Livets brød


Midfaste søndag
Liturgisk farve: Violet

Fasten starter egentlig askeonsdag, der er onsdagen efter fastelavn, hvorfra der er 40 dage til påske, hvis man fraregner søndag, som ikke er en fastedag. Forestillingen er, at man faster, ligesom Jesus fastede 40 dage i ørkenen (Matt 4,2) og derfor er den liturgiske farve violet for bod.

MiniprædikenVi kan nemt komme til at tænke, at hvis vi bare havde levet samtidig med Jesus og havde set de undere, som han gjorde, så ville det være nemt at tro på ham. Men Jesus siger til os, at det godt kan være nærmest modsat. At man får en forkert opfattelse af ham, når man ser hans undere.

Det vigtigste

For eksempel havde Jesus engang givet 5000 mand noget at spise ud fra fem brød og to fisk. De var alle blevet mætte, og der blev oven i købet en masse til overs. Det var fantastisk.

Men så sker der det, at de følger efter Jesus og tror på ham, men de gør det kun, fordi de så er sikret det daglige brød.

I virkeligheden ser de ikke det, som er det vigtigste: At Jesus er Guds søn og kan give tilgivelse for al deres og vores synd, hvis vi kommer til ham med den og tror på ham.

Evigt liv

Jesus giver "livets brød". Ja, han er livets brød. Hvis man tror på ham, giver han liv, evigt liv. Det er det, vi får, når vi går til alters i kirken og spiser det lille brød. Så giver Jesus sig selv til os med tilgivelse af det onde, vi har i os, og med et evigt liv, hvor alt er godt. Tro på ham.

Prædikenteksten

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: "Rabbi, hvornår er du kommet hertil?"

Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på."

Så sagde de til ham: "Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?" Jesus svarede dem: "Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt."

Da sagde de til ham: "Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spist manna i ørkenen, som der står skrevet: 'Brød fra himlen gav han dem at spise.' "

Jesus sagde så til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden."

De sagde til ham: "Herre, giv os altid det brød!"

Jesus sagde til dem: "Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.

Johannesevangeliet 6,24-35

Læs alle søndagens tekster her.

Bibelteksten er fra den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992
© Det Danske Bibelselskab 1992.



Holger Skovenborg, 12/03/2012
Et Ord med på vejen

 

Filmogtro.dk

Brug for én at tale med?

I samtalerummet kan du tale med en kristen om alt, hvad du har på hjerte. Det er 100% anonymt, live og fortroligt.

| Sitemap | Til toppen© 2001-2013 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale.
Silkjær