Skvatmikler

Vi vidste det selvfølgelig godt, men nu har vi det på tryk: Danske mænd er nogle skvat. Vi har taget varigt skade af at leve i et samfund præget af feminine værdier, livet igennem omgivet af pædagoger, psykologer og behandlere.

Sådan lyder påstanden i en ny bog, "100 veje til at blive en rigtig mand", skrevet af forfatteren Kjeld Heising. Den danske mand er blevet til en "salatspisende, cykelhjelmklædt, veldresseret funktionærhanekylling, der svigter en af sine vigtigste opgaver udover at være en rigtig mand for sin kone", fortæller Berlingske Tidende. Den opgave, mændene svigter, er at opdrage deres drengebørn. Derfor har der aldrig været så mange utilpassede og syge drenge, som skal til psykolog. Kjeld Heisings råd til mændene er, at de skal påtage sig forsørgeransvaret derhjemme og tjene nogle penge, bruge dobbelt så meget tid på deres sønner samt "tage teten i hjemmet".

Som den skvatmikkel, man er, vil man selvfølgelig straks spørge, hvor al den tid skulle komme fra? Hvordan skulle man(d) både kunne arbejde mere, bruge mere tid på sønnerne og "tage teten derhjemme"? Det lyder ikke så realistisk.
Men i øvrigt har forfatteren jo ret, i hvert fald et stykke ad vejen. Der er ikke meget prestige i at være mand i dag.

Og helt ærligt: På mange måder er det en lykke, at samfundet er blevet feminiseret! Det er en lykke, at mænd og kvinder er blevet mere ligestillede, og der er meget positivt at sige om kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Hvis typiske mandeværdier handler om at kunne skyde først og slå på tæven, i stedet for at tale sig til rette om tingene, så fri os fra dem! Fri os også fra hustyranner, der "tager teten" i hjemmet ved at banke konen og børnene! Og fra mænd, der ikke gider beskæftige sig med deres børn, sønner som døtre, eller husligt arbejde. Alting var ikke bedre i gamle dage.

På nogle områder er det dog kørt skævt. De alt for mange skilsmisser og de mange utilpassede børn hænger helt sikkert sammen med den overdrevne feminisering, som forfatteren hævder. Men jeg tror også, det hænger sammen med afkristningen, og at vi fuldstændig har mistet det bibelske syn på forholdet mellem mand og kvinde. Det er det paradoksale syn, at mænd og kvinder er lige over for hinanden og over for Gud - og på samme tid er "manden kvindens hoved"! Hvad det mere præcist betyder, er der skrevet mange kloge bøger om, men hovedpointen er, at mænd og kvinder er skabt forskellige (hurra!), har derfor forskellige opgaver i livet og i menigheden - og at de på samme tid er ligestillede som brødre og søstre og børn af Gud.

Faktisk bruger Jesus netop billeder fra familielivet. Gud som Far og Jesus som bror er "mandebilleder", men det er ikke billeder af mænd, der sætter viljen igennem med vold eller magt. Tværtimod. Jesus vender den anden kind til, Jesus er en tjener, Jesus dør på korset for at redde mennesker. Gud er en Far, der spejder ulykkeligt efter sine fortabte sønner og døtre. Den slags mandighed mangler vi forfærdeligt, både i samfundet generelt og inden for den kristne kirke.

Og så en lille parentes til sidst. (Er der da slet ikke nogen kvindelige værdier i Bibelen eller hos Gud? Jo da. Der er mange spændende kvinder i Bibelen som for eksempel Maria, Jesu mor, Elisabeth, hans tante, og kvinderne, der var de første vidner til hans opstandelse. Dertil kommer - måske ikke teologisk holdbart, men en interessant tanke - at Helligånden muligvis viser os noget af Guds "kvindelighed".

Henrik Hoffmann-Hansen, 23/09/2003