I MÅL

Det er kun fra sidelinien at jeg følger med i Atletik, måske endda knap nok sidelinien, men jeg gribes alligevel af forsidebillederne og sportssiderne i disse dage, med knaldgode pressefotos, af sportsfolk der netop har passeret målstregen med en præstation der får den samlede sports- interesserede verden til bryde ud i jubel. Tænk at have kæmpet, trænet, slidt for at blive klar sin sin yderste præstation og så bryde alle grænser lige når det gælder, og nå mål med et brag af et resultat. Der er noget dragende i det at være så fokuseret på et mål, vide helt præcis hvad man går efter og hvad der skal til for at nå der. Nu har jeg aldrig dyrket konkurrence sport på et niveau udover diverse lokalforeninger, så det er ikke noget jeg føler på egen krop. Det er som tilskuer – men det fascinerer mig. Bagsiden af medaljen Jeg ved godt, at der for nogle findes en bagside af medaljen, når et mål på det niveau skal nås. For nogen betyder målet så meget, at alle midler tages i brug, og da får vi de kedelige usportslige historier om snyd, doping eller et liv der er så kontrolleret af kravet om præstation, at alt andet mister værdi og betydning. Så er bevidstheden om målet i stedet noget destruktivt og livsfornægtende. Men det skal nu ikke overskygge den fryd og glæde langt de fleste sportsfolk udstråler – og som vi f.eks. kunne se i den 20 årige Carolina Klüft, da hun med historiske præstationer blev suveræn 7 kamps vinder. Hun brød totalt med den velkendte nordiske kølighed og brugte hele følelsesregistret i en medrivende begejstring for hvert resultat. Sikke en præstation – sikke et mål.

Vejen er målet. Denne sommer har jeg også været med på sidelinen i en helt anden form for præstation mod et bestemt mål. Jeg har med en kameramand været i Nordspanien og lavet optagelser til et TV-program om den gamle pilgrimsrute, der går fra grænsen mellem Frankrig og Spanien og ud til Santiago de Compostella, hvor traditionen siger, at apostlen Jakob er begravet. Der oplevede jeg en helt anden form for fokus på et mål. Hvert år driver målet over 60.000 pilgrimme fra hele verden på vandring. De følger den samme rute som millioner af pilgrimme har gjort de sidste 1000 år. Målet var det samme, men der gik det op for os, at for de færreste var det det at komme til at røre ved Jakobs grav der betød noget, men i stedet var det selve vandringen der havde betydning. Vejen er målet. Vandringen er et symbol på livet, og med dets op og ned ture, dets smukke og kedelige sider, hvor du ser dit liv som værende i bevægelse, bogstavelig talt på vandring fra vugge til grav. Mange brugte netop vandringen til at tænke over deres liv og sætte det i perspektiv. I den sammenhæng får målet forståelig nok en dobbelt betydning. Målet betyder at vandringen er slut, og er samtidig et udtryk for livets afslutning. Derfor er det ikke så underligt, at mange føler sig meget bevæget over at nå til Santiago. Pludselig står det klart, at vore livsvandring ender en dag, og hvad sker der så? Hvad er målet med det hele? Det er disse spørgsmål pilgrimmene får ind under huden, under flere ugers vandring.

Kom godt hjem I går kørte jeg med min familie hjem fra besøg hos mine forældre. Min mor er meget syg, har kræft og ikke mange kræfter tilbage. For få dage siden snakkede vi om dette, at vores liv er som en pilgrimsvandring – vejen bliver ikke lige lang for os alle, og vandringen former sig også meget forskelligt. Men én ting er sikkert, du kan ikke deltage i dit liv fra sidelinien, og du kan ikke betragte målstregen fra sidelinien. Du skal selv gå vejen, og målstregen skal du selv passere. Hvor fokuseret du er på målet er afhængig af mange ting. Det er ikke sundt at glemme livet her og nu, så tanken om målet bliver destruktivt for dit liv, men det er modsat også vanvittigt at ignorere målet. Faktisk sammenligner Bibelen vort liv både med en pilgrimsvandring og en sportspræstation. Det har lidt af begge dele. På vej hjem i aftes kørte vi forbi et af de store vejplakater med teksten: Kom godt hjem! Det tog jeg til mig, for jeg er overbevist om, at Gud der har sat mig på denne livsvandring, han vil også tage imod mig den dag, det er slut og sige velkommen hjem. Hvis jeg er bevidst om, hvad der skal til for at nå hjem til Gud, så vil min fryd overgå enhver sportsstjernes jubel - for sikken et mål. Da ønsker jeg ikke at være en tilskuer fra sidelinien.

Benna Asmussen Hørlück, 01/09/2003