Meningsløst
5. søndag efter påske
Liturgisk farve: Hvid De 6 søndage efter påske og før pinse står alle i lyset af Jesu opstandelse, og derfor er den liturgiske farve hvid. Det markerer at påsken er kirkens største højtid. Teksterne handler om de fyrre dage, hvor Jesus fortsatte med at undervise sine disciple, indtil han for til himmels. Miniprædiken Hvem er mest populær: Gud eller Jesus? Det er i virkeligheden et meget meningsløst spørgsmål, men alligevel relevant. Vi kan nemlig møde den holdning til kristendommen, at man tror på Gud, men Jesus – det bliver bare for meget. Vi kan også møde det, der nærmest er modsat. At man ser op til Jesus som et godt menneske, der gav nogle gode værdier, men det, han fortalte om Gud, synd og frelse, vil man ikke have med at gøre. Gud har sendt JesusMen ingen af delene giver mening. Det er Gud, der har sendt Jesus til verden for at frelse mennesker fra fortabelsen og give dem fællesskab med den eneste sande Gud. Jesus vil herliggøre Gud, dvs. at han vil ophøje ham og vise, at Gud er Gud og er god og almægtig, og at han elsker os mennesker. Og Gud vil herliggøre sin søn Jesus Kristus og vise, at han har udsendt ham, og at han giver evigt liv ved tro på ham. Ikke adskilleMan kan ikke adskille Gud og Jesus. Vil man nøjes med den ene og ikke have med den anden at gøre, har man ikke nogen af dem. PrædikentekstenSådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: "Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham." "Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til." "Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig." "Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi." Johannesevangeliet 17,1-11 Læs alle søndagens tekster her.
Bibelteksten er fra den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992 Holger Skovenborg, 07/05/2012 Et Ord med på vejen |
|
Brug for én at tale med?
I samtalerummet kan du tale med en kristen om alt, hvad du har på hjerte. Det er 100% anonymt, live og fortroligt.









