Et juleevangelium


Juledag
Liturgisk farve: Hvid

Juledag er julens officielle helligdag, som i år falder på en søndag. Den liturgiske farve er hvid, fordi det er en af kirkeårets allerstørste festdage.

Miniprædiken Juleevangeliet begynder med: "Og det skete i de dage, at der udgik en befaling ..." (Luk 2,1).

Men teksten til juledag er i virkeligheden også et juleevangelium. Den står i Johannesevangeliets første kapitel og handler om Ordet, der var hos Gud og helt fra begyndelsen var med til at skabe verden.

Da Gud skabte verden, gjorde han det ved ord. Han sagde for eksempel: "Der skal være lys!", og så blev lyset til. Eller: "Lad os skabe mennesker ..." Og så blev mennesket skabt.

Gud gjorde det ved ord. Og når man læser videre frem i Johannesevangeliet kap. 1, bliver det tydeligt, at det Ord, der tales om, som var med helt fra skabelsen, er Jesus, Guds søn.

Ordet blev menneske

Det vil sige, at Jesus var med i skabelsen og elsker det, han har skabt, så meget, at han kom til jorden for at frelse det skabte, da det bevægede sig væk fra Gud, som havde skabt det.

Da det lille barn blev født i krybben, var det Ordet, der blev menneske. Det Ord, som havde skabt alt. Derfor er teksten om Ordet også et juleevangelium.

Prædikenteksten 

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham.

Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.

Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed

Johannesevangeliet 1,1-14

Læs alle søndagens tekster her.

Bibelteksten er fra den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992
© Det Danske Bibelselskab 1992.



Holger Skovenborg, 19/12/2011
Et Ord med på vejen

 

Filmogtro.dk

Brug for én at tale med?

I samtalerummet kan du tale med en kristen om alt, hvad du har på hjerte. Det er 100% anonymt, live og fortroligt.

| Sitemap | Til toppen© 2001-2013 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale.
Silkjær