Tro, håb og blindtarmsbetændelse

"Det var to forskellige måder at se døden på." Sara oplevede det anderledes med sin mormor. "For mig var hun gammel og parat til at dø. Når man så på min mormor, så var hun tryg og sikker," siger Sara.

Der er et håb

Sara hæfter sig ved det kristne håb, som kom til udtryk ved begravelserne.

"Et af kendetegnene ved dem, der mødte op til begravelserne, var, at de havde håbet om et evigt liv. Når man hører om evighedshåbet, som Gud har lovet, så forventer man, at det håb skal blive indfriet," siger Sara, som husker sine bedsteforældre for, at de har været nogle gode bedsteforældre, som har taget sig af hende og husket på hende.

"Håbet og troen bliver på en måde skrøbeligt, når man sidder til en begravelse. Samtidig bliver håbet bare meget, meget stærkt. Nok dør vi, men det er Gud, der har vores liv i sin hånd. Samtidig bliver håbet og troen så stærkt, at vi også klynger os til, at vi skal mødes hjemme hos Gud engang."

Gud styrer

Sara fik døden tæt på i sin egen krop, da hun for et par år siden blev opereret for blindtarmsbetændelse. Her fandt lægerne samtidig en kræftknude. Den har ikke bredt sig, men Sara går stadig til undersøgelser.

"Da jeg fik sygdommen, blev jeg meget bekymret. Samtidig sagde Gud: 'Sara, jeg ved godt, at du bekymrer dig, og jeg kan godt forstå det, men, fordi det er mig, der styrer det, kan du lægge alt over til mig.' Nogle gange styrer han det med hård hånd, føler jeg, mens han andre gange styrer det, som jeg gerne vil have det," siger Sara.