Jesus er ikke en privatsag

Da vi for et par uger siden holdt ferie i Goa i Indien, var det en fornøjelse at se hvor synligt stolte alle er af deres tro. Ikke mindst de kristne. Huse, biler, butikker og hoteller, som er ejet af kristne, er tydeligt mærket med meget synlige kristne symboler. Her er det en helt selvfølgelig ting at skilte med sin kristne tro. Og i denne del af Indien, hvor der er lige så mange kristne som hinduer, giver det lykkeligvis ikke de samme problemer som andre steder.

Derfor var det også ekstra beskæmmende at komme hjem til overskrifter om, at de danske asylmyndigher afviser kristne konvertitter (omvendt fra en anden religion) med den begrundelse, at de bare må skjule deres kristne tro.

At forlange, at vi skal skjule vores kristne tro, er i bedste fald udtryk for uvidenhed om den religiøse virkelighed. Og i værste fald er det religiøs forfølgelse og overgreb.

Jesus selv påbyder alle, der tror og følger ham at være åbne og synlige omkring troen. Det er simpelt hen en integreret del af den kristne tro at den er offentlig. I sin berømte bjergprædiken siger Jesus det sådan til sine disciple:

I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. (Mattæusevangeliet kapitel 5 vers 14-16)

Hvis jeg vil tage min tro på Jesus alvorligt, så kan jeg ikke holde den for mig selv. Enhver kristen er kaldet til at vise sin tro, både gennem gode gerninger og gennem ord.

Da myndighederne i Israel kort efter Jesu død og opstandelse forsøgte at give to af disciplene mundkurv på, reagerede de med at sige: »Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham; men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt.« (Apostlenes Gerninger kapitel 4 vers 19-20). Og sådan vil vi også svare i dag.

Asbjørn Asmussen, 07/03/2012