Breivik som korsridder
FOKUS
Breivik ser sig selv som en sand kristen helt, der deltager i et af Gud velsignet korstog. Hertil er kun at sige, at det er et gennem-sygt verdensbillede, der intet har med Gud og hans virkelighed at gøre!
![]() Jeg tænker, at intet normalt-fungerende menneske kan finde på at tænke og handle som Breivik. Og derfor er der måske ikke den dybere mening i at argumentere imod Breiviks argumenter. For hvad hjælper argumenter overfor et sind, der er totalt forvrænget? Men alligevel kan der være mening i det, fordi Breiviks outrerede tanker desværre findes i mere udvandede former, hvor mere almindelige mennesker tilslutter sig dem. Kristent korstogEn af de tanker, der ligger bag, er tilsyneladende en forestilling om kristne korstog. I Breiviks udgave er det kristne soldater, der udfører deres himmelske opgave: at bekæmpe en muslimsk invasion i Europa. Opgaven vil kræve mod og offer – og bliver belønnet af Gud med en ”uforgængelig ære”. Det lyder som en ”kristen” variant af det billede af Jihad, som tillægges islamiske fundamentalister! Hvilke motiver, der egentlig lå bag den tidlige middelalders korstog, er et studie i sig selv. Og svarene er næppe enkle. Men langt nemmere er det at se på den holdning, langt de fleste kristne i dag har til fænomenet ”hellig krig”: stort set ingen vil i dag sige, at Jesus på noget tidspunkt har velsignet at udbrede Guds rige ved våbenmagt. Tvært imod. Det, der kan diskuteres, er snarere, om Jesus tillader, at man fysisk forsvarer sig overfor militære angreb eller ej. Selv de (mange) kristne, der mener, at man som kristen godt må forsvare sit land militært, vil på det bestemteste afvise at bruge deres tro som begrundelse for et ”korstog”. Løsrevne BibelversBreivik skulle efter sigende citere nogle løsrevne Bibelvers omkring krig i det historiske Israels tid før Kristi fødsel. Løsrevne Bibelvers kan bruge til faktisk hvad som helst. Det er afgørende at læse alt i den store sammenhæng. Og i den store sammenhæng, hvor hele Bibelen læses som en helhed, er det tydeligt, at fysisk krig i forbindelse med troen på Gud kun hører en ganske bestemt epoke til. En epoke, der sluttede for mere end 2400 år siden. Sygelige sindBreivik ser sig selv som en sand kristen helt, der deltager i et af Gud velsignet korstog. Hertil er kun at sige, at det er et gennem-sygt verdensbillede, der intet har med Gud og hans virkelighed at gøre! Hvis offentliggørelsen af Breiviks syge tanker overhovedet skal føre til noget godt, kunne det måske være, at det viser, at det ikke kun er i sygelige muslimske hoveder, at den slags terror kan udklækkes – det kan det også i sygelige højreradikale hoveder. ”Gud bevare Danmark” lyder det fromme ønske hvert nytår. ”Amen”, vil jeg gerne tilføje: Gud bevare Danmark mod alle terrorister, hvad enten de er muslimer, højreradikale eller noget helt tredje! Og mere konkret: Gud bevare den danske folkesjæl fra at blive radikaliseret ud i ekstreme fraktioner, der ser sig selv i krig med de andre! For ellers kan flere og flere danskere komme i risikogruppen for at udvikle et sygeligt terrorist-sind. ![]() Carsten "Sprint" Korsholm Poulsen, 10/08/2011 Kommentarer: |
|
Brug for én at tale med?
I samtalerummet kan du tale med en kristen om alt, hvad du har på hjerte. Det er 100% anonymt, live og fortroligt.











