bare en leg mellem kærester. De unge lades i stikken, og når de står der med en uønsket graviditet, så lader vi dem i stikken igen.

Kommer vi måske til at se sundhedsstyrelsen kører kampagne mod tidlig sex? Eller er det for stort et tabu?

Lyt til dig selv

Hvis vi bare når der til, at vi giver hinanden frihed til at lytte til os selv, så er meget nået. Det gælder de gravide teenagere, men også alle os andre. Vi må mærke efter i os selv, hvad vi har det godt med, når de store valg i livet skal træffes.

Kristendommens syn på mennesket er, at vi til forskel fra dyrene kan skelne mellem godt og ondt, har etiske behov og har evnen til at vælge. De fleste dilemmaer er kendetegnet ved, at det ikke bare er sort / hvidt, og da vi ikke er robotter eller en brik i et forudbestemt skæbnespil træder vi i karakter som hele mennesker, når vi træffer et valg. Det er vores udfordring i det at være menneske hele livet igennem. Det valg bør hver enkelt have frihed til at træffe. Her kunne jeg stoppe. For jeg tror at meget ville se anderledes ud, hvis vi kunne efterleve det. Men jeg kan ikke lade være med at trække et perspektiv mere ind over.

Et andet tabu

Kristendommen lægger op til personlige valg, men ikke op til personlige etiske normsæt, som vi kan flytte grænserne efter som vores egne følelser fortæller os. Der findes i kristendommen et menneskesyn der taler sit eget sprog om, hvad der er rigtigt og forkert. Dét er også tabu at tale om. Vi må nemlig godt snakke om tro som et slags åndeligt kosttilskud, hvor vi hver i sær vurderer om det med Gud og tro hjælper os i de enkelte situationer eller ej. Men det er derimod næsten tabu at tale om tro, som fast tillid til Gud den almægtige og vilighed til at give sig hen undet hans autoritet og vilje – som noget der ligger uden for dig selv, og som du stræber erfter at lære at kende og leve efter. Men fordi det er tabu behøver det jo ikke være mindre interessant – og det er stadig et personligt og frit valg.

Benna Asmussen Hørlück, 30/10/2003